Det her er vi alle sammen enige om

Hvordan slipper jeg ud af mine flyrejser til Rhodos? Selvhjælpslitteraturen har i mange år givet os tips og tricks til at blive en bedre udgave af os selv. Og samtidig er det at ændre på indgroede vaner vel noget af det sværeste – hvad enhver, der har forsøgt at tabe sig eller stoppe med at ryge, vil vide. Imidlertid har de udfordringer, vi står i med klima- og biodiversitetskrisen, rigtig meget med vaner, rutiner og systemer at gøre. Derfor har jeg taget kontakt til Simon Elsborg Nygaard, der er selvstændig bæredygtighedspsykolog og ph.d. i bæredygtig trivsel, for at spørge ham, om psykologien er svaret på klimakrisen.

Han indleder med at understrege psykologiens begrænsninger: ”Psykologien kan en masse, der har med adfærd, motivation eller livskvalitet at gøre,” siger han. ”Men den kan ikke tilbyde en objektiv mening, der defineres uafhængigt af individet. Hvis folk er i krise, kan jeg ikke henvise til, at der er en Gud, der lider med dig eller giver mening til din lidelse. Jeg kan kun sige, at meningsfuldhed kommer af at koble sig til noget, der er større end én selv, og at det derfor fx vil generere mening at koble sig til bæredygtighedsdagsordenen. Men hvis jeg bliver spurgt, hvorfor det er bedre at bevare jorden end at smadre den, så kan jeg ikke som psykolog sige noget, som er objektivt og refererer til andet end det, vi kan blive enige om som mennesker.”

Han understreger, at det ikke er psykologiens anliggende at fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv. ”Men,” tilføjer han, ”alligevel tør jeg godt forsøge at påvirke i retningen af bæredygtig trivsel og livskvalitet. Og det tør jeg, fordi det til syvende og sidst kommer alle mennesker til gode. Man kan næsten ikke være imod det.”

Men du er bevidst om, at du som psykolog indtager et moralsk standpunkt?

”Så længe man siger, at noget er bedre end andet, så er det et moralsk standpunkt. Men jeg er også bevidst om, at det er et moralstandpunkt, der kan rumme alle mennesker. I hvert fald hvis man prikker dem lidt på maven.”

Elsborg Nygaard er selvfølgelig klar over, at ikke alle mennesker er optaget af bæredygtighed. Og at nogle måske vil synes, at økonomisk vækst er vigtigere end trivsel og livskvalitet. ”Men, siger han, ”økonomisk vækst er jo vigtigt, fordi det kan give trivsel og livskvalitet. Men det skal foregå indenfor rammerne af én planet for ikke at have den modsatte effekt og underminere trivsel og livskvalitet. Så trivsel og livskvalitet er det sidste punkt. Det er sin egen grund og sit eget mål.”

Han fortsætter: ”Og hvis det, vi skal sigte efter som mennesker, er trivsel og livskvalitet for alle – ikke kun nu, men også i fremtiden – så bliver det nødt til at være inden for rammerne af én planet. Og det har jeg i praksis aldrig oplevet nogen være uenige i, hvis ellers man har tid til at tale om det.”

Og hvis man først er blevet enig om målet, så kan man begynde at diskutere, hvordan vi kommer derhen på den bedste måde: ”Det er der jo ganske mange bud på,” siger han. ”Men hvis vi kan blive eksplicitte om målet, så har det gjort en kæmpe forskel.

”Og her mener jeg,” tilføjer han, ”at psykologien kan bruges, fordi den ved noget om, hvor trivsel og livskvalitet kommer fra.”

Ved en kort opremsning nævner han fysiske parametre som søvn, kost, bevægelse og ro. Psykologiske parametre som oplevelsen af frihed, samhørighed, tillid, anerkendelse, tryghed og mening. Forhold i omgivelserne som natur, lys og ren luft.

”I alle tilfælde er det ikke noget, der behøver at koste en masse,” siger han.

Kommunikationen om bæredygtighed går fejl

Simon Elsborg Nygaards arbejde med bæredygtig trivsel og bæredygtighedspsykologi fordeler sig inden for tre områder: By- og samfundsudvikling, menneskers personlige udvikling eller dannelse, og så det, han med en bred samlebetegnelse kalder ’kommunikation’ – herunder: Hvordan taler vi om bæredygtighed, så det skaber motivation.

”Motivation er det, der gør, at vi vælger at gøre A i stedet for B. Så motivation er dybest set alt det, der gør, at vi som mennesker beslutter os for at flytte os.” Og – som Simon Elsborg Nygaard understreger: ”Det kan være hvad som helst.”

Samtidig arbejder man inden for psykologien med forskellige kategorier og underkategorier – og Simon Elsborg Nygaard nævner en række af dem: Der er den lyststyrede motivation (det er sjovt eller smager godt – fx at tage til stranden eller spise en is), der er gevinstmotivationen (det er ikke nødvendigvis sjovt, men man sparer måske penge, tjener penge eller fremmer sine karrieremulighederne), der er undgå-straf-motivationen (hvor straffen både kan komme ’udefra’ – fx en bøde – og ’indefra’, hvis man fx gør noget for at undgå at få det dårligt med sig selv), og der er den værdistyrede motivation, som handler om, hvem man gerne vil være som menneske.

”Jo mere motivationen er lyststyret, jo nemmere vil det være for folk at fastholde deres adfærd,” siger Elsborg Nygaard.

Han mener, at kommunikationen i forhold til bæredygtighed ofte går fejl på to måder. For det første kommunikerer man ofte ud fra en tydelig normativ motivation: Du skal, fordi du bør – for børnene, for fremtiden, for livet i fjorde og hav. Og for det andet bliver vi ikke inddelt i målgrupper ud fra, hvad vi motiveres af, men ud fra de ’klassiske’ kategorier, man ofte bruger i andre befolkningsanalyser: Geografi, køn, indkomst, uddannelse, osv.

”Men måske skal man kommunikere med humor over for de skoleelever, der er ved at brække sig over den moraliserende tone. Og der er måske en konservativ målgruppe, der tænder, at bæredygtighed handler om rettidig omhu. Og så er der andre, der ser bæredygtighed som en karrieremulighed. Og andre igen vil gerne lære at lave fem vegetarretter, hvis det sparer dem penge, eller begynde at cykle på arbejde, hvis det kan forlænge deres levetid med 5 år.”

Pointen er dog ikke, understreger Simon Elsborg Nygaard, at vi hver kun har én måde at blive motiveret på: ”Vi bliver alle motiveret af det hele. Men for nogle er den lyststyrede eller gevinststyrede motivation stærkere end den moralske.”

Motivation eller manipulation

I et af sine skrifter om pædagogik skriver Grundtvig, at hvis man tvinger nogen til at gøre noget, så gør de det så ringe, som de tør. I stedet ønskede Grundtvig, at lysten skulle drive værket. Men lyst kan vel også vækkes eller lokkes frem? Og samtidig må det vel også være en overvejelse, hvor meget man skal lokke – eller manipulere – voksne mennesker til at have en bestemt adfærd?

”Vi har alle brug for at blive motiverede på forskellig vis – det gælder også mig selv. Men hvis vi fx bruger humor eller økonomisk gevinst som motivation, skal det stadigvæk være som supplement til den moralske motivation. For dybest set skal du leve bæredygtigt, fordi den måde, vi lever på nu, slår andre mennesker ihjel. Der er mennesker nu og i fremtiden, som får ødelagt deres liv, bliver klimaflygtninge eller dør af det. Og det er ikke i orden. Det kan langt de fleste blive enige om.”

Han peger på, at vi generelt er helt med på, at vores frihed er begrænset af, at der skal være plads til andre. I trafikken accepterer de fleste fx, at deres frihed er begrænset af andre menneskers sikkerhed: ”Men det interessante ved forbrugersamfundet er, at vi ikke siger, at mit forbrug kun kan øges, så længe det ikke går ud over andre mennesker. Og det gør det nu. For 99,9% af danskerne.”

Det skal man ifølge Simon Elsborg Nygaard sige helt klart. Men samtidig skal man også forsøge at motivere folk via andre veje. Han tilføjer: ”I øvrigt er det en fejlantagelse at tro, at vi ikke hele tiden er påvirket af alt muligt andet: Af hundredvis af reklameindtryk, af økonomer, der siger, at vi skal have 2% vækst om året, eller af at få at vide, at arbejde altid er det rigtige, også selvom du ikke kan få et job, der bidrager positivt til planeten. Hvilket vil sige, at vi bliver påvirket i retningen af at tage et arbejde, selvom det faktisk gør mere skade end gavn. Vi bliver påvirket hele tiden.”

Det nye velfærdskrav

Så det, du ser for dig, er en ekstrem cocktail af klar tale – vores adfærd slår andre ihjel – kombineret med strategisk kommunikation, der tager højde for, hvad vi motiveres mest af?

”Det kan man godt sige,” siger Simon Elsborg Nygaard, og tilføjer: ”Vi ynder jo at se os selv som gode mennesker, der også er gode for andre menneskers livskvalitet. Derfor er det selvfølgelig hårdt at få at vide, at man opfører sig på en måde, der skader andre. Men jeg vil vende det om og sige, at folk også har ret til at vide, hvad deres livsstil og adfærd gør ved andre mennesker. Fordi jeg selv beskæftiger mig med det her felt, så ved jeg det. Og det betyder, at jeg på nogle punkter ser ret negativt på mig selv. Men jeg vil hellere vide det end ikke vide det.”

Han fortsætter: ”Og efterhånden er der faktisk mange borgere, som er klar over, at det liv, de lever, ikke kan fortsætte. Og samtidig er der mange inden for kommune, stat og region, som fortsat har berøringsangst og ikke vil ind over dørtrinnet hos folk, mens store dele af befolkningen står og trygler om hjælp til at leve et godt liv inden for rammen af én planet. Der er jo masser af forbrugere i det her samfund, som aldrig bliver en lykkelig forbruger igen. Dét punkt er passeret.”

”Det bliver sværere og sværere for os at ignorere, at vi er en del af problemet og ikke af løsningen. Og det er ikke et rart sted at være. Det vil vi gerne hjælpes ud af. Derfor skal vi som borgere kræve som et nyt velfærdskrav, at vi vil have lov til at leve et godt liv med høj trivsel og livskvalitet – inden for rammen af én planet.”

Simon Elsborg Nygaard peger på, at målinger viser, at danskernes lykke og livstilfredshed stort set ikke er steget siden starten af 1970’erne. Men at vi samtidig har et langt højere BNP og et forbrug, der belaster kloden over fire gange mere: ”Så vi har ikke formået at omsætte det øgede forbrug til en væsentligt øget grad af trivsel og livskvalitet. Og hvad er så ideen med, at hjulene skal køre hurtigere rundt? Hvad er den moralske legitimitet? Kan man forsvare at sælge ting, der ødelægger planeten, uden at gøre folk lykkeligere, uden at fremme deres trivsel og livskvalitet?” spørger han.

Et gode ingen mener er dårligt

Simon Elsborg Nygaard er som nævnt godt klar over, at han ønsker at flytte mennesker og samfundet et bestemt sted hen. Og samtidig kan det sted, han vil have os hen – trivsel og livskvalitet inden for rammen af én planet – ifølge ham selv beskrives som ”et gode, nærmest ingen mener er dårligt – når man får lov at tale om det.”

”Den normativitet, jeg arbejder ud fra, er meget inkluderende, hvis man skal sige det positivt. Sagt negativt kan man også kalde den vag, fordi den er så bred. Men målt op imod virkeligheden, så er der jo en stor del af vores liv, der ikke falder inden for rammen af det, vi egentlig alle sammen kan blive enige om,” siger han.

Han besøger ofte virksomheder eller uddannelsesinstitutioner. Og her er det ofte vigtigt ikke at blive set som en, der kommer med en meget smal normativitet, når man vil tale om bæredygtighed: ”Ellers kan der blive draget paralleller til et religiøst sprog. Fx at man er ’klimahellig’, man ’prædiker’ – hvilket jeg tror, hænger sammen med, at man bliver set som én, der kommer med et særbudskab serveret i en moralsk ramme.”

Han tilføjer: ”Og der findes da også klimaaktivister, der har et smallere anliggende end jeg, og som fx ikke taler om menneskers trivsel. Men det er min oplevelse, at folk hellere vil lytte, hvis man også kommer med et trivsel- og livskvalitetsperspektiv.”

Til bøf hos bedsteforældrene

Måske er det rigtigt, at nærmest ingen er uenige, når man får tid til at tale med dem. Alligevel er der jo mange, der er det. Og klima- og biodiversitetsdebatten kan endda skabe splittelser helt ind i familierne. Man sidder der ved bordet, og mormor eller morfar har lavet bøf eller karbonade, og barnebarnet vil ikke spise det.

”Ja,” siger Elsborg Nygaard. ”Og hvis begrundelsen er hensynet til planeten, så siger man jo samtidig, at bedsteforældrene er dårligere mennesker, end man selv er. Og at der skal radikale forandringer til for at komme ud af at være et dårligt menneske. Og hvad gør man så? Man angriber den modsatte vej.”

Igen pointerer Elsborg Nygaard, at motivation ikke altid behøver at være moralsk: ”Hvis nu barnebarnet i stedet begrunder sit kostvalg med gevinstmotivationen og siger, at det er for at tabe sig lidt, eller det er fordi, hun ikke vil spilde deres penge på kød. Eller at hun bliver upopulær i sin omgangskreds, hvis hun spiser kød. Eller den helt nemme og lystbegrundede: Jeg kan ikke lide bøf. Så vækker det meget mindre modstand.”

”Det samme gælder, hvis kommunen laver en kampagne med fem tips til at leve sundere – som så tilfældigvis er bæredygtige. Så er det bare en ekstra positiv gevinst, at man også viser sig at være blevet ’det gode menneske’. Det er meget mere virkningsfuldt.”

Vi er ikke parasitter

Målet for Simon Elsborg Nygaard er imidlertid ikke bare at hjælpe mennesker til at have høj trivsel på bæredygtig vis, men at bidrage positivt til planeten: ”Jeg vil allerhelst hen til det, jeg kalder regenerativ trivsel,” siger han. ”At vi skal give mere, end vi tager, og dermed faktisk er en del af løsningen.”

Han peger på, at bæredygtighed ofte kommer til at handle om at gøre mindre af noget og dermed let bliver en løftet pegefinger: ”Men det regenerative har en anden karakter. Her bruger man penge på noget, der rent faktisk gør verden bedre – plante træer, købe aktier i regenerative virksomheder, bruge bestik lavet af plastik, der er indsamlet i havet, osv.”

Han tilføjer: ”Der er en stor motivationskraft i at tænke, at man ikke bare har reduceret sin belastning, men faktisk bidrager. Man får et alternativ til parasittankegangen, hvor det ville være bedst, hvis vi ikke var her, og begynder at tænke sig selv som positivt betydningsfuld i verden. Det er da langt mere motiverende.”