En gnidningsfri barndom kommer med en pris

I Christopher Laschs bog Eliternes oprør – og forræderiet mod demokratiet (dansk, 1996), beskriver han, hvordan vi gør børnene en bjørnetjeneste ved at overøse dem med ufortjent ros: ”Børn har behov for en risiko for fiasko og skuffelse, for at overvinde forhindringer, for at stirre rædslerne i øjnene. Selvrespekt kan ikke videregives, den skal oparbejdes. Den nuværende terapeutiske og pædagogiske praksis, som er fuld af ‘indfølelse’ og ‘forståelse’, håber at kunne frembringe selvrespekt uden omkostninger. Ikke engang en heksedoktor vil kunne udføre et medicinsk mirakel i den størrelsesorden.”

En af de vigtigste bevægelser i nyere tid er det ændrede syn på børneopdragelse. Hvor kernen i børneopdragelse tidligere var at lære barnet at udskyde behov og udholde frustration, så er målet i dag – sat på spidsen – at undgå at frustrere. Det nye syn på børneopdragelse var et nødvendigt opgør med den autoritære opdragelse, hvis primære sigte var lydighed. Bevægelsen er positiv, men – for der er et men – den ændrede praksis synes at komme med en pris; en ny skrøbelighed.

I den aktuelle diskussion om børns mentale sundhed forfalder mange hurtigt til den intuitive forklaring, at det er blevet mere strabadserende at være barn og ung. Men måske forholder det sig på paradoksal vis omvendt; det er den spændingsfri tilværelse, fri af pligter, krav og forventninger, der forårsager uroen, stressen og angsten. Jens Bay, der igennem en årrække var leder af TAMU – en produktionsskole for udsatte unge – beskriver i sin kloge bog Konsekvenspædagogik (2020), hvordan de utilpassede unge, han mødte, først og fremmest var udfordret af ikke at have fået det “modspil fra voksenverdenens side, som er forudsætningen for at kunne danne sig selv.” På baggrund af mere end tredive års pædagogisk arbejde argumenterer Bay for, at dannelsesprocessen, udviklingen af bestemte personlige egenskaber og en ansvarsfølelse, forudsætter en voksenverden, der tør møde børn med “normer, holdninger, krav og forventninger.”

Min oplevelser – både som forstander og far – er meget lig Jens Bays: I en misforstået kærlighedsgerning forsøger mange voksne at skærme deres børn, men i samme bevægelse sker svigtet. Den ydre ramme, der skal overtages og gøres til en indre struktur, er ikke til stede. Nutidens kravfri børneopdragelse kommer med en pris: Børn, der om muligt er endnu mere porøse, forvirrede, uregerlige end deres moderne og velmenende, men også ængstelige og famlende forældre.

I de her år tales der ofte og længe – både på Christiansborg, i debatspalterne og til forældremøderne – om, at kombinationen af new public management, besparelser og politiske reformer umuliggør, at pædagoger og lærere kan varetage deres arbejde ordentligt. Men man skal ikke tilbringe mange minutter med en lærer eller pædagog, før de sænker stemmen og hvisker: “Det ville hjælpe hvis forældrene tog ansvar for at opdrage deres børn.” Min fornemmelse, at det egentlig nye ikke er reformtempoet eller new public management, om end der kan sige en del skidt om begge, men at pædagoger og lærere har overtaget forældrenes opdragelsesopgave.

Sat på spidsen: De der – med rette – forarges over de forhold, vi byder lærere og pædagoger, kan starte med at lære deres egne børn at tage mod en fælles besked, sidde stille og udskyde behov – for fællesskabets skyld, men først og fremmest for deres børns skyld.