Det etiske blik på naturen har lige så stor gyldighed som det naturvidenskabelige

Det er ikke et spørgsmål om et enten-eller, om man er tilhænger af naturvidenskab eller etik: ”Vi er alle sammen opfostret med og født ind i en kultur, hvor det har vist sig meget nærliggende og effektivt med naturvidenskaben. Den ligger bag vores teknologi, og der er jo ingen, der ville sige, at naturvidenskabens syn på naturen eller omgangen med den er ’forkert’.

Det ville man ikke slippe godt fra at sige. Naturvidenskaben er en af de allersikreste erkendelsesformer, vi overhovedet kender til, den er supersikker og i den grad afprøvet og gjort skarp i århundreder,” siger Jakob Wolf, og understreger, at den netop har en overbevisende autoritet for os alle sammen – med god grund. ”Kunne man så ikke bare nøjes med den? Behøver vi tænke på andre måder?” spørger han, og svarer selv: ”Ja, det behøver vi."

Hans svar er egentlig grunden til, at jeg har bedt ham om et interview: Sidste år døde dr.theol. Ole Jensen, der gennem et langt liv insisterede på at være en teologisk torn i øjet på det moderne vækstsamfund. Men også en torn i øjet på en teologi og en kirke, der til tider synes så optaget af sig selv og egne eksistentielle spørgsmål, at den kommer til at glemme, at mennesket befinder sig i en verden, den deler livsvilkår med: Bæredygtighed skal ikke bare være på menneskets betingelser, men også på klodens. Jeg søger efter en, der fra et teologisk ståsted, fører arven fra Ole Jensen videre.

Jakob Wolf fortsætter: "Et af problemerne med det rent naturvidenskabelige perspektiv er, at man ofte ophøjer det til at være den samlede måde, man ser naturen på, og så mangler en etik. Naturvidenskaben er pr. definition a-etisk. Den er ikke interesseret i, hvordan noget bør være, men kun i, hvordan noget er. At vi bør bevare arterne, at vi bør bevare økosystemerne – det har ingenting med naturvidenskab at gøre. Strengt taget,” siger Jakob Wolf og uddyber: ”Et etisk synspunkt kan nemlig umuligt komme fra naturvidenskaben, fordi det er en idé ved den naturvidenskabelige metode, at det etiske er reduceret væk. Og sådan skal det også være.”

Det etiske blik er alment

At vi kommer til at mangle en etik, hvis vi udelukkende anlægger et naturvidenskabeligt syn på naturen, er ikke blot en konstatering. Det er også noget, vi erfarer. Og fordi det etiske netop ligger i en almen erfaring, kan vi også tillægge den gyldighed med samme tyngde som naturvidenskaben: ”Det handler jo ikke kun om at overleve, det handler fx også om at bevare arterne. Og hvorfor skal vi det?” spørger Jakob Wolf, og henviser til, at vi bruger milliarder af kroner på at bevare arter, som er truede, men som ingen betydning har for menneskets overlevelse: ”Det er fordi, vi tillægger disse arter en eksistens-værdi. Dvs. at de har en eller anden værdi i sig selv. Vi må ikke bare slå ihjel for sjov. Hvis vi slår noget ihjel, skal det være fordi, der er et meget presserende behov. Naturen består jo også i en kamp mellem arterne. Man æder og bliver ædt. Men man må ikke bare udrydde arter for sjov. Når de er til, har de deres egen ret til at være til, og så rejser der sig en fordring om, at de skal bevares. Og den fordring er umulig at begrunde naturvidenskabeligt.”

Det ville være fristende at bringe en religiøs tydning på banen ved at sige, at der er tale om skabninger, som Gud har skabt, og dem kan man ikke bare skalte og valte med, som man vil. I Guds perspektiv har de en værdi. Men Jakob Wolf vil i denne sammenhæng gerne holde Gud lidt udenfor, for man behøver ikke et religiøst sprog for at forstå, hvad der er på spil: ”Vi kan bruge vores erfaringsverden, som er alle til del, og som vi alle kan tale ud fra,” påpeger han, og mener samtidig, det er et spørgsmål om kommunikation: ”Hvordan gør man sit argument bedst gældende alment? Jeg tror egentlig ikke, folk generelt vil være skræmt ved tanken om, at verden er skabt. Men der er ingen tvivl om, at det er et stort problem at bruge ordet ’Gud.’ Folk forestiller sig alle mulige mærkelige ting, og det vil forstyrre klarheden om, hvad det er, vi taler om. Jeg er ikke så meget for, at man hælder nogle begreber ind, som der ikke på forhånd er en klar fælles forståelse omkring. Jeg vil hellere pege på et alment etisk perspektiv som det sted, vi kan mødes og tale om natursynet.”

Naturen som et kunstværk

Jakob Wolf foreslår, at vi ser naturen som et kunstværk: ”Hvis vi har det blik på naturen, at der udgår en etisk fordring fra alt levende om, at vi skal tage vare på det, tror jeg det ville hjælpe os at se naturen som et kunstværk – eller i analogi med et kunstværk. Man ser nogle helheder, nogle former, nogle farver – noget som er sat sammen på en bestemt måde. Hvis du ser en fugl, er det jo indlysende, at den ligner et kunstværk,” understreger Jakob Wolf og citerer Johannes V. Jensen: ”Naturen er aldrig banal.” Han henviser til farvesammensætninger i naturen: ”De er som regel temmelig geniale. Det viser sig også ved, at naturen er en enorm inspiration for alle mulige former for kunst.” Men Jakob Wolf vil gerne understrege, at naturen ikke er et kunstværk, men netop en analogi til et kunstværk: ”Der er det problem med kunstbegrebet, at kunst netop er noget ’kunstigt.’ Kunst er noget, vi laver, det er ikke natur. Men det er analogien, jeg er interesseret i. Det betyder, at noget ligner, men ikke er det samme. Og så er det ikke en religiøs påstand at se naturen som et kunstværk – det er noget, vi alle sammen gør.”

Han beskriver naturen som noget oplivende at være i: ”Hvorfor går vi ud i naturen? Det er da fordi, vi her ser noget, vi ikke selv har lavet. Det er godt lavet – og det er vi alle sammen enige om. Naturen er ikke noget, vi selv har skabt.” Han vil gerne frem til, at det netop handler om synet på naturen, og hvordan vi ser den: ”Hvis du ser den som et kunstværk, så ved du godt, at vi ikke må ødelægge kunstværker – dem skal vi tage vare på, fordi de er uerstattelige. Hvis vi gør alvor af, at vi faktisk ser det på den måde, så har vi naturen som et uerstatteligt kunstværk. Og det vækker selvfølgelig en varetagelse i os.” Han mener, vi for længe har set naturvidenskaben som den eneste rigtige beskrivelse af virkeligheden: ”Men jeg tror, at i det øjeblik, at vi ikke bare tillægger det naturvidenskabelige blik al autoritet, men i lige så høj grad tillægger vores umiddelbare erfaring af, hvordan vi oplever og ser naturen en ordentlig autoritet, så tror jeg også, det ændrer vores måde at omgås den på. Som man ser noget, behandler man det. Hvis du ser den som ingenting, så behandler du den også som ingenting. Hvis du ser den som værdifuld, så behandler du den også som noget værdifuldt,” siger han og understreger, at det handler om mere end pligt: ”Hvis det handler om selve kærligheden til noget, så ser man også på det uden pligt, fordi det netop fylder os fuldstændigt.”

Kirken skal sige noget helt andet

Bør kirken så ikke også komme på banen og forholde sig til natur og klimakrise? Det mener Jakob Wolf ikke. Ikke fordi, kristendommen ikke har en etik – det har den i allerhøjeste grad. Men fordi den er almen og ikke specifik: ”Kirken handler jo ikke først og fremmest om moral og etik. Det er ikke loven, men evangeliet, der er det vigtige her. Den moralske prædiken fylder helt enormt i medierne osv. Og hvis vi så går hen i kirken og skal høre endnu en moralprædiken, så er det lige før, vi går ud igen, ” siger han og understreger evangeliets betydning: ”Det vi ikke har hørt og kan sige os selv, det er, at det grundlæggende i verden slet ikke er moral, men nåde og kærlighed. Det transcenderer de moralske kategorier. Alt det med klima kører på højeste nagler ude i alle andre fora – i de folkelige og politiske organisationer. Og med god grund. Der skal man endelig give den fuld gas. Men kirken skal koncentrere sig om evangeliet, om kærligheden – og ikke om pligten og moralen.” I det hele taget er Jakob Wolf en smule træt af, at kirken altid kommer til at halte bagefter og gentage en ’verdslig’ dagsorden: ”Kirken er ikke relevant i verden ved at gentage verden, men ved at sige noget andet, end verden siger. Vi følger jo ikke alle de her etiske principper, som vi selv har sat os for. Og hvad så? Det siger vi ikke noget om. Men det viser jo, at vi alle er syndere, og det er der ingen, der forholder sig til almen-filosofisk. Her synes jeg netop, det viser sig hvad kirkens egentlige opgave er. Det er ikke at prædike, at vi er syndere, for det ved vi godt. At vi kommer til kort osv. Men kirken skal prædike syndernes forladelse. Den prædiker jo om en kærlighed, som man ikke hører om andre steder i verden. Det er fint at være en moralsk stemme i to sætninger, men så skal prædikenen også helst sige noget andet, som vi ikke kan sige os selv.”