Det er fantastisk, at der findes tusinder af forskellige sprog, der kan tale om Gud

Hvis du går om ad Nørregade i København, ligger der på hjørnet af Nørregade og Sankt Peder Stræde en tysk kirke. Den hedder Sankt Petri Kirke, og er den ældst bevarede i Københavns indre by. Helt tilbage fra reformationstiden er der blevet prædiket på tysk, og i dag er den en del af Den danske Folkekirke med gudstjenestefejringer, arrangementer, korsang, socialt samvær og meget mere. Menigheden tæller cirka 1000 sjæle.

Lige ved siden af kirken ligger også den tyske skole, som denne sene eftermiddag i maj viser sin aldeles levende side med en jævn strøm af børn, der bliver hentet af deres forældre.

Jeg har lavet en aftale med kirkens præst, Rajah Scheepers, om at mødes ved kirken, men bliver en smule urolig, da det aftalte tidspunkt bliver overskredet: Har jeg nu alligevel misforstået noget på mit gebrokne tysk? Der går dog ikke ret lang tid, før hun dukker op, storsmilende og meget undskyldende over at være blevet opholdt af en telefonsamtale. Hun viser mig ind i det store kirkerum, og spørger straks, om jeg vidste, at Struensee, ligger begravet i det tilstødende gravkapel?

Vi går gennem kirken og ind i et lokale ved siden af. Her står et flygel, stole er stablet, og en masse noder er spredt ud på nogle af bordene. Det viser sig, at der også er kor for både børn og voksne. Men lige nu er der ingen, og vi kan sætte os ved et frit bord med passende afstand. Det er jo stadig coronatider.

En følelse af hjemlighed

Men det er nu ikke den type afstand vi skal tale om. Vi skal tale om sproglig afstand, hjertesprog og den ’pinselige’ sproglige mangfoldighed, som lige nu er udfordret på et helt andet overordnet plan: Nemlig det aktuelle udspil fra regeringen om at tvinge fremmedsprogede trossamfund i Danmark til at oversætte deres prædikener til dansk i forsøget på at dæmme op for hadtale og radikalisering:
”Regeringen er bange for, at man i synagogerne, i moskeerne og i kirkerne prædiker noget, som er imod staten, og der på den måde vil opstå parallelsamfund. Men jeg mener ikke, at man skal mistænkeliggøre andre, fordi de taler et andet sprog. Man må forsøge at forstå hinanden på de forskellige sprog,” siger Rajah Scheepers, og fortæller om nogle af dem, der udgør den tyske menighed:
”De fleste tyskere, der kommer her til Danmark på grund af arbejde eller kærlighed, vil gerne have et stykke af deres fædreland her i gudstjenesten. Det er en følelse af hjemlighed for disse mennesker. Naturligvis forstår alle, der kommer til gudstjeneste her, dansk. Og de kan for det meste også tale på dansk. Men tysk er deres hjertesprog, og derfor vil de gerne fejre gudstjeneste på deres eget sprog. Det er virkelig vigtigt for mennesker at kunne høre Guds ord på deres eget sprog.”

Hun mener heller ikke, det varslede oversættelseskrav harmonerer med den ellers fine tradition for hjemlige menigheder i fremmede lande:
”Der findes danske menigheder over hele verden, der er tyske, franske osv. Jeg synes, det ville være slemt at leve i en verden, hvor der kun var ét sprog. For hvert et sprog er specielt. I gudstjenesten er det udtryk for, at man kan prise og beskrive Gud på mange forskellige måder. Jeg synes, det er fantastisk, at der findes tusinder af forskellige sprog, der kan tale om Gud. I ethvert sprog er der forskellige måder at beskrive Gud på. Da kristendommen opstod for over 2000 år siden, forsøgte man at forstå den græske filosofi sammen med den hebræiske verden, og det blev til en stor mosaik i forsøget på at beskrive og forstå Gud. Det er rigtig fint, synes jeg.”

Når vi lader os inspirere af hinanden, er pinsen til stede

Rajah Scheepers medgiver, at det kan være svært, når man ikke forstår hinanden:
”Men man kan også misforstå hinanden, når man taler det samme sprog,” som hun siger.

”Vi har endnu ikke pinse. Pinsen var en stor vision, hvor alle mennesker pludselig kunne forstå hinanden. Sådan er det ikke nu. Vi må til stadighed forsøge at forstå hinanden på forskellige sprog. Bibelen fortæller, at der var ildtunger, som satte sig på Jesu disciple, og som derved gjorde sig forståelige på mange forskellige sprog. Og når vi lader os inspirere af hinanden, og Helligånden er der, så er der pinse. Den er der momentvist. Den er der ikke hele tiden, men en gang imellem er den til stede,” siger hun og fortsætter:
”I Babelfortællingen forstod ingen hinanden, selvom de talte samme sprog. Det er det samme med os: Vi kan tale det samme sprog, men ikke forstå hinanden, fordi vi kan tale om det samme uden at forstå, hvad hinanden mener. Med pinsen er det modsat: Der er ikke tale om ét sprog, der passer til alle. Der bliver talt forskellige sprog, men alle forstår det på sit eget hjertesprog, sit modersmål. Og det er der en pointe med. At Gud skabte så mange forskellige sprog, er et spejl på Guds kreativitet, på Guds kompleksitet.”