En skole i bevægelse

Én lærer, ét fag, én time

De fleste af os kender fra vores egen skoletid den form for skole, som ofte bliver benævnt: Tre-i-en-skolen! Det er en skole, hvor man har en lærer, i et fag, i en time. Der er mange gode – men faktisk også dårlige (!) – grunde til, at vores skolehverdag meget ofte har været indrettet sådan. Blandt de gode grunde er, at “tre-i-en”-princippet kan give en overskuelig hverdag for et skolebarn. Der er en voksen at skulle forholde sig til og blive tryg ved. På mange skoler, specielt i de yngre klasser, er det ofte den samme lærer, som har klassen i flere fag og dermed også i mange timer hver dag. Det er jo en god måde for (klasse)læreren at blive “forældreerstatning”, og netop forestillingen om, at skolen er “hjemmets forlængelse”, har været levende på mange grundtvig-koldske skoler siden Christen Kold lancerede betegnelsen og forestillingen i midten af 1800-tallet. Det har ligeledes været en meget udtalt opfattelse og målsætning på de grundtvigske skoler, inspireret af Grundtvigs ord om at mennesket er unikt og et eksperiment, at skolen i så stor udstrækning som muligt skal tage hensyn til elevernes forskellighed. Den overskuelige skoleindretning har gode muligheder for at imødekomme disse opfattelser.

“Tre-i-en-skolen” kan også være en fordel for læreren. Han eller hun får en gruppe elever, som bliver “mine elever”, og det kan bestemt være godt, både når undervisningen skal tilrettelægges med hensyntagen til de enkelte elever, og når der skal gribes ind og irettesættes. Man ved, hvordan Stine eller Markus skal have det!

Men der er som sagt også “dårlige” grunde til, at man vælger, at skolen skal være en “tre-i-en-skole”. Det kan f.eks. være af magelighedshensyn. Det er meget nemmere at tilrettelægge en undervisning i et fag i en klasse, hvis man har hang til skolebogsstyring og “som sidste års”-planlægning. Altså at man som lærer slavisk følger skolebogens tilrettelæggelse af undervisningsforløbet – og så i øvrigt tager de planer op fra skuffen, som blev brugt sidste år. Alt sammen uden synderlig hensynstagen til forskelligheden blandt eleverne i netop den klasse, man nu har fået.

Det er måske endda også en økonomisk fordel at benytte sig af den kendte model, som ikke kræver for mange udgifter til undervisningsmaterialer og til flerlærerundervisning.

De ”dårlige” grunde til valget af skolehverdagens indretning er altså grunde, som ikke har sit udspring i pædagogiske og didaktiske forestillinger. Og selv om det bestemt også må være skolen og læreren forundt, at tage hensyn til praktiske og andre forhold for at få skolehverdagen til at hænge sammen, så må hoved-begrundelsen for skolens indretning dog være elevernes mulighed for læring og udvikling.

Friskoleloven siger ikke noget som helst om skoledagens indretning – hverken om metoder eller fag. Den siger noget om, hvilken undervisning (nemlig folkeskolens) skolens undervisning skal ”stå mål med”, men det er i allerhøjeste grad skolens leder, medarbejdere og forældrekreds (og måske elever), der afgør, hvad det vil sige at drive skole på netop deres skole.

En fri grundskole kan vælge en undervisning, som vender op og ned på alle de vante forestillinger om skole. Der kan uden videre eksperimenteres med fag, klasser, tid, årgange, metoder, undervisningsmaterialer osv. Undervisningsministeriet kræver alene, at den opdeling i faggrupper – dvs. i humanistiske, praktisk-musiske og naturvidenskabelige fagområder – skal repræsenteres i skolen faglige udbud. Specielt skal undervisning i dansk, regning/matematik og engelsk kunne identificeres, så den tilsynsførende kan vurdere resultatet af undervisningen i disse fagområder. Der er altså krav om, at skolen skal undervise i bestemte fagområder (f.eks. i forbindelse med projektundervisning) men ikke i bestemte fag. Undervisningen skal ikke nødvendigvis foregå i årgangsdelte og aldersopdelte klasser eller under ledelse af én lærer.

Det er altså op til jer at afgøre, om jeres skole skal være en skole i bevægelse.