Det sidste ord: Når få har for meget og færre for lidt

I de fleste regeringer findes der én bestemt beslutning, som kommer til at farve eftertidens erindring om lige netop denne regering eller statsminister på en måde, så man næsten ikke vil kunne huske dem for andet. Således forbindes Poul Schlüter med Kartoffelkur, Poul Nyrup med en forringelse af efterlønnen. Mette Frederiksen vil for altid blive forbundet med mink. Den nu siddende regering vil gå over i historien som den, der afskaf­fede bededag. Når bladet udkommer, kender vi udfaldet af afstemningen.

Men hvis man læser regeringsgrundlaget, burde vi nok huske den nu siddende regering for noget med meget mere vidtrækkende konsekvenser. I Ansvar for Danmark – det politiske grundlag for Danmarks regering hedder det på side 12, at man “ønsker at bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund”. Under valgkampen prøvede Ellemann begrebet velfærdssamfund af, uden at der var nogen af hans politiske modstandere, der reagerede. Ellemann vidste, hvad han gjorde. Han kender udmærket forskel på, om man omtaler et land som et velfærdssamfund eller en velfærdsstat. Hidtil har man i al komparativ velfærdsstatsforskning betegnet Danmark som en velfærdsstat. Den første definition af en velfærdsstat gives af den engelske historiker Asa Briggs i 1961 og kan i korte træk beskrives således: En velfærdsstat er karakteriseret ved, at man betragter det som en statslig opgave at sikre alle en minimumsindtægt, at gøre det muligt at imødegå visse sociale usikkerhedsmomenter så som sygdom, arbejdsløshed og alder samt at sikre alle muligheden for at opnå den højeste standard af hjælp indenfor et spand af sociale ydelser.

Danmark har indtil nu været at betegne som en universel velfærdsstat, fordi vi har set det som en statslig opgave at opkræve en ikke ubetydelig skat og omfordele den således, at alle får  en andel af velfærdskagen. Et eksempel på det universelle er, at alle har ret til offentlig betalte goder så som uddannelse, sundhed og folkepension. Goderne er netop at betragte som fælles og ikke bare forbeholdt de særligt økonomisk trængende. Men det skal der laves om på, hvis man tager regeringsgrundlaget for pålydende. Godt pakket ind i almindeligheder om overdreven kontrol og minut-tyranni lægges kursen for afskaffelsen af velfærdsstaten. Der tales om, at man skal lave et opgør med rettigheder. Men rettigheder er borgerens beskyttelse mod ‘sognerådspolitik’ hvor subjektive skøn afgør, om man finder borgeren værdig til at modtage en social ydelse. Dette er en fundamental anden tænkning end den vi hidtil har bygget Danmark på. En forståelse, der har bygget på – for nu at citere Grundtvig: “Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.”