Menu
Artikel
Grundtvigsk Tidende

Laub-år 2022: En komponist med en vision

af Ingrid Ank, ansvarshavende redaktør
juli 2022 (WEB EXCLUSIVES)

2022 er ’Thomas Laub-år’, og Thomas Laub er både en komponist, der samler os, og som deler vandene. Som fællessangskomponist var han (sammen med Carl Nielsen m.fl.) afgørende for, at vi fik den fællessangstradition, vi har i dag. Som salmekomponist er hans opgør med den romantiske melodigenre stadig en provokation for mange. Mens andre nærmest ikke vil synge andet end Laub.

For 100 år siden, i 1922, udkom for første gang en melodibog til højskolesangbogen. Bag udgivelsen stod de fire danske komponister: Carl Nielsen, Thomas Laub, Thorvald Aagaard og Oluf Ring. Under første verdenskrig og i årene derefter havde de alle fire komponeret en perlerække af melodier med vægt på det sangbare, hvoraf mange stadig synges og elskes i dag – fx: Se, nu stiger solen (Ring), Jens Vejmand (Nielsen), Spurven sidder stum bag kvist (Aagaard) og Det er hvidt herude (Laub). Disse fire komponisters betydning for opblomstringen af den danske fællessang kan næppe overvurderes. Og bag deres indsats lå et stærkt ønske om at skabe både slidstærke og sangbare melodier, der kunne nå bredt ud.

Ifølge legenden blev fællessangen i Danmark født den dag, N.F.S. Grundtvig afsluttede sin række af Mands minde-foredrag. Anekdoten går på, at tilhørerne var så begejstrede og berørte, at de efter at have hørt Grundtvig tale brød ud i at synge Grundtvigs ’Kommer hid i piger små’. Hermed skete det for første gang, at folkeoplysning og fællessang gik hånd i hånd – eller mund i mund – og fællessangstraditionen var født. Ikke desto mindre bør man ikke undervurdere den betydning, som melodibogen fra 1922 har. Havde det ikke været for den indsats, der lå bag denne, så havde ’fællessangen’ som en særlig genre ikke fået den vægt og betydning, som den har haft siden. Og som fx blomstrede kraftigt op under 2. verdenskrig – og igen under coronanedlukningen.

“Inspireret af salmetraditionen i tiden efter reformationen udviklede han et særligt tonesprog for salmesangen, hvis fremmeste opgave var at understrege og understøtte ‘ordet’”

I december 2022 ville Laub være fyldt 170 år. Dertil er 2022 100-året for udgivelsen af melodibogen til Højskolesangbogen, som komponisterne Carl Nielsen, Thomas Laub, Thorvald Aagaard og Oluf Ring stod bag. Og dertil er det i 2022 også 100 år siden, at ’Samfundet dansk kirkesang’ blev stiftet – en forening, der både dengang og siden har arbejdet for og med Laubs kirkemusikalske idéer. 2022 er således ’Laub-år’.

Siden 1845 har Grundtvigsk Tidende interesseret sig for den nutid, vi lever i, den fortid, vi kommer af, og den fremtid, vi kan ane. Og du kan være med. Tegn et abonnement her.

Bestil nu