Er der trøst i naturen? Grundtvig versus Oehlenschläger

Vores store romantiske nationaldigter Adam Oehlenschläger, som jo blandt meget andet har skrevet “Aladdin” og “Der er et yndigt land”, skrev i 1813 en fortælling med titlen “Eremitten” (altså eneboeren). I fortællingen forekommer der en scene, hvor eremittens datter drager ud til sin fader for at få ham til at vende tilbage til samfundet – men o ve! – på vejen møder hun en sørgeskare med faderens kiste. Man imødekommer datterens fortvivlede bøn om endnu engang at få faderens ansigt at se, og (hedder det så i fortællingen) “hendes vilde smerte gik over i vémod: Det var, som om gubben med en venlig trussel bebrejdede hende hendes lidenskab. “Følger jeg ikke naturens krav?” – syntes han at sige.” Altså – der er ingen grund til heftig og lidenskabelig gråd, selv ikke over et elsket menneskes død – det er jo blot naturens i virkeligheden gode orden, datteren her konfronteres med, når hun stirrer på sin døde far i kisten. Dette syn på døden understreges af det, som Oehlenschläger lader ligfølget synge, mens eremittens lysegule (!) kiste bæres til graven:

“Lær mig, o skov, at visne glad / som sent i høst dit gule blad; / et bedre forår kommer. / Dér grønt mit træ skal herligt stå / og sine dybe rødder slå / i evighedens sommer.”

Og følget synger frejdigt videre:

“Lær mig, o lille trækfugl, du, / at svinge mig med frejdig hu / til ubekendte strande! / Når alt er vinter her og is, / da skal et evigt Paradis / mig hisset åbent stande” – ja:

“Lær mig, du lette sommerfugl, / at sønderbryde tunge skjul, / som nu min frihed tvinger! / En orm jeg kryber end på jord, / snart flyver højt med lette flor / de gyldne purpurvinger” —

Altså menneskesjælen som en trækfugl, der frejdigt svinger sig til evighedens åbne strande – eller endnu lettere: som en sommerfugl, der med lette vinger løfter sig op fra sin puppe på jorden – og er fri.
Denne sang, der let og elegant føjer menneskets død ind i naturens store sammenhæng, er et symptomatisk udtryk for det tidlige 1800-tals syn på døden som den naturligste ting af verden – hvorfor der ret beset ingen grund er til at begræde menneskets død – det er jo kun naturens gode og rimelige krav, der her opfyldes – som vi hørte hos digteren.

Dette naturmæssige – man kunne næsten sige biologistiske – syn på menneskets død var imidlertid ikke kun det begyndende 1800-tals. Det skulle holde sig længe, op igennem det 19. århundrede. Måske er det endnu det fremherskende syn på menneskets død, ja, måske er det ligefrem blevet forstærket i dag i en grøn øko-tid, hvor naturen har fået næsten guddommelig status, og hvor man dyrker naturens kredsløb og mennesket som en del heraf, hvorfor flere og flere skal have deres aske spredt over havet eller nedsat i skoven. Tankevækkende er det i hvert fald, at Oehlenschlägers lille sang i de følgende vel næsten 150 år skulle blive en af de allermest yndede begravelsessalmer i Danmark!

Ingen trøst at hente i naturen

Sangens naturaliserende og harmoniserende syn på døden fik dog ikke lov at stå uimodsagt. Ikke mindst af Grundtvig blev dette syn kraftigt imødegået – i prædiken og salmer – måske allerstærkest i den meget personlige salme, hvor Grundtvig taler om sin egen gru for døden: “At sige verden ret farvel / i livets gry og livets kvæld / er lige tungt at nemme”. Salmen, der er skrevet på samme versemål og ofte synges på samme melodi som “Lær mig, o skov, at visne glad”, er måske skrevet som et bevidst modstykke til Oehlenschlägers sang om menneskets “glade visnen” som det gule blad i høst. I hvert fald vedgår Grundtvig åbent og redeligt sin angst for døden: “O Jesus, Herre, broder sød! / du kender bedst den bitre død, /du har den overvundet; / vor skabning grant (klart) og kender du / og véd, vi alle ser med gru / vort timeglas udrun­det.” Derfor er der for Grundtvig absolut ingen trøst at hente i naturens “visnen,” for mennesket er ikke kun et stykke raffineret natur. Det er en underfuld skabning af støv og ånd – tilmed en synder, der som følge af sin ulydige løsrivelse fra livets Gud er blevet underlagt forgængelighed – hvorfor mennesket efter døden aldeles ikke er i stand til frejdigt og frit at svinge sig nogen som helst steder hen, og da slet ikke ind i den Himmel, hvor vejen til livets træ er spærret for ”adam”, dvs. for mennesket, der ville “være som Gud”.

Som den gamle selvstændige grundtvigske præst og teolog Otto Møller har sagt: ”Er der noget, som naturlivet fører forsvar for, så er det for dødens vælde og ret….den dømmer alt enkeltliv til undergang. Derfor er det så meningsløst, når Oehlenschläger henviser håbet til at se på det faldende løv, den bortfarende trækfugl, den flagrende sommerfugl….thi der er kun fortvivlelse at hente af at gøre sig til ét med naturen.” Det er derfor, at Otto Møller også kan konkludere, at ”det er forvansket kristendom, der lærer at forlige sig med døden som det naturlige”. (Otto Møller: ”Om død og evigt liv. Nogle aftentanker”)

Døden som menneskets fjende

Mod døden er der præcis ingen trøst at hente i naturen, heller ikke i menneskets egen natur. Her må mennesket vende sig til en anden om hjælp – hvad Grundtvig da også gør i enhver salme, han skrev, fx i ”Jesus, dødens overvinder, / du, hvis ord er liv og ånd, / stat os bi mod livets fjender, / fri os ud af deres hånd!”

Bemærkelsesværdigt er det, at også en yngre dansk digter bestemt vendte sig imod Oehlenschlägers naturtrøst over døden. Således erklærede digteren Frank Jæger rent ud, at han ikke kunne fordrage “denne yndede, hedenske salme”, hvor Oehlenschläger optræder som falsk profet og “dårlig digter, med en trøst, der ingen trøst kan være for tænkende mennesker, med et grødomslag, som ikke hjælper.”

Overfor denne nedskrivning af dødens virkelighed og gru satte Grundtvig med stor kraft den opfattelse, som er gennemgående i kristendommen: At døden er menneskets fjende. ”- dybt vi føler, at på jord / døden er det hårde ord”.

”Min modsætning er liv og død,” sagde Grundtvig som bekendt i den berømte samtale med en tysk spekulativ teolog. Og den modsætning møder vi i alt, hvad Grundtvig sagde og skrev.

Næsten 89 år gammel, få uger før sin død, skrev Grundtvig: ”Stormene er frygtelige, / stille står her mandevid, / nærmest er de dødes rige, / nemt det er at stævne did; / men, o vé for uglesangen! / Bundløs der er undergangen.”

Evangeliets trøst

Går vi tilbage i kirkens historie, finder vi den samme modsætning mellem liv og død. Voldsomt klart møder man modsætningen i den græsk-ortodokse kirkes liturgi og salmer, som Grundtvig i foråret 1837 i forbindelse med udgivelsen af sit ”Sang-Værk til den Danske Kirke” lod sig kraftigt inspirere af, så man ligefrem har talt om hans græske vækkelse. I en af sine ”græske” salmer har Grundtvig gendigtet dele af den græske kirkes fascinerende påskeliturgi med præstens og menighedens vekselsang, hvor præsten synger afsnit af gammeltestamentlige salmer, som handler om Guds kamp mod sine fjender, mens menigheden som et omkvæd gentagne gange synger: Kristus er opstanden fra de døde, døden dødede han med død, og dem i gravene gav han livet.

I Grundtvigs gendigtning hedder det i salmen, som vi er så heldige at have i Den Danske Salmebog, nr. 223:

Herren af søvne opvågned, opsprang,
hører du, Helved, vor morgensang:
Kristus opstod fra de døde!
Op stod nu Gud, og hans fjender adspredtes,
brat de som voks over gløderne bredtes:
Kristus opstod fra de døde!

Det er hvert dødeligt menneskes fryd,
det er på jorden en himmelsk lyd:
Kristus opstod fra de døde!
Han i sin død trådte døden på nakke,
hvem der med nåden vil tage til takke,
rejser han op fra de døde.

Her er det ikke som hos Oehlenschläger en falsk naturtrøst, ”der ingen trøst kan være for tænkende mennesker”, der fører ordet. Men derimod en ægte evangelisk trøst med håb for både levende og døde.