Det gælder om at få livet til at blomstre. Ikke i en bestemt retning, men netop blomstre

Nogen havde i 1980’erne fået den gode idé at ville oprette en ny højskole i Thy. Og den unge Jørgen Carlsen mente, at han skulle være forstander og mødte op som ansøger. Men det endte som en variant af Holbergs komedie, Erasmus Montanus, for Carlsen kom med al sin akademiske viden, men uden at give indtryk af, hvem han egentlig var som menneske.

Det er det møde, Jørgen Carlsen siden har kaldt sin personlige vækkelse. ”For,” som han siger, ”jeg mødte som sagt op som en anden Erasmus Montanus: Jeg kunne min dannelseslektie. Jeg havde læst oplysningsfilosofferne, og jeg vidste, hvordan man definerede frihed og forskellige andre filosofiske begreber. Men jeg støttede mig lidt for meget til det tillærte akademiske i forhold til, hvem jeg faktisk var som menneske. Akkurat på samme måde som Erasmus, der drager til hjembyen for at forlove sig med sin Lisbet. Men han bliver så forstyrret af sin jagt på livslykken, som jo er Lisbet, at hans lærdom kommer på tværs. På trods af at den var rigtig: for jorden er ikke flad, som Erasmus ganske rigtigt hævdede. Men en masse akademisk viden kan blokere én for en umiddelbar adgang til det, som man spontant eller intuitivt faktisk synes er rigtigt.”

Det betyder dermed på ingen måde, at viden og lærdom er noget bras, ”men,” siger Carlsen, ”det er dårligt at tro, at man forstår sig på alverden, men ikke engang forstår sig på sig selv. Og det er dét, der var Erasmus’ problem.” Han citerer filosoffen David Hume (1711-1776): “’Be a philosopher; but amidst all your philosophy, be still a man.’ Altså: Lad være med at tro, at de spekulationer, du gør dig om det ene og det andet, kan hjælpe dig i den konkrete tilværelse, du er sat i her på jorden. Det var dét, der ramte mig, da jeg, efter at have fremført min akademiske lektie til samtalen i Thy, blev spurgt: Hvor får du kraften fra? Hvad varmer dig og gør dig glad?” 

Han fik ikke stillingen i Thy, men bliver til gengæld senere (fra 1986) forstander på Testrup igennem mange år. Inden han kommer dertil, er han både ansat i en kort periode på Ry Højskole og Idéhistorie i Aarhus, hvorfra han er uddannet. Og tråden til Idéhistorie slipper han ikke; den får bare en større dybde i mødet mellem ideerne og det levede liv, mellem akademia og højskole.

Mødet med Marx: Den frigørende viden og kritik

Selvom han ikke fik stillingen i Thy, betød den personlige vækkelse en voksende interesse for Grundtvig. På det tidspunkt var Jørgen Carlsen ellers mere til Karl Marx [tysk filosof og politisk økonom, 1818-1883, red.] end til Grundtvig. ”Jeg havde jo læst Grundtvig i gymnasiet, og ligesom alle andre havde jeg egentlig ikke bidt specielt mærke i ham, udover at jeg syntes, han var en stor digter. Men hele det her livsoplysningsperspektiv, som udstråler fra ham, og som i allerhøjeste grad har med højskole at gøre, havde jeg slet ikke fået sans for.”

Marx, derimod, fyldte meget i hans unge bevidsthed, efter han var blevet introduceret til tænkeren gennem studiekammerater: ”Det var først og fremmest min gode ven Hans-Jørgen Schanz [dansk idéhistoriker, 1948-2022, red.], som vendte hjem fra Tyskland fra et studieophold i begyndelsen af 70’erne med helt andre perspektiver på ’marxisme’, end det man normalt havde forbundet den med. Det, som jeg kalder ’vulgær marxisme’, var i virkeligheden det, man i gængs forstand forstod som marxisme,” siger han og uddyber: ”Den vulgære udgave består i at gøre marxismen til en verdensanskuelse. Eller en livsanskuelse for den sags skyld. Og det har den aldrig været, for marxisme bygger først og fremmest på et kritisk blik på det eksisterende samfund og de funktionsmekanismer, som får samfundet til at fungere.” Derfor understreger Jørgen Carlsen også, at det netop er analyser mere end ideologi, Marx fremførte i sit berømte værk Das Kapital: ”Der sættes en slags samfundsmæssig logik i gang i kraft af, at vi har fået et samfund, der i højere grad er anlagt for profitmaksimering. Det betyder, at der sker en skævvridning af en hel masse processer, fordi det nu først og fremmest drejer sig om, hvad der kan udnyttes økonomisk. Og det er dét, Marx stiller kritiske spørgsmål til."

Det er her, den frigørende viden og kritik kommer ind i billedet. Jørgen Carlsen forklarer: ”Marx ligger jo i kølvandet på oplysningstiden og oplysningstraditionen, hvor man siger, at jo mere du ved om en ting, jo mere er du i stand til at handle i forhold til den viden, du har. Og derfor er viden frigørende, for den forløser dig fra de tvangsmekanismer, som din uvidenhed har skabt. Det er det, Marx minder os om med begrebet ’klassebevidsthed’. Han skriver Das Kapital, fordi han gerne vil have, at den undertrykte arbejderklasse ser, hvad det er for et samfund, der skaber vilkårene for deres liv. Han skriver ikke ret meget om, hvordan tingene burde være, men derimod, hvordan tingene ser ud. Der er en grund til, at værket hedder Das Kapital og ikke ’proletariatets sejr,’ eller ’revolutionen,’ eller noget andet i den retning.”

Af samme grund kan både Marx og Grundtvig, ifølge Jørgen Carlsen, sagtens eksistere ’side om side,’ for som han siger: ”Marx siger intet som helst om meningen med livet, han analyserer samfundets mekanismer. Om kapitalisten eller arbejderen er religiøs eller ej, det interesserer ham ikke.”

Mødet med Grundtvig: Man skal kunne sige ’jeg’ før ’vi’

Selvom der måske ikke umiddelbart er lighedspunkter mellem Grundtvig og Marx, er der dog fælles mødepunkter eller udgangspunkter, om man vil. Nemlig i synet på, at det oplyste menneske har mulighed for at handle: ”Grundtvig hæftede sig ved det kæmpende perspektiv på livet. Døden er for Grundtvig ikke bare døden som død, men også en metafor for det åndløse. Altså det at være en dødbider og ikke ville noget med sine omgivelser, men bare flyde med strømmen. Både Grundtvig og Marx var fremskridtsoptimister,” siger Jørgen Carlsen og peger på nogle af de forandringer, der fandt sted i kølvandet på de to tænkere: ”Tænk på andelsbevægelsen, der er en organiseret bevægelse med henblik på forandring. Man organiserer sig på en anden måde og ejendomsforholdene bliver ændret; man stemmer ikke længere efter høveder, men hoveder. Det har jo været en enorm løfteraket for det moderne Danmark. Der er ingen tvivl om, at de gamle højskolefolk, inklusive Grundtvig selv, var fremskridtsoptimister. Det var ligesom krumtappen til hele Danmarks historiske udvikling med blandt andet arbejderbevægelsen, opdyrkning af heden og som sagt andelsbevægelsen." 

Men den fremskridtsoptimisme lider endeligt skibbrud i forlængelse af 2. verdenskrig og atombomberne over Japan. ”Pludselig bliver mennesket ikke bare en positiv størrelse, men en problematisk en af slagsen. Og det ville Grundtvig aldrig nogensinde have forestillet sig, fordi han tænkte – naivt optimistisk – at vi mennesker kan skabe en fremtid sammen.” At vi så måske alligevel kan netop det, vender vi tilbage til, men det Jørgen Carlsen for alvor blev mindet om af Grundtvig var, at man skal kunne sige ’jeg’ før ’vi’: ”Man skal ligesom kunne stå inde for noget og stå for noget i det hele taget, for hvis du ikke kan sige ’jeg’, inden du siger ’vi,’ så bliver det ’vi,’ du sigter til, underligt livløst,” siger han og henviser til fortællingen om den utro kvinde i Johannesevangeliet, der står for at skulle stenes: ”Der kommer nogle skriftkloge og farisæere og præsenterer Jesus for en kvinde, der har begået ægteskabsbrud, hvilket, ifølge Moseloven, betyder stening som straf. Men hvad siger Jesus? Han siger: ’Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten.’ Og hvad er det, han gør med det udsagn? Han bryder et kollektivt ’vi’, en gruppeidentitet. Alle mændene står klar med en sten, men når man er flere, så har man en tendens til at dividere ansvaret og sige ’Det var kun lidt mig, jeg gjorde kun lidt af det.’ Jesus fragmenterer det hele og siger, at hver og en er 100 procent ansvarlig for det, de gør. Så det der med at kunne sige ’jeg’ før ’vi’ handler i høj grad også om ansvar.”

Men samtidig med det individuelle har Grundtvig et særligt udtryk, der hedder ’til folkegavn,’ fortæller Jørgen Carlsen: ”Det er et udtryk, der inkluderer de andre og at du ikke udelukkende er repræsentant for dig selv. Du er faktisk repræsentant for et folk, og det folk skal du gavne. Du skal med andre ord ikke være ligeglad. Det udtryk synes jeg er en smuk sammenfletning af både det individuelle og kollektive perspektiv.”

Livskraften og duften af en Puch Maxi

Fra forestillingen om ’folkegavn’ bevæger vi os nu henimod det, der ligger som en understrøm i Jørgen Carlsens livsanskuelse og virke som højskolemand: ”Grundtvig insisterede på, at det man gør, det gør man for menneskelivets skyld. Og det er simpelthen tændsatsen hos Grundtvig i forhold til det, jeg forstår ved højskolens arbejde. Nemlig at vække overskud hos eleverne. Få livet til at blomstre. Ikke i en bestemt retning, men netop blomstre. Og når livet blomstrer, så sender det virkninger ud, som bliver til folkegavn.”

Men hvordan skaber man rammer, der får livet til at blomstre – og kan alle gøre det? ”Det, Grundtvig kalder livsoplysning, er netop at kaste lys på det liv, som udgør ingrediensen i vores tilværelse. Alt det man holder af, alt det man frygter, alt det man håber på og længes efter. Og en hel masse andet. Det liv skal stå i centrum før noget andet,” siger Jørgen Carlsen og fortsætter: ”Det er også derfor, at fagene ikke er det egentlig vigtige på en højskole, men selve livsoplysningen. Jeg har som forstander fx aldrig blandet mig i de enkelte læreres undervisning, men livet på højskolen blev altid sammenholdt af nogle fælles foredrag, som jeg og andre holdt – sammen med morgensamlingerne, der var med til at kaste lys over det liv, vi lever. Af samme grund mener jeg heller ikke, højskolerne skal føre en eller anden strudsepolitik, hvor vi stikker hovedet i busken og ikke forholder os til, hvad der er på færde omkring os. Men det er stadig højskolens opgave at holde livsmodet oppe og synge om den verden, vi lever i, om kærligheden, om fællesskabet, om naturen – også selvom netop den er truet.”

Og livskraften? Ja, den er et livsvilkår, ifølge Jørgen Carlsen. ”Det kan godt være, man ikke selv opfinder den, men man skal på den anden side heller ikke stille sig i vejen for den. Livskraften findes i enhver. Falder en mand i havnen, så skal du nok se livskraft. De fleste vil kæmpe bravt for at komme i land.” Og så handler livskraft, ifølge Jørgen Carlsen, også om noget uden for den enkelte, at være optaget af andet end sig selv: ”At være opslugt af at gøre det, man skal gøre – det er der noget selvforglemmende over.”

Han kommer i tanke om en morgensamling på Testrup for mange år siden: ”Der var en fyr, der fortalte om en knallert, han havde. Det var en Puch Maxi, og han var så forelsket i den knallert, at han også havde fået et twinsæde til den. Og det var ligesom om, duften af benzin bredte sig i foredragssalen, fordi han fortalte så begejstret. Jeg fortæller bare historien, fordi den er et eksempel på livsoplysning, fordi den handlede om livsglæde. Den unge fyrs fortælling til morgensamlingen handlede om en knallert, han holdt af og gik utrolig meget op i. Der ikke er nogen temaer, der er så perfekte eller snavsede eller smudsige, at man ikke kan lave en morgensamling om det. Og tale om livsglæde.”