Fødselsdag

Under overskriften ’fødselsdag’ gemmer der sig et ønske om at dykke ned i filosoffen Hannah Arendts (1906-1975) begreb om natalitet eller ’fødthed’.

Ingen kan jo huske sin egen fødsel, men – hvad måske værre er – fødslen fortoner sig også i tåger for de fleste af de store filosoffer, som ofte har været mere optaget af død end fødsel. Det gælder fx for det 20. århundredes store filosof Martin Heidegger. Det gælder derimod ikke for Hannah Arendt.

Men hvad betyder det i dybere forstand at flytte opmærksomheden fra død til fødsel? Hvad betyder det for vores forståelse af, hvad et menneske er og kan? Og hvad ville det betyde for vores aktuelle diskussioner af omstilling, hvis vi kunne tænke mere i begyndelser? 

Det har jeg spurgt teolog Karen Marie Mortensen om. Hun er ikke født i går. Hun har både oplevet at blive mor (to gange enæggede tvillinger) og bedstemor, hun har været præst, højskolelærer og underviser på universitetet, og hun kan huske, hvordan tendenserne er bølget frem og tilbage på universitetet i forhold til en mere humanistisk og en mere instrumentel-videnskabelig tilgang til mennesket. Og så har hun igennem mange år beskæftiget sig med filosoffen Hannah Arendt og har bl.a. udgivet en bog, der hedder Skabt til at begynde – det augustinske spor hos Hannah Arendt (forlaget Eksistensen). 

Vi begynder i valget mellem fødsel og død: ”Tanken om,” siger Karen Marie Mortensen, ”at tilværelsen kan forstås ud fra ’fødslen’ og ’begyndelsen’, sætter Hannah Arendt op imod hendes læremester, Martin Heidegger, som forstår tilværelsen i forhold til døden og endeligheden. Arendt arbejdede på samme måde, som han gjorde, nemlig ud fra erfaringen, fænomenologisk – som man siger – og netop derfor kunne hun ikke give Heidegger ret.”

Hun fortsætter: ”For Heidegger siger, at som menneske er man kastet ind i verden med udsigt til tilintetgørelsen. Men Arendt, der i øvrigt havde et kærlighedsforhold til Heidegger, protesterede: Mennesket er ikke kastet, det er født. Og ikke født til tilintetgørelse, men til begyndelse.” 

Karen Marie Mortensen beskriver, hvordan tænkningen efter 2. verdenskrig – af gode grunde! – orienterer sig mod undergang, død og tilintetgørelse. ”Men midt i det skiller Hannah Arendt sig ud som en skikkelse, der holder fast ved, at mennesker er født til at begynde. Og hun gentager en sætning igen og igen, som hun har fra Augustin: ”For at der kunne være begyndelse, blev mennesket skabt.”

”Og det er egentlig dét, der er vores opgave: At begynde. Stillet op imod tanken om, at vi er determineret, at vi er forudbestemt til tilintetgørelse og død. Hver gang et nyt barn bliver født, så er det et mirakel: Noget helt nyt er kommet til verden. Det er et mirakel, som siger, at nu er der mulighed for en ny begyndelse.”

Jeg ved ikke, hvad du kan finde på

Nu siger du, at Heideggers tænkning er deterministisk, fordi vi er determineret til tilintetgørelse. Men Arendt gør vel også op med en anden determinisme, nemlig den der siger, at alting er årsagsbestemt, og at man derfor altid kan slutte fra det ene til det andet – også fx i forhold til menneskers adfærd?

”Det gør hun i den grad,” siger Karen Marie Mortensen. ”For på det tidspunkt er der to hovedretninger inden for tænkningen. Den ene er den positivistiske, som bestemmer alting reduktionistiskvidenskabeligt: Årsag og virkning, måle og veje. Og den anden er den fænomenologiske, som hun selv tilhører, og hvor det drejer sig om en humanisme – dvs. man forholder sig til de menneskelige erfaringer. Og dem kan man ikke bestemme kausalt og sige: Jeg gør sådan, fordi sådan var min far også. Det er ikke en dækkende måde at tale om menneskelivet.”

Hun fortsætter: ”Jeg er jo ikke bare et produkt af alt det, jeg har modtaget. Hannah Arendt siger i stedet: Selvfølgelig hører vi til i en sammenhæng, men frihedens mulighed er der altid. Og derfor kan man aldrig vide, hvad et menneske finder på.”

”Jeg kan huske, min mor sagde: Jeg kender dig jo så godt, men jeg ved ikke, hvad du kan finde på. Og det havde hun fuldstændig ret i …”

”Men det gælder ikke kun mig, for det kan man aldrig vide. Vi kan ikke på forhånd sige, at nu kender jeg et menneske, og så ved jeg også, hvad der vil ske. For frihedens mulighed er der altid. På nåde og unåde. For det kan jo også gå den gale vej.

Jeg synes, det er interessant, at hun vender sig mod to fronter, som begge på meget forskellige måder er deterministiske: Heideggers undergangsdeterminisme og så den positivistiske, hvor alt kan forudses i videnskabelige årsagssammenhænge – hvor hun vel danner fælles front med Heidegger? Men er nutidens tænkning ikke også i høj grad positivistisk?

”Ja, det er jo det underlige, at den er vendt tilbage,” siger Karen Marie Mortensen. ”Engang troede jeg egentlig, den var gravlagt.”

Hvorfor troede du det?

”Fordi der jo var kommet Habermas [tysk filosof og sociolog, f. 1929, red.] og alt muligt. Og hele den fænomenologiske retning. Men så kom der ligesom en ny udgave af positivismen.”

Karen Marie Mortensen fortæller, at da hun i 1995 blev ansat på det, der dengang hed Afdeling for Religionshistorie på Københavns Universitet, så overraskede det hende at opdage, at religionshistorikerne var positivister: ”De syntes, at den måde, vi teologer talte på, var noget ligegyldigt snak,” siger hun. ”Mens jeg tænkte, at det var mærkeligt, de ikke havde forstået, at der havde været et opgør med den positivistiske tænkning, som havde gjort det muligt igen at se alt det, de ikke kunne få øje på. For de så kun det, der kunne måles og vejes og årsagsbestemmes, og ikke alt det udenfor.”

Hun fortsætter: ”Da jeg var ung og gik til eksamen i filosofikum, læste jeg Jørgen Jørgensens Psykologi på biologisk grundlag, hvor alt var bestemt af kausalformer. Alt det, der var udenfor, var noget pjat. Det viste sig fx i hans måde at beskrive forelskelse på: Det er noget, der sker i ungdomsårene, hvor man pjatter rundt. Og jeg tænkte, du har jo ikke fattet det! Det er dybt alvorligt det her. Men inden for den positivistiske synsvinkel er der en blindhed – som Hannah Arendt altså kan se. Sammen med Heidegger.”

”Så opgøret med positivismen går langt tilbage, men den vender åbenbart tilbage igen og igen, på de mærkeligste måder.”

Vi skal tage vores frihed alvorligt

Igennem mange år er populærkulturen flydt over med film og tv-serier, hvor budskabet er, at du skal tro på dig selv. Men Hannah Arendts insisteren på, at mennesker kan gøre og være mere, end vi kan forudsige, handler ikke om, at du kan alting, bare du tror nok på det. Tværtimod er vores frihed lige så meget noget, der sker med os, som noget vi selv kan styre. Og livet leves altid i sammenhænge med andre mennesker, vi er ikke hver vores eget livsprojekt.

Men i de sammenhænge, vi befinder os i, er vi samtidig ikke et stykke forudsigeligt mekanik. Og derfor kan vi heller ikke undskylde vores egne handlinger – eller mangel på samme – med at det jo nødvendigvis må være sådan. Det gælder fx også i forhold til spørgsmålet om klimaforandringerne:

”Jeg tror, det ville være frugtbart, hvis vi i dag var mere optagede af begyndelser. For det fylder egentlig ikke meget i vores tankesæt,” siger Karen Marie Mortensen. ”Men den frihed, vi har i kraft af, at vi er mennesker, betyder, at vi ikke kan undslå os og sige, at alt det, der er omkring mig, styrer mig i en bestemt retning.”

Hun fortsætter: ”Hannah Arendt siger: Du kan altid gå imod. Og det holder hun fast i, også i forhold til nazismen. Muligheden var der altid for at sige nej. Andre vil sige nej, for deres liv stod på spil. Men der er Hannah Arendt barsk.”

”Og det samme kunne man sige til os nu i forhold til spørgsmålet om klima og biodiversitet. Hvis vi i den grad er overbeviste om, at vi har indrettet vores liv og samfund og økonomi forkert, så er det første man kan gøre da at åbne munden – eller blækhuset, eller hvad man har. Og sige nej. Man kan ikke undslå sig med, at strømningerne i samfundet gør, at jeg ikke kan andet end at følge med. Hannah Arendt ville i hvert fald sige: Det passer ikke, for du er et frit menneske. Så du har mulighed for at gøre noget andet.”

”Og der er noget, der hedder samvittighed, og noget der hedder etik. Som er grundlagt sammen med, at vi er mennesker. I samtaler med andre mennesker taler vi om, hvad vi ser og synes. Og – siger Hannah Arendt – så går vi hjem til os selv og taler med os selv. Og i den vekselvirkning mellem samtale med de andre og med mig selv, opstår muligheden for at nå frem til at sige ja og nej.” Ifølge Karen Marie Mortensen skal vi lære ikke at ty til undskyldninger og fx bilde os ind, at det er meget sværere i dag at sætte friheden igennem, fordi der er så mange påvirkninger alle steder fra: ”Vi skal tage vores frihed alvorligt. At vi har den. Der har været meget mere alvorlige forhindringer før i tiden eller i andre dele af verden. Vi skal jo fx ikke sætte livet på spil for at sige nej til noget.”

Hun fortsætter: ”Jeg kan da godt forstå, det er svært at lave sine vaner om, hvis man er vant til at tage på flyrejse fire gange om året. Og jeg kan også godt forstå, det er svært for landmændene at omstille sig til bæredygtighed, men det er jo dog inden for mulighedernes ramme. Og der er forskel på at sige, at noget er svært, og at det er livsfarligt.”

Det er jo dumt

Men i forhold til spørgsmålet om klimaforandringer har vi vel i høj grad brug for naturvidenskaben – og også fx for psykologien – som vel begge er fagområder, Hannah Arendt ikke engagerer sig meget i?

”Nej, det gør hun ikke,” siger Karen Marie Mortensen. ”Hun lukker det ned. Og jeg tror, hun gør det, fordi det for hende er lig med positivismen. Men det er jo utrolig dumt, for naturvidenskaben har været helt afgørende for vores liv og indeholder mange forskellige tilgange. Det er ikke bare positivisme det hele.”

”Så man kunne godt se en ny samtale for sig, hvor man tog afsæt i nogle af Hannah Arendts perspektiver på menneskelivet, som samtidig var mere i samtale med naturvidenskaben. Det kan man i høj grad sige, der er brug for.”