Det danske sprog er det bedste

Det danske sprogs centrale placering

Grundtvig var besat af at udtrykke sig i både skrift og tale, og for ham var sproget ikke blot et middel til at formidle sine tanker. Han tillagde også sproget stor værdi i sig selv. Besynderligt nok er Grundtvigs sprog ifølge Flemming Lundgreen-Nielsen (Dansk Sproghistorie bd. 6, 2022) endnu ikke blevet grundigt udforsket.

I sit programskrift Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet fra 1836 placerede han sproget som et af danskhedens fire elementer: Konge, folk, modersmål og fædreland. Skriftet er delt op i to, så konge og folk blev behandlet sammen i den første del, og modersmål og fædreland blev beskrevet i den anden del.
 

De fremmede ville give mig ret

Grundtvig opponerede mod datidens danskeres nedprioritering af det danske sprog, og han sammenlignede det med udenlandske sprog: 

”Komme vi nu til Moders-Maalet, da er jeg saa gammel en Arbeider deri baade med “Mund og Pen”, at Man neppe vil nægte mig Stemme-Ret, [...]
Jeg troer saaledes virkelig, at alt Smukt og Godt lader sig oversætte paa Dansk uden at tabe det Mindste, medens det bedste Danske ei lader sig oversætte paa noget Sprog, end ikke paa Engelsk, uden i det Mindste at tabe det Halve, thi det gaaer med Hav-Fruens Sprog, ligesom med Havet, der er levende tilbunds og lige naturligt i alle sine mangfoldige Skikkelser: fra det mildeste Hav-Blik til den mest oprørte Sø-Gang. Dog, Man skrive kun frit Saameget heraf som Man lyster paa min Partiskheds Regning, thi jeg har dog endnu ikke truffet nogen Fremmed med mindste Stemme-Ret, der jo strax indrømmede, at Danmark, deiligst Vang og Vænge, Lukt med Bølgen blaa, er et meget smukt Land, og Dansken, især paa vort smukke Kiøns Læber, et sødt Sprog, i vore Skjalde-Bøger vidunderlig rigt og dybt, bøieligt og klangfuldt, saa blev Sagen rigtig drøftet, kan jeg neppe tvivle om, de Fremmede jo Alle, næst deres Eget, vilde prise Danmark og Dansken” (Det Danske Fiir-kløver, 1836)

Grundtvig lovpriser her modersmålets betydning vel vidende, at han ikke er en objektiv betragter, men at hans vurdering er partisk farvet af hans eget udgangspunkt. Tanken om, at de fremmede, hvis sagen altså blev rigtigt drøftet, ville give ham ret, må også ses i det perspektiv. Det er også ganske karakteristisk for Grundtvig, at han afviser oplysningstidens rationelle sprogbrug og griber helt tilbage til barokken i 1600-tallet og her finder en allieret i digteren Laurids Olufsen Kok (1634-91), der i 1690 skrev den smukke sang Danmark, dejligst Vang og vænge, som Grundtvig nogle år senere, i 1848-50, bearbejdede og gjorde til den sang, som i dag er nr. 512 i Højskolesangbogen.

Det kønnede sprog

Når Grundtvig taler om det, der i dagens politisk korrekte kønsneutrale terminologi ofte kaldes førstesprog, skriver han enten ’Moders Tunge’ eller ’Modersmaal’, ofte skrevet Moders-Maal med bindestreg, og han kombinerer det danske sprog med feminine værdier og omtaler det som sødt, smukt, bøjeligt og blødt. 

Det var ikke almindeligt på det tidspunkt at opfatte det danske sprog som noget feminint. Ludvig Holberg (1684-1754) brugte fx både betegnelserne ’Fædernelands Maal’ og ’Moders Maal’, mens forfatteren Steen Steensen Blicher (1782-1848) i sangen Mit Modersmaal fra 1840 skelner mellem ’Moders Maal’, der er knyttet til ”De første Toner søde, der Barneøret i dets Vugge møde” og ’Min Faders Maal’ som er ”Hin faste Alvorsstemme”, og digteren og oversætteren Christian Wilster (1897-1848) brugte i 1827 i digtet Ludvig Holberg udtrykket ’Fædrenes Tunge’: ”Han lærte de danske, at Dansken er fød / at tale med Fædrenes Tunge.”

Sproget er folkeligt

Grundtvig opfattede det danske sprog som noget, der er knyttet til det danske folk. Om skjaldene, de danske digtere, skrev han i Det Danske Fiir-Kløver:

”Med Øret, som dertil dannedes under Moders Hjerte, opfangede de dog vel hos Folket hvad Folket forstaaer og erkiender for Sit, eller smeddede de Nyt af samme Malm og med samme Klang, da var det dog vel Folke-Aanden, som lærde dem den Konst.”

Denne tanke kan man genkende i flere af hans populære sange: Allerede i 1837 skrev han sangen Moders navn / som lever i folkemunde, i sangen Ingen har guldtårer fældet fra 1855 synger vi om ”Ordets klang i folkemunde,” og i sangen Jeg gik mig ud en sommerdag fra 1847 synger vi ”På folkets modersmål, med Danmarks tunge.”

Grundtvig beskriver i sangen Moders navn fra 1837 sproget som det, der skaber fællesskab mellem mennesker: ”Modersmål er det rosenbånd, / som store og små omslynger,” og han ser også sproget som det, der forbinder danskere i fortid og nutid: I sangen Der er hel underligt et sprog fra 1816 hedder det

”Der er hel underligt et Sprog 
hun har, den Dane-sage,
hun taler kun så jævnt og dog
så snildt om gamle Dage.”

I stedet ønskede han at bygge videre på det levende sprog, hvormed han forstod det sprog, der blev talt i folket, og ikke var forgiftet af det latinske sprog.

Han gav sig til at indsamle ordsprog og udgav i 1845 bogen Danske ordsprog og mundheld, og han inspirerede sin søn Svend Grundtvig til at opsøge folk, der kunne fortælle, nedskrive og udgive gamle danske folkeeventyr.

Lav stil

Grundtvig var meget genrebevidst, og der er markant forskel på de ord, han vælger i de forskellige genrer. I heltedigtet Bjarkemaal anvender han fx ord som ’Søvne-tryne’, ’Fjog’ og ’Grunker’, som han næppe kunne drømme om at anvende i salmerne og sangene.

Stavefejl og forkert ordvalg

Det kunne se ud, som om Grundtvig beskæftigede sig indgående med det danske sprog i alle dets facetter: Sproghistorien med de nordiske paralleller, det folkelige talesprog med dets ordsprog og vendinger, sangsproget, det politiske sprog, salmesproget og det kirkelige sprog. På alle disse områder har Grundtvig tænkt og talt og skrevet. Der
er dog ét sprogligt område, han undgik hele livet. Intet kunne interessere ham mindre end ’Grammatikalsk Fuldkommenhed’ og ’Lexikalsk Fuldstændighed’. Dette område kunne ’Dødens skole’ og dens tilhængere have i fred.

Modstand mod latin

Grundtvig lærte at læse og skrive latin som ganske ung, han blev dygtig til det og havde på et tidspunkt sågar en plan om at skrive en disputats på latin om kong Knuds ret til at kalde sig den Store. I 1807 udarbejdede han en artikel med titlen Om Religion og Liturgie, men i 1814 kritiserede han selv artiklens ”storagtige Stil og de brammende Konstord, [som] vare fremmede Fjere, hvormed Forfængeligheden brystede sig,” og herefter blev han en arg modstander af latin. I Det danske Fiir-Kløver skrev han, at han ”endnu [havde] Smagen i Munden af den forgiftige Latin, jeg for en heel Menneske-Alder siden spyttede ud.”

Han skelnede mellem datidens latinskole, som han kaldte ’en skole for døden’ i modsætning til den højskole, han ønskede at skabe, der skulle være ’en skole for livet’ og betjene sig af det danske sprog med vægt på talesproget. Han afskyede latin i en sådan grad, at han forhindrede sin søn, den senere så kendte folkeviseindsamler og ordbogsforfatter, Svend Grundtvig (1824- 1883), at lære latin, selv om det betød, at drengen ikke blev student og derfor ikke kunne komme ind på universitetet.

Grundtvig blev med årene mere og mere optaget af en sproglig purisme, der ønskede at rense det danske sprog for fremmedord.

Grundtvigs purisme i praksis

Grundtvig var purist af to grunde. For det første mente han, at en blanding af ord fra mange sprog var uskøn, og for det andet har tanker og følelser ifølge ham kun ”deres Fynd og Klarhed for os alle paa Modersmaalet.” I tidsskriftet Danskeren (1848-1851), og da han i perioden 1848-1866 med kortere afbrydelser sad i Rigsdagen, udarbejdede han en liste over afløserord, altså danske ord, som han foreslog brugt i stedet for en række ord af fremmed oprindelse. Det var langt fra alle Grundtvigs forslag, der blev ført ud i livet. Her er en række eksempler på Grundtvigs afløserord:

anarki – gadedrengeherskab, tøjlesløshed, canoniseret – løftet til skyerne, circulaire – omgangsbrev, bureaukrati – skriverstueherskab, demokrati – selvrådighed, desertere – rømme, egoisme – jeghed (inspireret af det tyske ’Ichheit’), inqvisition – undersøgelse, klassiskhed – folkefjendsk, konstitution – grundlov, principmæssig og regelret – efter en snor, rationalisme – selvklogskab, revolution – omsving, omvæltning, upartisk – ligegyldig.
 

Grundtvigs forhold til det tyske sprog

Grundtvigs modstand mod at anvende det latinske sprog var dog noget mindre følelsesladet end hans – til aggression grænsende – modstand mod tysk.

Hele Grundtvigs levetid var præget af krige mellem Danmark og de tysktalende naboer mod syd. Grundtvig var trods sit indgående kendskab til tysk filosofi og litteratur interesseret i en nordisk alliance, og sprogvidenskaben var en vigtig kampplads for identitetsfølelsen. Den tyske sprogforsker Jacob Grimm (1785-1863), der i dag er mest kendt for de folkeeventyr, han og hans bror Wilhelm Grimm (1786-1859) indsamlede og udgav, anså det danske sprog som en germansk dialekt på linje med fx hessisk og holstensk.

Det brød man sig ikke om i Danmark, for hvis det danske sprog var tysk, var danskerne også en slags tyskere, og så kunne det selvstændige kongedømme lige så godt anses for et tysk rige. Grundtvig ønskede at betone den nordiske vinkel på den danske identitet og udarbejdede værket Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren, som udkom i 1808, og var på den måde med til at støtte den voksende interesse for det nordiske. I 1811 blev der udskrevet en prisopgave med formuleringen ”med historisk Kritik at undersöge og med passende Eksempler at oplyse, af hvilken Kilde det gamle skandinaviske Sprog sikrest kan udledes.”

Prisopgaven blev besvaret af en ung studerende ved navn Rasmus Rask, og Grundtvig jublede, da han vandt prisen ved at påvise, at de gamle skandinaviske sprog havde en række træk til fælles med det gamle islandske sprog, som ikke fandtes i det tyske sprog, og at dansk derfor burde betragtes som en særlig del af de nordiske sprog og ikke som en tysk dialekt. Et af disse træk var den efterstillede bestemte artikel. Hvor man på tysk, fransk og engelsk har foranstillet bestemt artikel som i ’das Haus’, ’la maison’ og ’the house’, har man på dansk efterstillet bestemthed i ’huset’, som på islandsk, norsk og svensk (dette argument har fået nogle til at hævde, at de jyske dialekter skulle anses for at være tyske, da man her skelner mellem ’a hus’ (et hus) og ’æ hus’ (huset), men den diskussion lader vi ligge her).

Grundtvig støttede Rask, der i øvrigt var døbt Rasch, men valgte at fordanske sit navn, men faktisk brugte Grundtvig selv den foranstillede bestemthed i sin digtning som fx i det digt, han skrev om Københavns bombardement i 1807, hvor englænderne tog hele den danske flåde. Ordet ’snekke’ betegner en af vikingernes skibstyper.

”De snekker de mødtes i Kveld paa Hav, 
og Luften begyndte at gløde.
De leged alt over den aabne Grav,
Og Bølgerne gjordes saa røde.”

(her citeret efter Dansk Sproghistorie, bd. 6, 2022)

Rasks sprogvidenskabelige forskning gjorde om muligt Grundtvig til en endnu mere entusiastisk dyrker af nordisk mytologi og bekæmper af dem, der mente at kunne finde rester af dyrkelse af Odin og Thor på tysk grund.

I Det danske Fiir-Kløver skrev han, at han altid havde skyet at blive præget af det tyske sprog, at ’tydskes’, som han kaldte det, og han brugte det som et skældsord. Fx hedder det i Poetiske Skrifter fra 1880-1929 om børn, der opdrages i tyske miljøer:

”ej med Nordens Tunger
tyskes op som Djævleunger.”

Og i tidsskriftet Danskeren, Et Ugeblad, samlet og redigeret af Nik. Fred. Sev. Grundtvig hed det i 1848 om brugen af det tyske sprog i Danmark: ”De Fremmede tydsker op imellem os.”

Han synes, at tyskerne skal lade danskerne ”nyde vort Eget i Fred,” og i sit sprog begrænser han brugen af tyske låneord. Han undgår fx ordet ’sprog’, der jo er beslægtet med det tyske ord ’Sprache’ og anvender i stedet enten de gamle nordiske ord ’mål’ eller ’tunge’.

Ordet ’ordsprog’ skaber dog problemer for den puristiske Grundtvig, fordi man i den ældre danske tradition ikke skelnede mellem folkelige ordsprog, faste vendinger, oversatte citater m.m. Der eksisterede ikke et passende dansk ord. Han forsøgte sig med ordet ’mundheld’, hvor han griber tilbage til det oldnordiske ’orðheil’, og kalder sit værk om ordsprog fra 1845 Danske Ordsprog og Mundheld samlede og ordnede af Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, men da han i bogen ikke skelner mellem ordsprog og mundheld, kan man forestille sig, at ordet ordsprog har været nødvendigt her af pædagogiske grunde.

Ordet ’mund’ er strengt taget også beslægtet med tysk, men Grundtvig accepterede tyske ord, ”når blot de havde nogle århundreders borgerret på dansk” (Den Danske Sproghistorie 6, ekstramateriale 266).

Grundtvig i oversættelse

At oversætte Grundtvigs skrifter til engelsk er en ganske svær opgave, og de oversættelser, der findes, er i høj grad udarbejdet og finansieret af danskere. At oversætte Grundtvig til tysk burde være en forholdsvis overskuelig opgave. Godt nok brugte Grundtvig meget tid på at finde afløserord for at slippe for at bruge ord og udtryk af tysk oprindelse, men de fleste lader sig dog oversætte direkte til tysk. ’Et Maal’ er ’eine Sprache’, et ’Modersmaal’ er ’eine Muttersprache’, et ’Mundheld’ er ’ein Sprichwort’ og ’folkelig’ er ’völkisch’. Ups, völkisch dur absolut ikke på moderne tysk. Begrebet er præget af den tyske filosof Johann Gottfried Herder (1744-1803), der opfandt den ægte folkelige kunst eksemplificeret med ’das Volkslied’ (folkevisen). Grundtvig havde i sin ungdom lært sig tysk, og han havde studeret Herders tanker med stor interesse. Problemet er så bare, at det gjorde de filosoffer, der prægede den tyske nationalsocialisme også, og netop tankerne om det noget, der er knyttet til det almene folk i et bestemt område, blev gjort til et kardinalpunkt i den nationalsocialistiske ideologi.

Også Grundtvigs forestillinger om sammenhængen mellem folket, sproget og landskabet kan skabe panderynken hos historiebevidste tyske læsere. Hos Grundtvig hed det fx i hans store tale ved vinterskolens åbning på Marielyst Højskole i 1864:

”Ligesom derimod Tyskland er et meget stort Fastland med Bjerge og Dale, hvor alt gaaer i Bakker og Hulveie, og hvor Strand og rum Sø mangensteds ikke engang kiendes af Navn, saa har Indbyggerne for en stor Deel ganske andre Sysler og Næringsveie end vi, og det har tillige med Tyskernes Vrantenhed og Lyst til at prale havt saadan en Indflydelse paa deres Tungemaal, at deres Talemaade og Skrivemaade er saa haard og knudret, indviklet og høitravende at naar Danske Folk vil tyske op, da maa de vride Munden, saa den er nær ved at gaae af Hængslerne, og giør sig kun til Nar især for Høityskerne.”

Nej, Grundtvig mente ikke det samme som nazisterne, og han kan på ingen måde tages til indtægt for nazisternes forbrydelser, men når man oversætter hans tanker til tysk, er det svært at slippe udenom at bruge begreber, der også i dag skaber meget uheldige konnotationer. Dette er måske en af grundene til, at Grundtvigs tanker aldrig har vundet fodfæste syd for grænsen, og at man her, når man anvender ordet ’Volkshochschule’, der er en direkte oversættelse af det danske ’folkehøjskole’, udelukkende tænker på det, vi kalder en aftenskole, altså en skole, hvor voksne kan tage kurser i fx italiensk og finere madlavning.

N.F.S. Grundtvigs skrifter er uløseligt forbundet med det danske sprog.