Hjem og hjemløshed

En mild søndag morgen i februar sad jeg og hyggede mig med god kaffe og YouTube, dette mekka på nettet for underholdning af enhver slags. Mine øjne faldt på stumfilm-skuespilleren Buster Keatons mærkeligt forstenede ansigt. Ved siden af de mange farceagtige klip med ham, fandt jeg en optagelse af nyere dato, fra 1960erne, en kortfilm instrueret af Samuel Beckett. Keaton ses haste gennem en by lagt i ruiner. Mennesker på hans vej kaster forbavsede eller ligefrem rædselsslagne blikke efter ham. Det kan man godt forstå. Ned over hans ansigt hænger en klud, et forhæng, der netop skal beskytte ham mod blikkene og verden. Den gamle filmstjerne har det ikke godt. Han vil hjem. Men hjemme på sit hummer møder han andre nedstirrende blikke: hundens, kattens, papegøjens, guldfiskens – ja, sågar sine egne øjne i spejlet. Hunden og katten smides ud. Papegøjen, guldfisken og spejlet dækkes til. Så, endelig, kan han sætte sig i gyngestolen og falde til ro.

Man kunne tro, den lille film handler om forfølgelsesvanvid. Men når man tænker på, at den er skabt af Beckett, drejer det sig snarere om Becketts egne frustrationer. Hans afsky ved at være en offentlig person. Hans higen efter ensomhed, stilhed, isolation og selvforglemmelse. At Buster Keaton ender i gyngestolen er helt i Becketts ånd. Også i Becketts roman Murphy er hovedpersonen fra første side placeret i sin elskede gyngestol. Beskrivelsen af fred og frihed får noget forkrøblet og absurd over sig. At kortfilmens titel er Film, simpelt hen, giver den endnu en vinkel: angsten for kameraet, for at blive filmet, og – kunne man passende tilføje set med nutidens briller – angsten for at blive overvåget.

Fra Becketts blik til fællesskabets øjne

Uanset hvad man lægger i filmen, befinder den sig milevidt fra 20ernes festlige stumfilm. På den anden side ved vi, at Beckett holdt meget af disse film, og i brugen af Buster Keaton ligger der formentlig også en hyldest. Dér sad han i gyngestolen og stirrede ud på mig, der sad på min kontorstol med min morgenkaffe. Pludselig var det ikke længere hyggeligt, men ensomt og uudholdeligt. Jeg besluttede at se verden med fællesskabets øjne og tog sporvognen fra min lejlighed i Prenzlauer Berg til Alexanderplatz, Alex som berlinerne kalder den, for at gå til gudstjeneste i Marienkirche.

Om søndagen er det let at få en god siddeplads i sporvognen. Jeg så ud på Greifswalder Strasse, husfacaderne, træerne og de få spadserende. Lyset livede det hele op, som var en ny begyndelse undervejs. Selv det strenge DDR-monument over kommunisten Ernst Thälmann, der blev myrdet af nazisterne, mistede sin hårdnakkede uforsonlighed, og bag porten med de smukke bladornamenter syntes Volkspark Friedrichshain at svæve i varmedisen. I svinget ned mod Alexanderplatz skete der noget. Højt oppe i luften, nærmest i himlen og tæt på månens blege aftryk, lagde jeg mærke til et menneske, en kvinde. Hun var klædt i sort, men med et stærkt lys omkring sig. Hun løb. Hun løb, men kom tilsyneladende ikke nogen vegne. Hendes bevægelser var smukke. Det gav et gib i mig. Mit hjerte skælvede på én gang sødt og smerteligt, og det slog mig, at jeg aldrig ville kunne glemme det syn, det billede. Hvad der lå til grund for det, havde jeg ingen anelse om. Jeg var heller ikke interesseret i at fortolke det, fylde det med betydning, men tog det ind i mig, som det var. Det skulle stå rent. Sporvognen sang i skinnerne, svingene blev skarpe, fjernsynstårnet og Marienkirche dukkede op. Jeg steg af og hørte i lyset lyden af vand risle langt borte, lyden af floden Spree.

En søndag formiddag i Marienkirche

Marienkirche er, sammen med Nikolaikirche, den ældste kirke i Berlin. Begge blev bombet og stærkt beskadiget under 2. verdenskrig. Mens Nikolaikirche med dens to høje og slanke tårne, der kan ses milevidt, i dag benyttes som byhistorisk museum, fungerer Marienkirche stadig som gudshus. Man genopbyggede den i nærmest lysende røde sten, en tro kopi af stenene i Das Rote Rathaus i nærheden. Ikke al arkitektur i øst var lige smagløst. Uden for kirken står en statue af Martin Luther, og helt i Luthers ånd kan fattige og hjemløse få dagens suppe serveret i kirkerummet. Hvad der overraskende nok afviger fra Luthers drejebog er den hellige handling efter indstiftelsesordene – nadveren. Her drikker man, som i den reformerte kirke, af den samme kalk. Man stiller sig i en rundkreds. Det store sølvbæger med god vin går fra mund til mund. Også denne formiddag kunne jeg mærke, at det skabte en følelse af sammenhold. Helt spontant rakte vi, en broget flok, unge som ældre, ud efter hinanden.

Mens vi stod med hinanden i hænderne og følte os forbundne, hørtes en skramlende lyd. Jeg vendte mig. En mand i noget gammelt, løsthængende kluns slingrede op gennem kirken. Det, der larmede, var hans trolly. Han trak den efter sig, den stod halvt åben, og sokker og undertøj og en enkelt tom øldåse faldt ud undervejs. Manden havde et mørkerødt, bumset ansigt, og man kunne med rette kalde hans indtrængen en gemen forstyrrelse, men ingen viste tegn på forargelse, tværtimod, præsterne og menigheden vidste udmærket godt, hvad hans udspekulerede, perfekt timede besøg betød. Bægeret blev rakt frem, han greb det. Et kort øjeblik klukkede det i struben og smaskede i skægget, så var der ikke mere vin. Manden faldt på knæ. En af præsterne lagde sin hånd på hans hoved og velsignede ham.

Flere steder i evangelierne taler Jesus om at hjælpe fattige ud af fattigdommen. De rige skal give dem halvdelen af, hvad de ejer, ellers er Himmerige lukket for dem. Han taler også om ”de fattige i ånden”, og det er en fattigdom, der rammer over en bred kam. Den har ikke noget med dumhed at gøre, men med manglende empatiske evner, ulyst til at omfavne fællesskabet. Og dog er vi mere end nogen sinde fælles forbundne eller, om man vil, om bord i samme, synkende redningsbåd. Den rige mand, der måske nok tænkte på at række Lazarus en hjælpende hånd, men aldrig gjorde det, forstod ikke et kuk af det hele. Ikke engang det stakkels menneske lige uden for hans hus, tog han sig bare en smule af. Nej, han trådte hen over ham travlt optaget af sine egne gøremål.

Men tilbage til den søndag formiddag i Marienkirche. Den fattige, og uden tvivl hjemløse mand, blev bedt om at sætte sig, og han slog sig ned, overværede resten af gudstjenesten uroligt, utålmodigt. På gulvet få meter fra prædikestolen stod hans trolly, og efter gudstjenesten hjalp præsterne med at samle de tabte ting sammen. Så var han væk. Hvem han var, vidste man ikke, men en af præsterne råbte, at han skulle være velkommen til suppe. Jeg tror ikke, han hørte det. På vej ud kastede jeg et blik mod kirkens enorme dødedans-fresko, men undgik at blive involveret. Jeg kiggede efter månen og den løbende kvinde, men de var forsvundet bag himlens uendelige blå. Jeg gik over Schlossbrücke, langt ude lyste Brandenburger Tors portåbninger, søjler og firspand – symbolet på et frit, borgerligt samfund indtil først Napoleon, og siden hen Hitler, gik amok, og fredsgudinden på toppen blev til en sejrsgudinde.

På vej hjem

På vejen tilbage mod Prenzlauer Berg lagde jeg fra sporvognens vinduer mærke til en skyskraber med et fitness center på toppen. Jeg nægtede at koble dets verden sammen med min løbende kvinde tæt på månen, men blev alligevel lidt ærgerlig. På Greifswalder S-bahnhof, da jeg skulle til at krydse sporet, så jeg en tigger. Han sad på et slidt tæppe. Hans grå øjne havde en mærkelig glans, læberne dirrede. Han var blind. Jeg lagde en euro i hans fremstrakte hånd, han nikkede, smilede med tandløse gummer, og jeg følte mig ussel. Hvorfor bød jeg ham ikke med hjem eller i det mindste hen på Café Naugarder lige om hjørnet? Hvorfor gjorde jeg det ikke?

Jeg gik hjem til mig selv. Der var hverken hund, kat, papegøje eller guldfisk til at forstyrre. Nå ja – hjem, det er så meget sagt. Lejligheden var Jyllands-Postens legatbolig, til låns i en måned og tak for det. Snart skulle jeg sådan rigtig hjem. Til Danmark, Nordjylland, Frederikshavn. Hvor følte jeg mig i grunden mest hjemme?