Hvem er ikke folket?

Stemme kan enhver, som er dansk statsborger, men ved sidste valg havde godt ti procent af alle voksne her i landet ikke ret til at stemme. Det tal har været støt stigende siden 1980’erne. Ved valget i 1990 var det to procent. I 2001 godt fire procent. Ved det seneste valg altså omkring ti procent.

Folk, som bor i Danmark lovligt og livslangt, kan ikke deltage i de demokratiske valghandlinger, og står af den grund uden for demokratiet. De er, med forsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buchs ord en demokratisk underklasse.

Lige indtil 2004 blev gruppen af borgere, der var en del af det myndige folk i Danmark, udvidet. Indtil 2004 kunne unge, der var født og opvokset i Danmark, opnå dansk statsborgerskab med opfyldelse af ganske få krav.

I 25 år har jeg uddannet lærerstuderende. Det gør indtryk på mig, når studerende, hvis forældre er flyttet til Danmark, da de var små, eller måske endda før de blev født, ikke kan opnå dansk statsborgerskab, selvom de er myndige og gerne vil. De kan ikke søge om eller opnå statsborgerskab, så længe de er under uddannelse. For det meste har de et ønske om at blive statsborgere. Jeg synes, at det er et problem for os som samfund, at det er blevet så vanskeligt at blive statsborger. Det er ikke alene et problem for de unge. Det er et problem for os alle. Vi bor og lever sammen og skal forme det danske samfund sammen. Vi udgør et sprogligt fællesskab, og vi får stadig flere erfaringer med en større religiøs og kulturel diversitet.

I 1990’erne triumferede demokrati og folkestyre som den eneste rigtige styreform. Med murens fald i 1989 kollapsede sovjetkommunismen som et reelt alternativ til vestens demokratier. Stumper af muren blev hentet i Berlin og taget med som pant på en ny og åben verden. Landene bag jerntæppet faldt et for et. Alle andre styreformer var forældede. Det troede vi dengang i 1990’erne, og vi håbede det stadig under Det Arabiske Forår i 2011.

Nu har piben fået en anden lyd. Autokratiske ledere vinder tillid og valg. Globaliseringen har mistet sin fortryllelse, og valg bliver vundet med løfter om troskab til religiøse og kulturelle rødder, stærkere nationalt sammenhold. Regimer, som kalder sig demokratiske, er parate til at sætte demokratiske spilleregler ud af kraft. Retsstatens principper bliver stækket, og der bliver lagt hindringer i vejen for en fri presse. Det er fristende at hylde sit eget ved at pege fingre, men de andres folkestyre har vi en begrænset indflydelse på, og vi kan endda blive nødt til at samarbejde med dem. Vi skal også passe på Danmark ved at se det efter i sømmene.

Hver gang jeg i en forsamling synger med på ’Stenen slår smut på det danske vand’, kommer jeg ind i en tidslomme. Ind i en svunden verden. Den sang er for mig bærer af en stemning. Sangen afspejler 1990’ernes optimistiske forventninger til en ny tid med et løfte om fri udveksling mellem kultur og mennesker i den globale landsby. Et udtryk, som er fortrængt af den regionalisering, som præger verden i nutiden. Ligesom stenens smut giver ringe i vandet, går bevægelserne frit over landegrænser og over verdenshave. Stenens smut sender ringe i vandet og rammer et verdensland – ”går som søstre mod øst, går som brødre mod vest, mens bølgerne danser”.

Sangen blev digtet i anledning af grænseforeningens 70-års jubilæum. Tanken om, at alle mennesker er brødre og søstre, er en religiøs tanke, som er kendt fra kristendommens billede af Gud som far, Jesus som hans søn og alle døbte som Guds børn. Tanken om, at alle mennesker er i familie og har samme far, er en stærk tanke, som grundlæggende skaber lighed og forpligter hver og en på at møde den anden med et åbent sind.

Denne metaforik om søskende er til gengæld ikke gangbar, når det kommer til at svare på, hvem folket er. Hele pointen med at være et folk er at høre sammen med nogen, som udgør et større fællesskab end dem, vi hver især er i familie med. Ved at forbigå dette simple faktum kommer sangen til at bilde os ind, at det er nemt. Folkestyret i Danmark blev til i en brydningstid, hvor nationalstat og folkestyre blev til i forbindelse med tabet af Norge og hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Det danske rige blev på få generationer en femtedel af, hvad det var. Nu står vi i en ny brydningstid med krig, og hvor de frihedsidealer, som vores samfund er bygget på, udfordres og drages i tvivl fra mange sider. Dengang som nu udvikler folkestyret sig i brydningerne.

Forskeren og højskolemennesket Ove Korsgaard, som har skrevet stribevis af bøger om begrebet, har iagttaget, at ”Ordet folk er et af det danske sprogs mest lumske”. Det kan bruges upolitisk, nostalgisk, og samtidig er ordet en kampplads for stridende interesse, et stridspunkt, som deler vandene. Men det er også et helt uundværligt ord, for det er jo netop som folk, at vi forpligter os på at dele samfund og bidrage til det fælles bedste i et fællesskab, hvor vi hverken er i familie eller kender alle mennesker, og alligevel har vi noget for med hinanden.

Ordet folk indgår i det, vi kalder stribevis af fælles institutioner, folkeskole, folketing, folkekirke, tidligere hed bibliotekerne folkebiblioteker, og Det Centrale Personregister folkeregisteret. I det 19. århundrede, da vi fik demokrati, skiftede ordet folk fra at være en betegnelse for undersåtter til at være en betegnelse for myndige mennesker.

Vi er meget optagede af demokrati og ligestilling ude i verden, og ofte hoverer danske politikere over problemer med parallelsamfund og vold i Sverige. Der er mange grunde til at vende blikket indad og se efter, hvor vi kan gøre det bedre i vores eget samfund. Vi må tale om, hvad et folk er. I programmet ’Norsken, svensken og dansken’ på P1 i juni 2023 fortalte forfatteren og skuespilleren Hassan Preisler, hvordan han blev rørt over at være til en statsborgerceremoni på Frederiksberg Rådhus, inviteret af en ven, der efter 30 år i Danmark havde opnået dansk statsborgerskab. Ritualerne virker. Sange kan vække følelser og forbinde folk, så vi kan rumme uenigheder og indgå kompromisser til fælles bedste.

Rettigheder, historie og sprog er opskriften på folkestyre med frihed i en nationalstat. Vi må tale dansk og atter prise, at mange kan mange andre sprog.