Grundtvigs mageløse opdagelse af det tillidsbårne fællesskab

Kristendommen er tilbage. Det er ikke længere pinligt at stå ved sin tro, og i DR’s nyeste satsning Hvad tror danskerne på? taler kendte danskere åbent om deres religiøse oplevelser. Selvom Nietzsche for næsten 150 år siden gravsatte Gud, er han nu genopstået i den offentlige samtale – oftest med lille g. Samtidig med religionens genkomst i bedste sendetid kan vi i år fejre 200-året for et afgørende kampskrift til forsvar for kristendommen, N.F.S. Grundtvigs Kirkens Gienmæle. Pamfletten, der udkom den 5. september 1825, var led i hans kamp mod datidens behandling af den kristne tro ”som en forældet overtro, der skal takke for nådig straf, når den efter henrettelsen må begraves på kirkegården i kristen jord” (Efter-Skrift, 1828). Den levende tros protest! Sådan beskriver Grundtvig sit ’fejdebrev,’ der bekæmper rationalismens bogreligion og i stedet fremhæver menighedens bekendelse og sakramentepraksis, som i årtusinder har forvandlet kristendommen til levende sandhed for mennesker.

Den ’mageløse’ opdagelse af fællesskabet

Kirkens Gienmæle er berømt for at præsentere Grundtvigs nye forståelse af kristendommen, som Søren Kierkegaard sarkastisk sammenfattede ”den mageløse opdagelse og det levende ords abracadabra” (Afsluttende uvidenskabeligt efterskrift, 1846). Beskrivelsen synes umiddelbart at pege i retning af moderne oplevelsesreligiøsitet med individet i fokus. Men Grundtvigs opdagelse har meget lidt til fælles med nutidens interesse for det enkelte menneskes religiøse oplevelser og diffuse fornemmelse af ’mere mellem himmel og jord.’ I stedet fremhæver han menighedens rolle som et betydningsbærende fællesskab, der samles i tillid til en langtidsholdbar bekendelse og praksis. Med sin betoning af fællesskabet får Grundtvigs opdagelse konsekvenser ikke blot for forståelsen af kirken, men også af det tillidsbårne danske folkefællesskab, som han mere end nogen anden i det 19. århundrede er med til at definere.

Kristendommen på sygelejet

Grundtvig blev født i 1783 i en periode, hvor jorden slog revner under kristendommens sandhed. Den faste grund, som hidtil var blevet støbt af Bibelen som Guds ord, blev brudt op af den spirende historisk-kritiske forskning og den rationalistiske teologi præget af oplysningstænkning. Den nye tids teologer undersøgte de bibelske skrifter som fremmedartede historiske dokumenter og afviste den lutherske ortodoksis forestilling om, at de menneskehænder, der havde skrevet dem, blev ført af Helligånden. De afskrev overnaturlige forestillinger som jomfrufødsel og kødelig opstandelse og satte spørgsmålstegn ved Jesus’ guddommelighed og dermed ved treenigheden. Samtidig spirede de europæiske befolkningers ønske om øget samfundsindflydelse, og i Danmark indebar udviklingen fra enevælde til folkestyre, at den myndige borger måtte dannes og uddannes til at overtage rollen som primær autoritetsfigur fra Gud og hans jordiske stedfortrædere. Som konsekvens af samtidens rationalistiske teologi, der ifølge Grundtvig lænkede kristendommen til fornuften og reducerede Jesus til et etisk forbillede, befandt kirken sig i sygesengen og trængte til genoplivende førstehjælp. I digtet Kirke-Trøst fra maj 1825 beskriver han kirken som en syg mor, der fortvivlet spørger: ”Men hvorfor er Jesus her da ikke? Er hans løfte da nu mer ej sandt?” Digtet udtrykker hjertets inderlige længsel efter den personlige Jesus og peger dermed tilbage på den pietistiske barnetro, som Grundtvig var opflasket med i præstegården i Udby. Han slutter med en opfordring til kirken, der indvarsler det forestående opgør med den rationalistiske teologi: ”Sid da op, du alderstegne kvinde!”

Skibbrud på barndommens tro 

Kirkens lægemiddel opdagede Grundtvig i løbet af sommeren 1825. I en prædiken holdt i Vor Frelsers Kirke i juli beskriver han sin nye indsigt som resultatet af en regulær vækkelse. Først tordner han imod de rationalistiske teologer, der påstår, at trosbekendelsen er i strid med Bibelen, og at Kristus kun vil tros ”som en forstandig lærer og dydig mand.” Dernæst beskriver han en forfærdelig drøm, hvor han led skibbrud på barndommens tro, blev fundet ”som et lig på den nøgne strandbred” og stavrede hjem ”til kirkens moderskød”. Da bedeklokken slog, vågnede han i troen, fornemmede dåbens nåde og nadverens velsignelse og svarede ved at istemme en lovprisningssalme. Prædikenen slutter med at sammenfatte de tre kardinalpunkter i den religiøse praksis, der gav ham barnetroen igen: Dåben i den treenige Guds navn, der formidler Helligånden og syndernes forladelse, nadveren, der giver evigt liv, og den apostolske trosbekendelse, som Grundtvig fremhæver som mere betydningsfuld end Bibelen. Det var ikke første gang, at udfordringen fra den rationalistiske teologi udløste en troskrise hos Grundtvig. Allerede i vinteren 1811 kæmpede han, ved udsigten til at blive hjælpepræst hos sin svækkede far i Udby, med at finde fast grund under sin kristentro. Omplantningen fra en københavnertilværelse som underviser og lovende intellektuel skribent til præstelig pligtopfyldelse i udkantsdanmark medførte, at han gjorde op med både den rationalistiske teologi og den romantiske filosofi for i stedet at sværge troskab mod Bibelen. I 1825 kæmpede Grundtvig fortsat mod rationalismen, men Kirkens Gienmæle markerer hans endelige brud med den urokkelige tillid til skriften, der var styrtet til jorden som en vingeskudt krage; død af gentagne pletskud fra den historisk-kritiske forskning. I fortalen beskriver han, hvordan han for nylig har indset, at kirkens uforanderlige grundvold ikke er Bibelen, men menigheden, der igennem 1800 år har forsamlet sig om den apostolske
trosbekendelse og tilsigelsesordene i dåb og nadver. Han har forladt den ensomme tilværelse som bibeltro bodskristen og bevæget sig ind i menigheden, der mødes om en overleveret bekendelse og praksis, hvori Guds levende, beåndede ord udfolder sig. Luthersk set foretager han en vending fra ’skriften alene’ til ’troen alene’ og vrister sig med inspiration fra Luthers betoning af det ydre ord fri af den skriftbundethed, der karakteriserede både den lutherske ortodoksi og den rationalistiske teologi.

På et kosteskaft gennem historien 

Skriftets direkte anledning er teologiprofessor H.N. Clausens (1793-1877) bog Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus. Heri hævder Clausen, at katolicismen har sit fundament i kirken, hvorimod protestantismen baserer sig på Bibelen gennemlyst af fornuften. Han medgiver, at den mundtlige overlevering fandtes forud for de nytestamentlige skrifter, men hævder, at den guddommelige styrelse har sørget for at optage den rette lære i den hellige skrift. Derfor foreslår han at ændre præsteeden, så præsterne kun sværger troskab mod Bibelen, ikke mod bekendelsesskrifterne. Grundtvig, der betragter Clausen som rationalist, fastslår, at striden hverken er personlig eller videnskabelig, men kirkelig. Det er karismatikeren, som anklager den lærde professor for kristendomsundergravende virksomhed og kræver, at han forlader kirken eller frasiger sig sin ukristelige lærdom. Grundtvigs nedsabling af Clausen fører til en injuriedom, der er medvirkende årsag til, at han opsiger sin stilling som kapellan ved Vor Frelsers Kirke. Med hans egne ord sker det i protest mod kristendommens forvanskning inden for statskirken. Ifølge Grundtvig plæderer Clausen for en ”kulsviertro på Skriften”, der trodser det levende ord af Kristi egen mund og forkaster ”den gennem mange århundreder bekendte Christendom”. Clausen gør bogstavet til alt og ånden og det levende ord i bekendelsen til intet og afslører sig med sit ”bogafguderi” som en ”vildhovedet sværmer, der sætter sine egne luftige indbildninger højt over erfaringens ædru, pålidelige vidnesbyrd.” Han ser bort fra kristendommens historie og flyver tilbage til Kristus og Det Nye Testamente ”på et kosteskaft igennem Luften.” Clausen er altså, ifølge Grundtvig, ikke bare en sværmer – det værste man som luthersk teolog kan beskyldes for at være – men også en heks, der konstruerer kirken a priori som et rent luftkastel. Imod Clausens ahistoriske bogreligion fremhæver Grundtvig kristendommen som et historisk fænomen og dermed som del af Guds fremadskridende historie med verden. Få år senere beskriver han, hvordan mennesket som et historisk væsen har plads i denne guddommelige udviklingsproces. Mennesket er ”en mageløs, underfuld skabning, i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed” (Nordens Mytologi, 1832).

Er kristendommen troværdig?

Clausen og Grundtvig forholder sig begge – men på meget forskellig vis – til samtidens kritik af kristendommens sandhed. Vil man belyse denne
sandhed, må man ifølge Grundtvig skelne mellem to spørgsmål: ”Hvad er den sande kristendom d.e. hvad har Kristus lært? og: er kristendommen sand d.e. er Kristus troværdig?” (Var Morten Luther en Christen?, 1824). Det første spørgsmål er historisk og skal besvares af apostlene og de tidligste kristne. I Kirkens Gienmæle understreger han, at denne sande kristendom findes i den apostolske trosbekendelse og i de nytestamentlige skrifter, hvis de læses med bekendelsen som tolkningsnøgle. Luther og de øvrige reformatorer fremdrog som teologer skriften som trosregel, men som præster forudsatte de kirken og troen og var enige om, at Bibelen kun kan fortolkes af bekendende kristne ved Helligåndens hjælp. I 1800 år har den ”mageløse trosbekendelse” forkyndt troen på Kristus på forskellige tungemål og dermed vejen til frelse for syndere gennem dåb og nadver. Trosbekendelsen og sakramenterne er ”det eneste, alle kristne, i alle stillinger, i alle menigheder, til alle tider har haft tilfælles.” De udgør kristendommens kendemærke og ”samfundsbåndet,” der forener menigheden på tværs af tid og sted. Ved at underkende trosbekendelsen frister Clausen kirken til selvmord, fordi den ikke længere samles om en entydig døbeformular, der gør troen på den treenige Gud til vilkår for medlemskab. Det andet er et samvittighedsspørgsmål som hver enkelt må stille sig selv: Er den kristne Gud, som beskrives i trosbekendelsen, værdig til min tro? Kristendommens sandhed kan bestemmes historisk, men menneskets tillid til denne sandhed kan kun vækkes og bekræftes i menighedens bekendende praksis.

Et fællesskab baseret på tillid 

I 1828 så Grundtvig tilbage på sin opdagelse i et efterskrift til Theologisk Maanedsskrift: ”Jeg faldt over den sandhed, at vi har ikke fundet kirken i skriften, men skriften i kirken, og at vi ikke skal stå på bogen og lede om troen, men stå med troen og læse i bogen.” Han havde indset, at kun historien – ikke fornuften eller en umiddelbar åbenbaring – kan afsløre kristendommens sandhed, men forstod først gradvist betydningen af menighedens mundtlige bekendelse og af, at kristendommen kun er, hvad kristne har troet og vil tro. I en periode, hvor samfundets grundlæggende fællesskaber – politiske, sociale og religiøse – havde behov for omdefinering, modsagde Grundtvig Clausens individbaserede ”luftkirke” og forankrede kristendommen i menighedens fællesskab. Hans forståelse af kirken som “et troende menneskesamfund”, der kittes sammen af tillid til en fælles sandhed, dannede senere mønster for hans forståelse af det danske folkefællesskab kendetegnet ved fælles sprog og historie, båret af ånd og baseret på tro – eller tillid. Kristendommen er altså ingen enmandsforestilling. Skønt Grundtvig betoner det enkelte menneskes samvittighedsfrihed og ansvar over for Gud, understreger han, at troen opstår i fællesskabet. DR er derfor ganske grundtvigsk, når man spørger til danskernes tro og dermed lader antyde, at kristendommen udfolder sig indenfor rammerne af et konkret, kulturelt fællesskab. Men i den individualiserede nutid svarer de færreste med en bekendelse til fællesskabets treenige Gud.