Ville Grundtvig have lavet nogle andre menneskerettigheder?

Der bliver råbt på en falsk frihed, mens man er blind for den frihed, mennesket allermest trænger til. Sådan skriver Grundtvig i en – noget monarkiforherligende og sine steder let sludrende – artikel fra 1839, Tidens tarv og tidens brøst. 'Man' (og her mener han nok nærmere bestemt de nationalliberale) vil være del af den lovgivende magt, og 'man' vil have trykkefrihed, men for Grundtvig fører disse ’friheder’ ikke til frihed, men til den stærkes undertrykkelse af den svage og til løgn, bagvaskelse og ondskab. Særligt er han kritisk over for den udbredte praksis med at udgive skrifter under pseudonym – som vel også i nutiden er en af de store udfordringer ved de sociale medier: Man kan gemme sig og samtidig ramme andre. 

I stedet for stemmeret og trykkefrihed vil Grundtvig i 1839 have tre andre ’friheder’ indført: hjertefrihed (dvs. friheden til at tro, elske og hade hvad man vil), åndsfrihed (dvs. talefrihed – og navnlig på modersmålet, hvad man på det tidspunkt fx ikke måtte på universitetet – men ikke trykkefrihed) og næringsfrihed (dvs. fx afskaffelse af laugsvæsnet, der ikke gav den enkelte mulighed for frit at kunne skaffe sig smør på brødet).

De to første – hjertefrihed og åndsfrihed – hænger tæt sammen, og betyder for Grundtvig bl.a. fuld trosfrihed (herunder fjernelse af den kongelige forordning af en fælles alterbog, som alle er forpligtede på at bruge, og afskaffelse af sognebåndet) og fuld opdragelsesfrihed (herunder frihed for forældre til at bestemme om og hvordan deres børn skal gå i skole). Disse to friheder er de absolut vigtigste – man kunne kalde dem frihedens epicenter – og vil ifølge Grundtvig være alt rigeligt for 'gode mennesker' til at leve et frit og frugtbart liv.

Hvilken form for frihed står i centrum?

Grundtvigs artikel er ikke en håndbog i samfundsopbygning i forhold til nutidens samfund. Men den er tankevækkende, fordi den har et ’forskudt centrum for friheden’ i forhold til den måde, vi typisk taler om frihed på i dag. I Danmark lægger vi fx stor vægt på ytringsfriheden (dvs. både tale- og trykkefrihed), men vi har til gengæld ikke fuld opdragelsesfrihed (underviser du dine børn hjemme eller sender dem på friskole, skal undervisningen stå mål med folkeskolen, og du kan ikke selv beslutte, at violinundervisning skal erstatte andengradsligningerne). Med afsæt i Grundtvigs forestilling om hjertefriheden og åndsfriheden folder der sig altså en anden form for frihed ud end de friheder, vi nyder i dag. På nogle områder mere frihed, på andre områder mindre. Friheden tager med andre ord form ud fra sit centrum: Hvad er den/de grundlæggende friheder, og hvad følger dermed efter?

Mange vil – især i Vesten – opfatte menneskerettighederne som uomgængelig og indiskutable. Men kan man udpege en form for centrum for den frihedstænkning, som menneskerettighedernes frihedsrettigheder udgør? Og hvad betyder det i forhold til de former for frihed, der er indeholdt i menneskerettighederne? Kunne de se anderledes ud, hvis centrum lå et andet sted?

Juristen siger

Disse overvejelser er baggrunden for, at jeg har inviteret mig selv på besøg hos Louise Holck, der er direktør på Institut for Menneskerettigheder. Besøget hos Louise Holck slutter med, at hun fortæller mig, at hun i mere end 30 år har haft en studiegruppe, hvor de én gang om måneden har læst Søren Kierkegaard. Hvert 10. år har de arbejdet sig gennem Enten-Eller, ”hver gang med nye øjne,” som hun siger. Besøget begynder med, at hun på mail har understreget over for mig, at hun jo er jurist og ikke filosof. Jo, jo. 

Juristen siger: ”Når man som stat begrænser borgerne – og det gør man jo på en række områder – så kan det være helt ok. Fx siger vi, at man kun må køre 130 km/t på motorvejen, og det er da selvfølgelig en form for frihedsbegrænsning. Men begrænsningen i den enkeltes selvbestemmelse og bevægelsesfrihed må anses for at være så minimal og velbegrundet, at det er helt uproblematisk i menneskeretlig forstand. På andre områder, som fx når staten begrænser ytrings-, forsamlings- og religionsfriheden, så vil selv små begrænsninger kunne være meget problematiske.”

Hun fortsætter: ”Men selvom de er centrale og uomgængelige, så er de ikke absolutte rettigheder. En stat, der 100 % understøtter menneskerettighederne, kan stadig godt fx indskrænke forsamlingsfriheden – det så vi jo i Danmark under coronapandemien.”

Absolutte friheder og de andre

Kernen i den menneskeretlige metode er at lave proportionalitetsafvejninger: Det betyder, at man som stat er forpligtet til at lave en grundig afvejning, hvis man laver en begrænsning. Der skal være en overbevisende grund, der berettiger til begrænsningen. Louise Holck giver et eksempel: ”Hvis der kom nogen her til morgen og sagde, at vi ikke måtte mødes mere end fem personer, så ville vi jo ikke acceptere det. Men under coronapandemien gjorde vi. Også fra Institut for Menneskerettigheders side – i hvert fald et stykke henad vejen – fordi der var et modsatrettet hensyn, der vejede tungt. Det vil sige: Man har en grundrettighed, men den er ikke absolut. Den kan under nogen omstændigheder godt begrænses. Fx af hensyn til sundheden eller den offentlige orden.”

Hun fortsætter: ”En af de få menneskerettigheder, som er absolutte, er friheden fra tortur. Den kan man aldrig som stat gå ind og fire på. Men rigtig mange andre rettigheder er ikke absolutte, og ytringsfriheden er heller ikke, tvært imod er staten forpligtet til at forbyde visse hadefulde ytringer.”

Louise Holck peger på, at den teknologiske udvikling har skabt en ny situation: ”Det, der fylder meget nu, er diskussionen i forhold til sociale medier, hvor den forholdsvis frie udfoldelse af ytringsfriheden har fået nogle konsekvenser for den demokratiske samtale. Problemet er, at særligt kvinder og minoritetsgrupper afholder sig fra at deltage i debatten på de sociale medier på grund af den hårde tone. Den klassiske frihedsrettighed – ytringsfrihed – udfordres af nogle modsatrettede hensyn til at sikre den demokratiske samtale og beskyttelsen mod hadtale, som særligt retter sig mod kvinder og minoriteter.”

håbet om, at det vil få ham til at afsløre det? Aldrig. Ikke ifølge menneskerettighederne. Louise Holck peger på, at det bærende i menneskeretstænkningen er forestillingen om menneskets iboende værdighed. Denne værdighed krænkes ved tortur. Men den krænkes ikke ved, at der under en sundhedskrise er midlertidige begrænsninger for, hvor mange du må mødes med. Og den krænkes heller ikke ved, at der er visse – få – begrænsninger på ytringsfriheden, så længe begrænsningerne afvejes proportionelt.

Four freedoms

Menneskerettighederne som forestilling går tilbage til oplysningstiden – eller længere endnu (afhængigt af hvad man tæller med). Men hvis man holder sig til nyere tid, kan man ifølge Louise Holck sige, at den amerikanske præsident, Franklin D. Roosevelts tale i 1941 satte en afgørende retning for det, som i 1948 blev til den første menneskerettighedserklæring. I talen pegede han på 'four freedoms' som de afgørende: 'Freedom of religion', 'freedom of expression', 'freedom from fear' og 'freedom from want'.

Disse spor blev bærende inden for det menneskeretlige system. ”Kunne der have været andet med, ja det kunne der måske nok,” siger Louise Holck, ”men nogle af de her rettigheder har været med hele vejen, ikke mindst var religionsfriheden helt central og blev det endnu mere efter erkendelsen af 2. verdenskrigs jødeforfølgelser.”

Selv er Louise Holck blevet vældig inspireret af Grundtvigs begreb om ’hjertefrihed’: ”Du siger, at det er friheden til at elske, hvad man vil, men kunne det også være friheden til at elske, hvem man vil? Det kunne de lære de noget af i Qatar,” siger hun – med henvisning til diskussionerne i forbindelse med VM i fodbold i Qatar, hvor der er indført sanktioner over for fodboldspillere, der signalerer sympati med LGBTQ+bevægelsen.

Hun vender tilbage til Roosevelts fire frihedstyper: ”Samtidig med at disse fire friheder dannede afsættet, er der også en slags rangorden af menneskerettighederne. Som sagt er friheden fra tortur absolut, og de borgerlige frihedsrettigheder – religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed – vejer meget tungt, mens det, man kalder ’de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder’, bliver vurderet mere kontekstafhængigt: Der er forskel på, hvad man kræver af Danmark og Sudan, hvad angår retten til bolig, rent drikkevand og sundhed. I det juridiske sprog siger man, at de skal realiseres progressivt: Du har de her rettigheder, men staterne sikrer dem efter evne. Diskussionen af de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fylder ikke så meget i Danmark, hvilket vel skyldes, at de i høj grad blev realiseret med velfærdsstaten.”

Men selvom der er en slags rangorden, så er det ifølge Louise Holck en helt afgørende pointe, at menneskerettighederne ikke er et tag-selv-bord. Man kan ikke score højt som stat ved at være virkelig god til at sikre borgerne rent drikkevand, men samtidig undertrykke ytringsfriheden: ”Det ligger menneskerettighedssystemet meget på sinde, at rettighederne er universelle,” siger Louise Holck. ”Og ved det forstår man, at de hænger sammen. Man kan ikke sige, at retten til vand er mere eller mindre værd end religionsfriheden. De skal ses samlet.”

Menneskerettigheder mod menneskerettigheder

Men at menneskerettighederne skal ses som et samlet hele, betyder ikke, at de ikke kan modsige hinanden. Et eksempel på det er diskussionen af spørgsmålet om et forbud om drengeomskæring – som især har fyldt noget i Danmark – der kan anskues på den måde, at flere menneskerettigheder står over for hinanden. På den ene side vejer religionsfriheden stærkt og det samme gør retten til familieliv, på den anden side har barnet ret til at bestemme over egen krop. Og samtidig har barnet ret til religion. Det er ikke ukompliceret. ”I dag har børn rettigheder på en måde, som de slet ikke havde for 30-40-50 år siden,” siger Louise Holck. ”Og hvordan skal man så som samfund håndtere det dilemma, som ligger i forskellige friheder – og menneskerettigheder – som hiver i hver sin retning? Der er ikke nogen tvivl om, at over tid er der nogle rettigheder, der kommer under pres, mens der er andre rettigheder, der har mere vind i sejlene. Nogle vil mene – fx FN’s religionsfrihedsrapportør – at religionsfriheden er kommet under pres.”

Så man kan sige, at epicenteret flytter sig?
”Ja, der sker nogle forskydninger.”

Den røde tråd i menneskerettighedernes historie

Kunne det være gået mere, som Grundtvig forestillede sig det i 1839? Ja, det kunne det måske godt. På den anden side blev også Grundtvig siden hen en stærk forkæmper for både stemmeret og ’fuld’ ytringsfrihed, sådan som der i en kort periode – på Struensees initiativ (1770-1773) – havde været i Danmark som det første land i verden. Også Grundtvigs vægtlægning på religionsfriheden er tilsvarende bærende i det menneskeretlige system – om end udfordret.

Derimod fik han ikke medvind i sine tanker om opdragelsesfrihed: Børn skal lave andengradsligninger, uanset om de eller forældrene vil det eller ej, det bestemmer staten. Dog, og her er nok en arv fra Grundtvig, fastslår den danske grundlov, at der er undervisningspligt, men ikke skolepligt, og der er i Danmark en stærk tradition for friskoler (som dog så også i nutiden er udfordret af krav om, at friskoler skal ’stå mål’ med – og mere og mere ligne – folkeskolen). 

Rettigheder bliver til og tager form i historiske sammenhænge, og ændrer sig i takt med den. Louise Holck beskriver, hvordan man ved at se historisk på udviklingen inden for menneskerettigheder kan få øje på en slags rød tråd: Det er, som om den ene gruppe efter den anden bliver ’opdaget’. Man får øje på nye gruppers perspektiv ’indefra’: 

”Først havde man nok bare den forestilling, at alle mennesker var dækket ind af de fælles rettigheder. Så fik man øje på, at der også var nødt til at blive formuleret særlige rettigheder for kvinder og etniske minoriteter i 1960’erne. I 1989 kom så børnekonventionen. Siden fik man øje på nødvendigheden af rettigheder for mennesker med et handicap. I dag taler man om, hvorvidt der er brug for særlige rettigheder for ældre mennesker” siger Louise Holck, som dog mener, at ældres rettigheder allerede er dækket ind af de eksisterende konventioner. ”Men udviklingen er med til at give forskydninger, også i forhold til, hvad der er det vigtigste.”

Hvad bliver det næste? Viber og vandløb? Den diskussion er allerede i gang.