Hvad betyder det, at noget skal fortolkes ’indskrænkende’?

Overskriften er et spørgsmål fra redaktøren af dette blad: ”Hvad betyder det, at noget skal fortolkes indskrænkende?” Hun havde læst en kronik i Kristeligt Dagblad. I kronikken skrev jeg, at ”bekendtgørelsen som en undtagelse fra en altoverskyggende hovedregel skal fortolkes indskrænkende.” Helt konkret, ville redaktøren vide, hvad betyder det?

Helt konkret, kan jeg svare, handler det om Filips gamle spørgsmål til den etiopiske hofmand [fra Apostlenes Gerninger, kapitel 8, 26 flg.]: Forstår du det, du læser? Og forstår du det rigtigt? For man forstår måske nok ordene, men hvad er ordenes rækkevidde? Det er et standardspørgsmål i juraen.

Kronikken handlede om bekendtgørelse nr. 350 af 10. juli 1978 om fravigelse af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv., for så vidt angår præstestillinger. Bekendtgørelsen lyder: ”§1. Præstestillinger i folkekirken og dertil svarende stillinger inden for trossamfund undtages fra lovens område.” Hvad betyder det så, når jeg i kronikken siger, at ordene skal fortolkes indskrænkende?

Når man læser love og bekendtgørelser, er den sproglige forståelse af ordene udgangspunktet. Ligebehandlingsloven forbyder generelt forskelsbehandling af kvinder og mænd på arbejdsmarkedet. Mht. annoncering, ansættelse, forfremmelse, efter- og videreuddannelse, afskedigelse mv. Loven siger, at det er forbudt at lægge køn til grund på det danske arbejdsmarked i alle disse dimensioner. Bekendtgørelsen siger, at præstestillinger – også i folkekirken – er undtaget.

En naturlig sproglig læsning fører til, at man ved præstestillinger i alle sammenhænge – annoncering, ansættelse, forfremmelse, efter- og videreuddannelse, afskedigelse – har ret til at forskelsbehandle kvinder. Men: I juridisk læsning er det et helt generelt fif, at en undtagelse i en bekendtgørelse normalt ikke fraviger den samlede lov. Loven er hovedreglen, bekendtgørelsen er en fravigelse, den skal fortolkes indskrænkende i overensstemmelse med formålet med undtagelsen. I den igangværende diskussion er det derfor vigtigt at understrege, at ligebehandling er og var udgangspunktet – det er ikke blot en nutidig 'ligestillingsideologi' (som det er blevet kaldt), der nu trænger sig på.

Her kommer det andet juridiske fif: Formålet med lov og bekendtgørelser kan normalt findes i ministerens bemærkninger til lovforslaget og folketingets forhandlinger i salen og i udvalgsbehandlinger. I folketingets forhandlinger fra 1978 kan man se, at formålet med bekendtgørelsen var at sikre, at staten ikke blander sig i, om trossamfund giver eller ikke giver kvinder adgang til at søge præsteembede (og hvis de ikke har adgang til at søge, er der heller ikke spørgsmål om ligebehandling i tjenesten).

Folkekirken kom først ind i spillet i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg. Her fremgår det alene, at ”beskæftigelsesministeren efter forhandling med kirkeministeren ønsker, at bekendtgørelsen skal omfatte både folkekirken og de øvrige trossamfund.” Det fremgår imidlertid ikke, hvorfor arbejdsminister Svend Auken (S) og kirkeminister Jørgen Peder Hansen (S), eller regeringen Anker Jørgensen II som helhed, ønskede, at folkekirken skulle med. Adgang til at søge præsteembede på lige fod havde kvinder fået 30 år tidligere. I 1978 blev denne adgang indskrænket, men formålet står uklart i Folketingets forhandlinger.

Der kan imidlertid ligge materiale i ministeriets sag om bekendtgørelsen, tredje juridiske fif: Se efter dette. 

Og endelig, fjerde juridiske fif, kan spørgsmålet være afklaret autoritativt i administrative afgørelser eller i domme. Her er vi heldige at have en endelig afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet, der i en kendelse fra 2014 – på grundlag af indspil fra Kirkeministeriet – har slået fast, at formålet alene er at give menighedsråd adgang til i ansættelsessituationen at forskelsbehandle kvinder, såfremt det er begrundet i menighedsrådets kirkesyn. Man må gå ud fra, at ministeriet her bygger på internt materiale fra udarbejdelsen af bekendtgørelsen. Eller fra senere administrativ praksis.

Nu er den dispensation, bekendtgørelsen giver, meget mindre omfattende end den umiddelbare ordlyd. Nu har vi det som hofmanden i Filips fortælling. Vi har forstået – autoritativt – hvad vi læser. Og denne gang har vi forstået det på grundlag af indskrænkende fortolkning. 

Men bortset fra det kan man bare ophæve den bekendtgørelse for folkekirkens vedkommende. Det er ikke den, der sikrer gammel-troende plads i kirken, den har ingen praktisk betydning, og ideologisk har folkekirken brug for at blive aflastet fra køn som identitetspolitisk kampplads.