Et demokrati bliver så utrolig meget bedre at leve i, når der er en høj grad af åndsfrihed

”Det er sindssygt vigtigt, at ordene demokrati og åndsfrihed hænger sammen. Og det er også derfor, vi henviser til folkeskolens formålsparagraf, hvor der står, at skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati,” siger Ingrid Ank.

Hun mener godt, man kan have et demokrati som ikke har åndsfrihed, og som sådan set bare er en demokratisk styreform med flertalsafstemninger osv.:

”Men hvis man sætter de to ord overfor hinanden, så har man et frit demokrati. Så har man et demokrati, hvor man også må kritisere demokratiet. Det bliver først et frit samfund, når man også må kritisere det man er i, endda selvom man måske ikke lige kan forestille sig noget bedre. De to ord – åndsfrihed og demokrati – holder hinanden i snor. Jeg kan ikke forestille mig et samfund med åndsfrihed, som ikke er et demokrati. Men samtidig ligger der i åndsfrihedstanken, at man gerne må kritisere demokratiet. Dermed bliver det et samfund med enormt højt til loftet. De trækker i hinanden de to ord og har brug for at stå sammen.”

Daniel Toft Jakobsen er enig i, at man godt kan have et demokrati uden åndsfrihed og uddyber:

”Det er måske det, vi er lidt på vej i retning af i Danmark. Og det er jo en af grundene til, vi har skrevet bogen, fordi vi synes, at demokratiet bliver så utrolig meget bedre at leve i, når der er en meget høj grad af åndsfrihed. Et demokrati er for mig ikke bare, at man stemmer hver fjerde år og flertallet bestemmer, hvem der skal være regering. Det er også en måde at omgås hinanden på, og en måde at omgås det, at vi er forskellige på. Og her giver den åndsfrihedstradition, vi har i Danmark, bare en rigtig god tilgang til det, at vi er forskellige. Der skal være frihed til at være forskellige, men også frihed til at kritisere det, man er forskellig fra. Men med ordet og ikke sværdet, som Hal Koch ville have sagt.”

Angsten for religion og stærke holdninger

Daniel Toft Jakobsen mener, at netop friheden til at tænke og tro forskelligt er under pres herhjemme. Både generelt, men i særlig grad også blandt folketingspolitikerne på Christiansborg:

”Der er en tendens til, at der bliver sat lighedstegn mellem det at have en tro og så en eller form for religiøs ekstremisme. Det er et meget farligt lighedstegn at sætte, for så gør man en meget stor del af befolkningen – og nogle tanker som skal være helt frie – til noget farligt.”

Han peger på nogle helt konkrete lovforslag, som illustrerer dette:

”Det at ville forbyde religiøse symboler i f.eks. folkeskolen er et eksempel, ligesom den her ’imampakke’ (vedtaget i 2016, red.) indeholdt forskelsbehandling om, hvad man må sige i religiøse sammenhænge i modsætning til i alle mulige andre sammenhænge.”

Alt sammen er det, ifølge Daniel Toft Jakobsen, noget, der presser åndsfriheden:

”På Christiansborg er der flere og flere, der siger, at vi skal passe på ikke at blive værdirelativister. Og det er jeg sådan set enig i. Men der er for mange, som ud fra en fuldstændig fair holdning om, at værdirelativisme er noget skidt, slutter til, at fordi der er nogle værdier, der er bedre end andre, så skal vi give frihed til de gode værdier og ufrihed til de dårlige værdier. Den kobling fra ikke at ville være værdirelativist til at bruge magt og lovgivning i kampen mod de værdier man ikke kan lide, det er en farlig tendens i forhold til åndsfriheden. Jeg mener heller ikke selv, at alle værdier er lige gode, men netop derfor, er det vigtigt at give frihed for alle værdier, så vi kan tage kampen – eller åndskampen om man vil – om rigtigt og forkert, sandhed og løgn med fredelige midler og ikke magt og lovgivning. Friheden er hele forudsætningen for, at vi alle sammen kan blive klogere og søge sandheden,” siger Daniel Toft Jakobsen

Den frihedselskende Grundtvig

Netop sandhedsspørgsmålet var meget vigtigt for én af de helt store frihedstænkere herhjemme, nemlig N.F.S. Grundtvig (1783-1872), der ofte bliver henvist til i bogen:

”Hvis vi skal have sandheden frem, så er vi nødt til at have friheden til at få den frem. Hvis vi på forhånd definerer, hvad du må sige eller ikke sige, så kan vi ikke finde ud af, hvad der er sandt,” siger Ingrid Ank og fortsætter:

”En nutidig måde at eksemplificere dette kunne være diskussionen om screening af ansøgere om statsborgerskab. Vi vil gerne have, at langt de fleste ansøgere går ind for ligestilling, demokrati m.m., men hvis vi stiller det som et krav, at man skal have disse holdninger, så får vi helt sikkert en masse ansøgere, der siger, de går ind for ligestilling og demokrati – og hvad de virkelig mener, finder vi ikke ud af. Grundtvig insisterer på friheden, og for ham er frihed nærmest synonym med liv, men det er samtidig ikke en rummelighedsdiskussion, Grundtvig var fortaler for à la: ’nå men, vi skal alle sammen være her’. Nej, han var fortaler for, at vi er nødt til at kunne få plads til at diskutere og blive klogere på, hvad der er op og ned, og hvad der er godt og skidt.”

Ingrid Ank er til stadighed fascineret af, hvor skarp Grundtvig i løbet af sit liv blev på, at frihed er farligt, og at vi vil frihed:

”De to ting, kobler han sammen,” fortæller hun.

Frihed er farligt

At frihed er farligt, er derfor ingen ny opdagelse, og Ingrid Ank mener derfor heller ikke, at man kan bruge argumentet om, at det er naivt at give frihed til værdier, synspunkter og personer, som potentielt har farlige holdninger:

”Heller ikke Grundtvig var blind for, at frihed selvfølgelig er farligt. For hvis frihed er frihed, så betyder det også frihed til at have sindssyge synspunkter. Ellers er det ikke frihed. Og her kan jeg egentlig godt tænke, at det er da er en okay arv at stå på skulderen af. At det er med åbne øjne vi ser på, hvad frihed er. Grundtvig blev mere og mere frihedsmenneske i sit liv, og i nogle af de udtalelser han kommer med, er det helt tydeligt, at han selvfølgelig er helt klar over, at misbrug af frihed er en del af pakken: At når man giver frihed, så er der nogen, der bruger den til noget, man ville ønske de ikke brugte den til. Det ved enhver, der har teenagebørn. Så svært er det ikke at forstå. Ellers er det ikke frihed – så skal vi kalde det noget andet. Dermed ikke sagt, at friheden ikke er nødt til at have nogle grænser, men hvis vi vil kalde det frihed, skal den også gælde synspunkter og overbevisninger, vi ikke kan lide.”

Ingen halalhippie eller pladderhumanist

De to forfattere er meget bevidste om at skelne mellem åndsfrihed og tolerance, som er noget de gør meget ud af at pointere og uddybe i deres bog:

”Jeg kan godt være lidt nervøs for, at der er nogen, der misforstår vores ærinde: At nogen læser den som en pladderhumanistisk bog om, at vi skal kunne være her alle sammen, og det ene værdisæt vel kan være lige så godt som det andet. Den der form for tolerance hvor alt bare bliver lige godt. Det ville jeg være ked af, for det gør vi os virkelig umage for at sige, at det ikke er det, som det handler om,” siger Daniel Toft Jakobsen og uddyber:

”Vi vil jo gerne styrke samtalen i Danmark om åndsfrihed, for det er der brug for. Der er flere og flere, der glemmer, hvad det betyder. Det står i folkeskolens formålsparagraf, men der er færre og færre, der kender ordet og ved, hvad det indebærer.”

Han mener, at åndsfrihed handler om, at vi skal kunne være her som de hele mennesker, vi er:

”Det handler om en fri samtale, men det handler faktisk også om en ærlig samtale. Det handler netop om friheden til også at kritisere, og også til at kritisere rigtig hårdt, når der er noget, nogen står for, som man er uenig i.”

Daniel Toft Jakobsen håber derfor, at bogen kan være med til at starte en samtale om åndsfrihed:

”Men jeg vil da håbe, at det sker ud fra, at man har læst den, og ikke ud fra en misforstået opfattelse af, at vi er nogle halalhippier, der mener, at hvis vi bare snakker længe nok om tingene, så skal vi nok blive enige alle sammen til sidst.”

Frihed er en gigantisk dannelsesopgave

Den meget liberale tilgang til åndsspørgsmål kalder dog også på ægte dilemmaer:

”Der er jo mennesker, der ikke har en stemme. Eller sagt på en anden måde: Hvordan bliver man stærk nok til at have en stemme i åndsspørgsmål? Der er ingen tvivl om, at der er mennesker, der har lettere ved at få taletid end andre. Og der er mennesker, som føler sig trynet, eller som ikke har den samme platform som andre mennesker af alle mulige forskellige grunde,” siger Ingrid Ank.

Men hun pointerer samtidig, at svaret ikke skal være, at vi så må lave noget mere lovgivning i forhold til, hvad må man sige, og hvad man ikke må, og hvem må man træde på eller ikke:

”Altså jeg synes på ingen måde, det er svaret. Men jeg synes omvendt heller ikke, det er en samtale, der nogensinde skal slutte i forhold til, hvordan vi får en ordentlig samtale. Hvordan vi tager hensyn til hinanden. Hvordan vi ser det, vi ikke ser. Den samtale bliver vi aldrig færdig med. Med frihed følger en gigantisk dannelsesopgave. Det er jo derfor vi sender børn i skole, blandt andet. For det er da netop en kæmpe opgave at håndtere frihed.”

I denne sammenhæng peger Ingrid Ank også på journalisters ansvar:

”Chefredaktør for Zetland Lea Korsgaard har kaldt meget af journalistikken for konfliktunderholdning: Man har ét synspunkt og så har man et modsat synspunkt. Og så sætter man de to parter til at skyde på hinanden, og så er vi alle sammen underholdt. Men det, vi bliver klogere af, er jo nuancerne. Tvivlen og diskussionen.”