Det sidste ord: De unge går ind for aflivning af de gamle
KLUMME. Debatten om aktiv dødshjælp er endnu engang blusset op efter statsminister Mette Frederiksen har ytret et ønske om en folkeafstemning om indførelsen af aktiv dødshjælp. Men vi bør være opmærksom på, at vi ikke på tværs af generationer pådutter andre egne idéer om værdighed, når vi taler om retten til at blive slået ihjel, mener sognepræst Hanne Dahl
Det tager nu engang den tid, det tager at dø. Men ikke desto mindre har vores statsminister meldt ud, at hun vil arbejde for, at der bliver afholdt en folkeafstemning om retten til at blive aflivet. Lægerne har sagt klart nej. Lægeløftet forpligter dem på at redde liv – ikke at slå ihjel. Nogle har foreslået opgaven placeret hos dyrlæger, de har erfaring med at aflive. Men kan man se det for sig? Jeg kan ikke.
I de 25 år jeg har været præst, har jeg ladet mig udspørge af et utal af skole- og gymnasieelever, som i forbindelse med en skriftlig opgave arbejder med aktiv dødshjælp. Fælles for alle de unge mennesker er, at de er tilhængere af aktiv dødshjælp. Der er to hovedårsager. Den ene skyldes, at man når man er ung, synes tanken om at være skrøbelig og afhængig af andre ulidelig. Dertil kobler de frygten for, at ældre eller uhelbredeligt syge mennesker lider. Den anden hovedårsag handler om værdighed, men når jeg går dem på klingen, handler det mest om deres egen oplevelse af, hvad der er uværdigt for deres bedsteforældre.
Jeg husker, hvor stærkt det var for mig, da min morfar i en høj alder under et sygdomsforløb blev udstyret med en ble. Min morfar var et forbillede for mig i ånd og æstetik, hvorfor tanken, om at han bar ble, var væmmelig. Jeg syntes, det var uværdigt. Dengang talte man slet ikke om aktiv dødshjælp, og det ville da også være en voldsom udgang på en uværdig tisseble. Hvis hans liv var blevet forkortet, havde han jo ikke på sit dødsleje nået at videregive sin kærlighed til Søren Kierkegaard til mig.
Ordet er frit – Grundtvigsk Tidendes bagsideklumme Det Sidste Ord skrives i 2023 på skift af Olav Hesseldahl, filosof, bestyrelsesmedlem og demokratientreprenør, Hanne Dahl, sognepræst i Budolfi, Aalborg Domkirke, og Steen Hildebrandt, professor emeritus i organisations- og ledelsesteori ved Aarhus Universitet
Tidligere formand for Etisk Råd Jacob Birkler peger på, at der altid er flertal for aktiv dødshjælp i meningsmålingerne. Men alle undersøgelser viser, at det er de unge, der stemmer for. De ældre, som det gælder, er imod.
I mine 25 år som præst har jeg i sagens natur siddet ved ikke så få dødslejer. Den almindelige forestilling om, at folk dør skrigende af smerte, eller at livet bliver trukket i urimeligt langdrag for uhelbredelig syge, er stærkt overdrevet. Hovedparten af alle er godt smertedækket, og de drager deres sidste åndedrag, når de har fået sagt farvel. Langt de fleste terminale patienter når et punkt, hvor de lige så stille og roligt forlader denne verden i takt med, at organerne holder op med at fungere. Folk, der har mistet livsmodet, holder op med at indtage næring, og så går det af sig selv. De fleste efterladte udtrykker en dyb tak- nemmelighed over at have været der. Det, at det tager tid at dø, betyder meget ofte, at de i ventetiden er begyndt at forlige sig med at tage afsked med en, de har elsket.
Jeg kan altså ikke komme i tanke om et eneste sagligt argument for at indføre aktiv dødshjælp. Jeg kan kun komme i tanke om etiske indvendinger. Vi skal ikke aflive gamle og syge mennesker, men pleje, lindre og elske. Man kan kun frygte, at statsministerens forslag handler mere om økonomi end etik.
Hanne Dahl
Født 1970 i Aalborg. Bor i Aalborg. Opvokset de første barneår i Aalborg, herefter i Birkerød. Derefter nogle år i Malaysia, Singapore og Indonesien. Længst tid i Jakarta. Tilbage i Danmark i mellemskole i Skanderborg og herefter gymnasietid og studietid i Aarhus. Uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet og Ph.d. fra Statskundskab – det samfundsvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet med titlen Velfærdsstatens religiøse rødder.
Hanne Dahl er optaget af: Organisatorisk af at være formand for Røde Kors i Aalborg, en ’stor lokal organisation’ med mange bolde i luften. Derudover er hun optaget af forholdet mellem de værdier, vi lægger til grund for vores samfund, og hvordan det præger den måde, hvorpå vi organiserer os. Og så er hun optaget af tidsbegrebet hos Virginia Woolf og John Meynard Keynes, og hvordan dette udvikles i Bloomsbury-gruppen: ”Det er et studie i æstetik, samfundssyn, kunstkritik, litteratur og filosofi i mellemkrigstiden,” fortæller hun.