Menu
Artikel
Grundtvigsk Tidende

Her er to spørgsmål i tiden, der ændrer grundlæggende på forholdet mellem mennesker

Det er et problem for vores demokrati og sammenhængskraft, at knap 450.000 mennesker i Danmark ikke kan stemme til folketingsvalg, mener Kirsten M. Andersen. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
af Grethe Kirk Tornberg, redaktør
7/2023

INTERVIEW. Det gør noget ved vores demokrati, civilsamfund og vores liv sammen, at cirka ti procent af Danmarks befolkning ikke kan stemme ved folketingsvalg. Ligesom det ændrer grundlæggende ved vores menneskesyn og relationer, hvis aktiv dødshjælp bliver en mulighed i Danmark. Det mener Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk Forum

Vi begynder samtalen om de knap 450.000 mennesker i Danmark, der ikke har stemmeret ved folketingsvalg. Det gør vi, fordi Kirsten M. Andersen som formand for Grundtvigsk Forum er blevet bedt om at pege på nogle af de emner i tiden, der kalder på særlig opmærksomhed. Og det her er ét af dem: ”Siden vi fik stemmeret ved indførelsen af demokratiet i 1849, har vi hele tiden udvidet de befolkningsgrupper, der kunne stemme. Først var det kun mænd med en vis ejendom, der kunne stemme, så blev den gruppe udvidet til også at gælde blandt andre kvinderne i 1915. Det tager vi som en selvfølge. I 2004 blev der imidlertid indført en lov, der gik den stik modsatte vej. Hermed var det nemlig ikke længere givet, at du kunne få statsborgerskab, selv om du er født og opvokset i Danmark. Indtil da var det muligt for unge mellem 18 og 23 år ved opfyldelse af ganske få krav at opnå dansk statsborgerskab. Og nu står vi med en meget stor gruppe mennesker, der er opvokset, bor, lever og arbejder i Danmark, som ikke kan stemme ved folketingsvalg. Og det er et stigende problem for vores demokrati og sammenhængskraft, for det betyder jo,” siger Kirsten M. Andersen, ”at en stor gruppe ikke er med i den demokratiske samtale, og at de ikke har mulighed for at afsætte magten, hvilket er helt grundlæggende i et demokrati.”

Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk Forum og lektor på læreruddannelsen UC SYD. 27.-28. oktober 2023 afholder Grundtvigsk Forum Årsmøde på Roskilde Festival Højskole, hvor også N.F.S. Grundtvigs Pris bliver uddelt. Grundtvigsk Forum fylder 125 år som forening i år. (Foto: Frida Gregersen)

Hun er med på, at det ikke er alle af de knap 450.000 mennesker, der med et fingerknips skal have stemmeret. Nogle er her kortvarigt for at arbejde og andre har ikke boet i landet så længe, ligesom der kan være andre gode grunde til, at ikke alle har eller skal have stemmeret. ”Men det er jo helt absurd, når fx en kvinde, som flytter fra det sydlige Tyskland til Sydslesvig som treårig, kommer i en dansk skole i et af de første skoleår, kommer på højskole, bliver gift med en dansk mand og har boet og arbejdet i Danmark i over 20 år, ikke kan få dansk statsborgerskab på det tidspunkt, hvor hun tænker, at hun hellere må få den del på plads, inden hendes egne børn skal til at stemme. I stedet bliver hun mødt med spørgsmål fra myndighedernes side, om hvorvidt hun har været aktiv som spejder eller i en idrætsforening. Det får hun at vide som næsten 50-årig. Og det kan jo alt sammen være meget fornuftigt at skulle have været aktiv i en forening eller lignende, men det kan jo ikke være rigtigt, at når hun har boet og arbejdet i landet hele sit voksenliv og har halvvoksne børn, at hun så ikke kan blive dansk statsborger og dermed få stemmeret. Eller at unge voksne med en tyrkisk eller somalisk baggrund, som er født her i landet, og som tager uddannelse, men endnu ikke har haft fuldtidsbeskæftigelse, heller ikke kan opnå dansk statsborgerskab,” siger Kirsten M. Andersen.

“Men hvis der er en voksende gruppe mennesker, der faktisk er født, har gået i skole, bor og lever og arbejder her, som på forhånd bliver koblet af, så bliver det jo på skrømt, hvad det der folk er for noget. Så svarer det jo ikke til den identitet, vi er. Så bliver folket til et eksklusivt folk.”
Kirsten M. Andersen

At høre til et folk betyder, at vi lever og bor det samme sted

Det undrer Kirsten M. Andersen, at emnet ikke har større politisk bevågenhed: ”Vi er så optaget af demokrati og ligestilling ude i verden, og den opmærksomhed synes jeg da, vi også skulle vende indad og kigge på, hvor vi kunne gøre det bedre i vores eget samfund,” siger hun og påpeger, at vi er nødt til at tale om, hvad et folk er: ”Det, at vi lever her på det samme sted og har vilje til at leve sammen, gør jo, at vi som folk bliver til et politisk og kulturelt værdifællesskab – og ikke mindst et grundlæggende sprogligt fællesskab. Vi deler skoler, vi deler institutioner, vi deler historie og beslutninger. Men hvis der er en voksende gruppe mennesker, der faktisk er født, har gået i skole, bor og lever og arbejder her, som på forhånd bliver koblet af, så bliver det jo på skrømt, hvad det der folk er for noget. Så svarer det jo ikke til den identitet, vi er. Så bliver folket til et eksklusivt folk.”

“Jeg synes, vi skal gribe de unge, når de fylder 18 år, og gøre noget særligt ud af at invitere dem til at blive danske statsborgere.”
Kirsten M. Andersen

Hun griber tilbage i historien, tilbage til Grundtvig, som, da han endelig blev fuld tilhænger af demokratiet, gik all in:”Grundtvig gik i sin tid forrest, da han sagde, at selvfølgelig skal alle bønder, uanset hvilken stand, de måtte tilhøre, være en del af demokratiet. Den arv forpligter i et samfund, som altid vil være under forandring,” mener Kirsten M. Andersen og tilføjer: ”Vi er jo netop ikke en klan. Vi er borgere. I klanen interesserer man sig kun for, hvordan det går i familien, og hvordan vi sørger for ikke at betale mere i skat, end vi skal. Men i et demokrati og i et ’foreningsdanmark’ bekræfter vi, at vi har noget at gøre med dem, vi ikke på forhånd kender. Hvad enten vi kommer til at kende hinanden i roklubben, i idrætsforeningen, eller i Grundtvigsk Forum, så er vi sammen om at dyrke noget, der afspejler en interesse for vores samfund. Vi mødes og taler sammen,” siger Kirsten M. Andersen og fortsætter: ”Og det kan man selvfølgelig godt gøre uden at være dansk statsborger, men man vil have et mindre engagement i det politiske. Vi tager ikke vores demokrati og hinanden alvorligt, hvis vi sidder og kigger på, at flere og flere, der er født her, og som bor og lever her, ikke tager det sidste skridt og bliver statsborgere. For mig er det et springende punkt, at uddannelse ikke tæller for de unge. Så kan det godt være,” siger hun, ”at man ’bare’ skal have arbejdet fuld tid tre år og seks måneder indenfor de sidste fire år, men så har man små børn og får det ikke lige gjort indtil den dag, man gerne vil have bragt det i orden, og det så viser sig at være alt andet end ligetil. Jeg synes, vi skal gribe de unge, når de fylder 18 år, og gøre noget særligt ud af at invitere dem til at blive danske statsborgere.”

Vi er ikke kun arbejdskraft, vi er også myndige borgere

Statsminister Mette Frederiksen har kaldt arbejdskraft for ’den nye valuta’, men Kirsten M. Andersen insisterer på, at vi er mere end dét: ”Selvfølgelig er det en kilde til glæde for mange at være del af et aktivt arbejdende fællesskab, men som borger er enhver mere end dét. Enhver voksen er – eller bør være – en del af et demokratisk, myndigt fællesskab,” understreger Kirsten M. Andersen og fortsætter: ”Man kunne nogle gange tro, at politikerne betragter Danmark som et firma, men vi har jo ikke kun værdi, når vi arbejder. Ud af retten og fordringen om myndighed springer et værdifælleskab om at tage ansvar. Derfor er der rigeligt at forholde sig til. Der er brug for, at hver især tager ansvar for sit eget og for det fælles.” Hun nævner de hjerteskærende historier om de syriske flygtninge, der bliver sendt ud af landet, og som for hver enkelt er en personlig tragedie, ”men som land betragtet, er det langt mere tragisk for vores demokrati, at vi tilsyneladende tager let på, at unge, der er vokset op og gået i skole her, som voksen og myndig ikke har frihed til at blive statsborger og dermed et fuldgyldigt medlem af det demokratiske fællesskab.” Hun mener derfor, at dem, der har magten og myndigheden til at lave det om, bør rykke på det: ”Det er for kortsigtet ikke at gøre noget ved det. Hvis flertalsregeringen virkelig ville gøre noget, der havde betydning, så skulle den tage og rykke på det her og finde ud af, hvor grænserne for statsborgerskab bør ligge. Jeg vil argumentere for, at når man lever, bor og har sit liv her i Danmark, så bør man også kunne stemme til folketingsvalg. Ingen kan vokse op to steder på én gang – enhver er jo bundet til sin krop. – Det må forpligte både den enkelte og samfundet.”

“Hvis vi gør døden til en valgmulighed, så fører det til ufrihed på en måde, der pludselig vil ændre på relationerne mellem os.”
Kirsten M. Andersen

Aktiv dødshjælp ændrer grundlæggende på forholdet mellem mennesker

At vi netop er kroppe, som lever sammen i et fællesskab, båret af ånd, bliver indgangen til det næste grundlæggende spørgsmål i tiden. Det er, ifølge Kirsten M. Andersen, det meget aktuelle spørgsmål om aktiv dødshjælp, som den nuværende regering lægger op til at indføre som en mulighed i Danmark. Hvis det bliver til virkelighed, ændrer det grundlæggende på forholdet mellem mennesker, mener hun. Og det er ikke til det gode: ”Når nu Det Etiske Råd har arbejdet med den her problemstilling i mange år og har forholdt sig til den vanskelige samtale om død og udsigtsløs behandling, er kommet med høringer om, hvad der skal til, for at man kan sige nej til genoplivning osv., hvad er det så, der gør, at regeringen kører med en dagsorden, som vil ændre grundlæggende på forholdet mellem mennesker? De vil gøre spørgsmålet om aktiv dødshjælp til en individuel sag, og her hører det ikke hjemme. Det hører hjemme i forholdet mellem mennesker. Regeringstoppen taler om en værdig død, men døden er jo ikke noget, vi kan vælge til eller fra. Det er jo absurd at sige, at der er valgfrihed i døden.”

(Foto: Mikkel Østergaard, BAM, Ritzau Scanpix)

Kontrol over døden fører til ufrihed

Men debatten er vigtig, understreger Kirsten M. Andersen. Den skal bare dreje et andet sted hen end spørgsmålet om  muligheden for en såkaldt ’værdig’ død:  ”Hvis vi gør døden til en valgmulighed, så fører det til ufrihed på en måde, der pludselig vil ændre på relationerne mellem os,” siger hun og uddyber: ”Hvis jeg  en dag bliver ude af stand til at bevæge mig, vil jeg så også begynde at tænke, at det er nu, jeg kan gøre samfundet – og måske mine pårørende – en tjeneste ved at sige, at der ikke rigtigt er plads til mig mere, fordi jeg skal have hjælp til det hele?

Hun mener, at vi med åbne øjne må se på de lande, der har indført aktiv dødshjælp: ”Se til Holland, Belgien og Canada. Det er tankevækkende, at tallet på folk, der ønsker aktiv dødshjælp, stiger. Der er en risiko for, at når aktiv dødshjælp bliver til en rettighed, så viser tallene også tilfælde af unge med depression, der ønsker at komme herfra. Derfor er det svært at sætte grænserne, og på en måde håbløst at forsøge på, fordi der bliver rykket grundlæggende ved, at livet er værdifuldt i sig selv.” Faktisk mener Kirsten M. Andersen, at det lidt ’mudrede’ grundlag, vi har i øjeblikket, hvor der i omsorgen for den udsigtsløst syge og lidende er tale om et skøn, er en fordel: ”Altså det med hvornår lægen for eksempel undlader at fortsætte med en udsigtsløs behandling. Det er jo noget, lægen allerede kan, ligesom vi har både palliativ behandling og smertelindring. Og i det område ligger det måske allerbedst. I stedet for at udstyre den enkelte borger med en rettighed.” Hun savner i debatten sansen for, at ingen af os lever individuelt: ”Vi lever jo alle sammen i relationer. Og som Løgstrup sagde, bærer vi alle noget af et andet menneskes liv i vores hånd. Det er fuldstændig afgørende, at når et menneske siger, at det ikke vil være her mere, så er det af lige så stor betydning, at den anden siger, at det ikke vil undvære, at han eller hun her. Og til det menneske, der ikke har nogen, der siger, at det er uundværligt, skal der da netop være en lov, der siger, at du har uendelig stor betydning. Fordi du er et menneske.”

“Se til Holland, Belgien og Canada. Det er tankevækkende, at tallet på folk, der ønsker aktiv dødshjælp, stiger. Der er en risiko for, at når aktiv dødshjælp bliver til en rettighed, så viser tallene også tilfælde af unge med depression, der ønsker at komme herfra.”
Kirsten M. Andersen

Det teknologiske spørgsmål

Et fortroligt forhold til døden skal vi måske ikke have, ”for jeg vil altid mene, vi skal have en kamp mod døden,” siger Kirsten M. Andersen, ”men vi skal kunne tale om det. Altså have et sprog for det.” Hun efterspørger et religiøst sprog for liv og død, ”fordi livet er vanskeligt, og vi kommer til at føle afmagt i de frygtelige situationer, vi kan komme til at stå i.”

Det er ikke nødvendigvis noget, teknologien hjælper os med: ”For hvad vil det sige, at teknologien ikke sætter grænser? At vi fx kan livsforlænge i det uendelige? Det er da alvorlige spørgsmål, og vi har skaffet os et problem på halsen, som vi ikke kan vende ryggen til,” mener hun. Samtidig er det, ifølge Kirsten M. Andersen, vigtigt, at debatten ikke bliver for skinger, fordi der er så stærke følelser på spil. ”Men på en måde er det jo ikke så kompliceret. Døden har vi ikke valgfrihed overfor. Det er vi nødt til at holde fast på. Hvis vi gør det til et teknologisk spørgsmål, så mister vi muligheden for at være frie. Vi tror, vi bliver det, men frihed og valgfrihed er simpelthen ikke det samme. Som filosoffen Rousseau sagde engang: ’Det mest oprørende ved at være et menneske er, at man skal bæres ind i livet og man skal bæres ud’. Det er da en provokation for et myndigt menneske."

Siden 1845 har Grundtvigsk Tidende interesseret sig for den nutid, vi lever i, den fortid, vi kommer af, og den fremtid, vi kan ane. Og du kan være med. Tegn et abonnement her.

Bestil nu