Er karakterdannelse løsningen på folkeskolens trivsels- og adfærdskrise?

”Stramningen er en politisk hovsaløsning. Det vil jeg gerne tale om, men i et bredere perspektiv.” Som tidligere skoleleder og formand for Center for Karakterdannelse er Kristian Toft klar i mælet, da jeg ringer ham op og beder om et interview. Høringsfristen for Udkast til bekendtgørelse og tilhørende vejledning om fremme af god orden i folkeskolen er slut for nylig, og undervisningsministeren har været kaldt i samråd, fordi syv børnefaglige organisationer er stærkt kritiske. I et fælles debatindlæg kalder de stramningen ”helt ude af trit med den forskning og det børnesyn, som bør gennemsyre skolens kultur og praksis.” Ministeren på sin side forklarer, at ”revisionen af ordensbekendtgørelsen og vejledningen har været drevet af en praktisk virkelighed.” For at forstå problemet fra ministerens præmis har jeg kontaktet netop en pædagogisk praktiker, som indtil for nylig selv har haft hænderne på kogepladen. Med sine erfaringer som skoleleder håber Kristian Toft at være med til at finde en tredje vej ud af den trivsels- og adfærdskrise, han trods alt er enig med ministeren om, at folkeskolen står i. Som tidligere skoleleder på Mølleskolen i Ry oplevede han, hvordan fire elever i 2017 kastede brændende benzin på en af deres jævnaldrende kammerater. Toft tiltrådte stillingen umiddelbart efter, og lærerværelset besluttede at dreje skolens didaktiske retning fra kompetencer og målstyring mod dyder og dannelse. Det blev afsæt til initiativet Center for Karakterdannelse, hvor indtil videre 11 skoler med idehistoriker Jonas Norgaard Mortensen som centerleder re-aktualiserer værdier fra blandt andet den grundtvig-koldske skoletradition.

Kritiske forældre og seksualiseret sprogbrug

”Jeg kan godt se, at der er skred i den måde, børnene er sammen på. Den måde forældrene reagerer på. Den måde du er klasselærer på,” medgiver Toft, da vi mødes i Randers. Her ligger hans kontor, men ikke på Center for Karakterdannelse. Centret er nemlig endnu ikke etableret med fysiske faciliteter. Og som fuldtidsbeskæftigelse er Kristian Toft direktør for Danmarks Center for Undervisningsmiljø. Skæbnens ironi vil, at denne statslige institution er akut truet af lukning [Efter redaktionens afslutning er der truffet politisk beslutning om at lukke DCUM, red.]. Ironisk fordi emnet for dagens interview indirekte handler om undervisningens miljø. Tre gange på vej ud ad døren for at finde en neutral lokation til interviewet, bliver direktøren opholdt af insisterende medarbejdere. De har brug for hans besyv på forhold omkring den forestående lukning. Selvom den politiske beslutning er truffet, er forslaget stadig kun i høring, og man fornemmer en vis håbefuld rebelskhed blandt embedsfolkene i det kronjyske. Med chefens løfte om, at han nok skal svare på mails om aftenen, slipper vi afsted og finder en halvtom provinscafé. Med Elvis Presley som lydtapet, eksemplificerer Kristian Toft problemets kerne med scener fra Ry: ”På Mølleskolen mærkede vi skredet fra flere sider: De kritiske forældre. En elev i 1. klasse kaldte sin lærer for luder. Seksualiseret sprogbrug i udskolingen. Pressede lærere i APV’en [arbejdspladsvurdering, red.]. Tilsammen tegnede der sig et ’vildt problem’, som Sigge Winther har formuleret det.” Han henviser dermed til journalisten Sigge Winther, der har etableret tænketanken Institut for vilde problemer, hvor han beskriver ’vil-de problemer’ som ”problemer, som er svære at definere og gerne mangler oplagte løsninger. Det kan være et problem, som flere i samfundet har erkendt eksisterer og siden forsøgt at løse – men som vi stadig bøvler med.”

Det nordiske guld

En af forældrene på Mølleskolen viste sig ikke bare kritisk, men også konstruktiv. Jonas Norgaard Mortensen var far i en af klasserne og havde tidligere hjulpet Guldborgsund Kommune med at udføre en vision om at blive dannelseskommune og var som idehistoriker optaget af, hvordan dannelsesbegrebet kunne re-aktualiseres i skolekonteksten. Sammen med Kristian Toft og lederteamet på Mølleskolen tog han initiativet til og er i dag centerleder på Center for Karakterdannelse. Der er ingen lydtapet, da jeg ringer centerlederen op. Det skulle da lige være uhørlige strygere som underlægning til hans lovsyngning af idéen om dyder og dannelse som løsningen på skolens vilde problemer: ”Jeg ser ild i øjnene på lærere og pædagoger, når de taler hinanden frem til, hvordan de med Grundtvig, Kold, Løgstrup og Hal Koch i ryggen kan tage skolen tilbage, efter den er blevet rystet af eksternaliserede krav.” Men hvem skal de tage den tilbage fra? bliver jeg nysgerrig efter at vide. ”Godt spørgsmål! Det er jo en diffus bureaukratisk virkelighed. Hvem har taget ældreomsorgen? kunne du også spørge. Sundhedsvæsenet? Hvem skal vi ringe til?” lyder det opildnet i den anden ende af røret. Men der er håb, forstår jeg: ”Lærerne og pædagogerne er eksperter, og projektet handler om dydsetik og karakterdannelse. Det er ikke teori og abstraktioner. Vi bygger nedefra for at skabe en bevægelse væk fra konkurrencestatens kompetencer og læringsmål mod kultur, moral og visdom. Det er egentlig ret enkelt. Eleverne skal oplyses, oplæres og opdrages som medskabende og medansvarlige medborgere. Det er vores nordiske guld. Dannelsestraditionen,” forsøges jeg vakt fra den anden ende af røret.

Længsel efter at genfinde dannelsen

Og det er virkelig svært for mig som uddannet lærerseminarist at holde den journalistiske distance og ikke bare lade mig vække af Norgaard Mortensens begejstring for karakterdannelsens velsignelser. Vel at mærke er jeg ikke den første, som har ladet mig rive med. En række pædagogiske tænkere, udøvere og formidlere bakker op om projektet og efterlader et indtryk af, at centret allerede er etableret. Inden sin død nåede professor Per Schultz-Jørgensen at bidrage til grundfortællingen. Af andre personligheder træder Svend Brinkmann frem som forskningsvejleder. På teknologifronten kommer professor Ole Sejr Iversen og ph.d. Stine Liv Johansen med bidrag. Mens Sigurd Barrett er engageret til at skrive børnesange og fortællinger om dannelse og dyder. Alligevel er Kristian Toft klar til at lukke og slukke. I den bedste af alle verdener er der ikke brug for centret, erkender han, da jeg spørger om en centralisering og kanonisering af dyderne ikke bare er ny form for ydrestyring og regulering af skolen: ”Det kan du sige. Vi er her for at inspirere og eksperimentere. Der er høj grad af frihed og ansvar i denne måde at arbejde på. Listen over karakterdyder er heller ikke komplet og vi vil ikke bestemme, hvad der sker ude i klasselokalerne. Men på alle 11 skoler, hvor vi har indledt med en workshop, efterspørger lærerne mere af samme skuffe. Der er en udtalt længsel efter at genfinde dannelsen, vil jeg sige.”

Kærlige praktikere

De børnefaglige organisationers kritik af undervisningsministerens fremfærd underbygger de netop med ’forskningen viser’. Så hvordan er det lykkedes at samle så udsøgt en kreds af fageksperter om et projekt, der i sit væsen hverken bygger på evidens eller målbarhed? Projektet forlader sig på et værdisæt, som ikke umiddelbart er opdateret til sin tid og synes noget generisk. Vedholdenhed, selvkontrol, tillid, viljestyrke, nysgerrighed, ansvarlighed, engagement, empati, taknemmelighed og livsmod topper p.t. centrets hitliste. Men hvem har besluttet, at solidaritet og næstekærlighed ikke skal optræde? Eller hvad med handlekraft, beslutsomhed og konkurrencementalitet? Jonas Norgaard Mortensen bekender klart kulør: ”Der er helt klart en systemkritik i det her; akademia, kapitalismen og det politiske system har været ved at forvrænge vores dyrebare dannelses- og folkeoplysningstradition. Vi tror på kærlige og kloge praktikere. Lærere og pædagoger er vores virkelige eksperter. Vi tager vores forankring i Grundtvig og Løgstrup alvorligt. De stod jo også for en balancerende kritik af det moderne og rationalismen. Vi vil gerne tale om ånd. Og visdom. Ordentlighed. Og livsduelighed. Det er fint nok, at det pædagogiske pendul i en periode svingede mod individ og psykologi, som vi heller ikke forsager. Nu mener vi så, at vi skal lade det svinge mod oplysning og visdom, som bliver til magi, når det kommer i hænderne på lærerne.”