Det sidste ord: Hvad klynker du over?

En junidag for snart 10 år siden meddelte min daværende hustru mig, at hun ville skilles. Min verden styrtede i grus: Hvad med børnene? Hvad med mig? Hvad med huset? Jeg var på vej ned i et dybt hul af fortvivlelse og anede ikke, hvordan jeg nogen sinde skulle komme op igen. Jeg sad og bankede hovedet ind i væggen, mens jeg prøvede at holde den mest højlydte gråd stangen, så ungerne ikke vågnede.

Efter en halv times ubeskrivelig sorg var der dybt inde i min hjerne en lille svale, der kvidrende insisterede på, at der findes en verden uden for mig. Jeg er langt fra den første mand, hvis hustru tager den eneste rigtige beslutning i et ægteskab, hvor begge mistrives. Den lille landsvale (for det er landsvalen, der er ’min’ svale) huskede mig på, at uanset hvad den og dens artsfæller bliver udsat for – dårligt vejr over Middelhavet, støvstorme over Sahara, mangel på insekter en kold majmorgen – så insisterer de på at leve. Det manglede da bare, når man nu har fået et liv foræret! Der er ingen svaler, der sætter sig hen i hjørnet og tænker: ”hvor er det dog synd for mig.” Der er ingen svaler, der nægter at trække ud over et frådende Middelhav, fordi de synes, at det er en urimelig opgave at blive stillet over for.

Svalen i mit baghoved kvidrede, at jeg ikke var alene, og at jeg ikke var den eneste, livet kan være hårdt for. Tværtimod var det nu, jeg skulle vise, hvad jeg var gjort af, ikke bare for min egen skyld, men i allerhøjeste grad for min ulykkelige kones og for mine børns skyld. En lang historie kort: Jeg hankede op i mig selv, gik ind til konen og sagde: ”Jeg skal nok gøre alt, hvad jeg kan, for at det her bliver så let som muligt. Der bliver ingen brok, og du får naturligvis huset, så I kan blive boende.” Og på 10. år er jeg lykkeligt skilt. Vi laver masser af familieting sammen, og vi er rigtig gode venner. Svalen reddede mig.

Her kunne historien godt være endt, men tilfældet ville, at jeg en dag gennemgik Den Danske Salmebog for salmer om naturen og stødte ind i salme 653, som jeg ikke kendte. Den var endda skrevet af Grundtvig. Salmen hedder ’I falmende blade, du kølige vind’, og i bedste Aakjærstil er der både stære, storke og svaler med. Da jeg kom til tredje vers, blev jeg ramt af et kølleslag af forbløffelse:

De grånende skyer, det vildene hav,
hvi gør de ej fuglene bange?
Med kraftløse vinger i bundløse grav
dér sank og dér synker jo mange.
Uden knur, uden frygt,
liden fugl flyver trygt.
O min sjæl! sig, hvad klynker du over?

Det var pænt overvældende at læse sine egne tanker så præcist formuleret på skrift, ikke skrevet i 2014, men 170 år tidligere! Men mere overraskende var det alligevel ikke: Det er nemlig et vilkår i menneskelivet, at vi i vores dybeste sorg og fortvivlelse – især dér! – har brug for perspektiv. Det er også et vilkår, at man kan finde det perspektiv i naturen, i ”storken og stæren og svalerne små.” Grundtvig vidste det, og i disse år er der flere og flere danskere, der opdager det.

Lige om lidt kommer svalerne igen, og lad nu for Guds skyld være med at rive deres reder ned. De har fortjent bedre! De er fløjet hertil helt fra Sydafrika, og hvem er vi, hvis ikke vi kan give dem lidt plads?