Set herfra: Glidebaneargumenter er uskarpe, men det er grænserne for aktiv dødshjælp også

Man ender ikke som skattesvindler, fordi man sniger sig uden om gruppearbejdet i folkeskolen. Man bliver ikke stofmisbruger, fordi man begynder at drikke øl som 16-årig. Og Danmark bliver ikke til Holland, fordi vi lovliggør aktiv dødshjælp. Ikke nødvendigvis. 

’Glidebaneargumenter’ er meget almindelige i den politiske debat, men de har tre åbenlyse svagheder: 1) De beror lige så meget på gæt som på forventelige årsagssammenhænge. 2) De får let karakter af stråmandmandsargumenter. 3) De tager alvoren ud af det foreliggende: Måske er det faktisk alvorligt nok i sig selv at snige sig uden om gruppearbejdet. 

Og måske er det alvorligt nok i sig selv at lovliggøre aktiv dødshjælp i Danmark. Det, mener jeg, det er.

Men problemet for argumentationen er, at vi faktisk allerede har former for lovlig aktiv dødshjælp i Danmark (man kan fx sige nej til behandling, i nogle tilfælde skrues der op for den smertestillende medicin vel vidende, at det har dødelige konsekvenser, m.m.), så derfor er det tilsyneladende ikke et stort skridt at lovliggøre aktiv dødshjælp eller ’assisteret selvmord’ i afgrænsede tilfælde. Og samtidig kan de fleste mennesker godt forstå, at der kan være situationer, hvor den syges største ønske er at fremskynde døden, og hvor man gerne vil kunne komme ønsket i møde.

Så dels har vi allerede lovlig ’aktiv’ dødshjælp i Danmark, dels kan de fleste også godt forstå hvorfor. Derfor fylder ’glidebaneargumenter’ så særlig meget i disse diskussioner hos modstanderne af lovliggørelse: For det er ikke de få enkelte tilfælde, der er problemet.

Dertil kommer, at fiktion jo godt kan blive til virkelighed. Det er måske ikke sandsynligt, at læger i fremtiden vil anbefale 'aflivning’, hvor patienten ikke klart ønsker det, men kan det fx blive en reel konsekvens, at den palliative indsats bliver ringere, hvis aktiv dødshjælp lovliggøres? Mange af glidebaneargumenterne er hentet fra Holland og dermed
jo ikke helt ud af det blå. 

Og dertil kommer – og det er måske den egentlige grund til, at glidebaneargumenterne står i kø – at grænserne simpelthen ikke er klare. I staten Oregon i USA er aktiv dødshjælp en mulighed for mennesker, der står over for en lidelsesfuld død. I Holland er aktiv dødshjælp også en mulighed for mennesker, der har et lidelsesfuldt liv. Men døende er man jo hele livet, og man er i live så længe, man er døende, så i virkeligheden er forskellen mellem de to ikke entydig. I Oregon skal man have seks måneder tilbage at leve i, men hvem ved det med sikkerhed (og hvorfor skal livet afkortes inden for den horisont, når vi har – eller burde have – mulighed for at tilbyde en god palliativ behandling)? I Holland skal livet være ’ubærligt lidelsesfuldt’, men hvem kan fælde endegyldig dom over, hvad der er ’virkelig ubærligt’? Eller hvem kan fælde endegyldig dom over, hvornår et menneske helt selv, med fuld overbevisning og uden vaklen står inde for sin egen beslutning? Derfor er det sådan set forståeligt nok, at aktiv dødshjælp i Holland bliver givet til flere og flere – herunder børn og psykisk syge.

Så hvordan skal samfundet sige stop? Sige: Vi vil ikke tilbyde denne ’service’ til dig, du har ikke ret til at kræve denne ydelse af samfundet. Jeg mener, vi skal sige stop nu.