Da vi så billedet af Jorden fra rummet, blev vores syn på os selv og vores placering i verden ændret

I øjeblikket er det, som om verden holder vejret hver morgen: Hvilket drama på den anden side af Atlanten vågner vi op til? Hvem er gået fra at være ven til at være fjende hen over natten (og omvendt), og hvilke klimaaftaler er verdens mægtigste nation nu trådt ud af? Kun fantasien sætter grænser for kæberaslerne.

Men Katherine Richardsons kæber vil ikke kun rasle – hun vil også insistere på, at noget godt er i gang, som ikke kan stoppes. I hvert fald når det kommer til den grønne omstilling. Som professor og leder af et interdisciplinært forskningscenter om interaktioner mellem klimaet, naturen og mennesker på Københavns Universitet er den grønne omstilling omdrejningspunktet for hendes forskning og noget, der ligger hendes hjerte meget nær. Hun siger, at vi ’står med ryggen mod muren’, men samtidig også: ”Jeg er nødt til at tro på, at den grønne omstilling går i den rigtige retning. Jeg har børn og børnebørn, og jeg ville ikke bruge 70 timer om ugen på det her, hvis ikke også jeg troede på det,” slår hun fast. Så når alle de danske journalister fokuserer på, at Trump nu er blevet genvalgt, og at han siger: ’drill, baby, drill.’ [bor, baby, bor, red.] til olieindustrien, og dermed nu ødelægger klimaet helt, siger Katherine Richardson: ”Nej! En 78-årig mand kommer ikke til at stoppe den grønne omstilling,” understreger hun og fortsætter: ”Her i landet har vi en klimaminister, der siger, at vi er nødt til at have 80 procent af befolkningen med ombord i den grønne omstilling. Men det er noget vås! Al empiri siger, at hvis du har mellem 15 og 30 procent af befolkningen med ombord – lidt afhængig af, om der er repræsentanter fra alle lag i samfundet, som har den holdning – så kan du ikke standse omstillingen.”

Men hvad så med tidsfaktoren? Har vi ’råd til’ at bruge så lang tid på omstillingen, før alle er med, selvom vi er godt i gang? Og ja, ”der vil være støj i systemet,” som Katherine Richardson udtrykker det, ”men det er lidt ligesom, når vi kigger på AMOC – altså havstrømmen, der bringer varme op til os ved at transportere varmt vand fra troperne mod Arktis – så kunne dens adfærd godt tyde på kollaps, fordi den er blevet lidt mere langsom til at transportere havstrømmen. Men det er variabiliteten, der er udfordrende. Ligesom når vejret meget pludseligt går fra minus femten grader til plus femten. Det sker i komplekse systemer, før de kollapser, eller før de får det her store skift. Det må man også forvente i den grønne omstilling. Der vil være nedtur og optur, og det kan gå meget langsomt i starten. Men det kan også pludselig gå hurtigere og hurtigere. Se bare på elbil-salget i Danmark. Det er foran alt det, man overhovedet havde forestillet sig. Vi har en tendens til at tænke i lineær udvikling, der præcist kan forudse, at når vi er her nu, så vil vi være dér om 30 år. Men udviklingen kan sagtens tage fart, så den sprænger den lineære linje.”

Hun er med på, at hvis vi bare fortsætter i det tempo, vi har nu, så når vi det på ingen måde. ”Men det er derfor, jeg kæmper den her kamp. Jo flere, der er med, jo hurtigere kan det gå. Og derfor er formidlingen så vigtig.”

Fra organismer til økosystem – fra silotænkning til systemtænkning

Vi træder et skridt tilbage, for ideen med Mands Minde-foredragene er netop, at man kaster et blik på nogle af de samfundsmæssige begivenheder, der har været med til at skabe sammenhænge og forme den tid, foredragsholderen selv er en del af. Så hvorfor fremhæver Katherine Richardson et billede fra rummet af Jorden i 1968? Hun er ikke i tvivl: ”En fjerdedel af menneskeheden så med dengang i 1968, da vi så vores planet udefra. Vi så, at vores planet er lille, isoleret og sårbar – der er ikke nogen navlestreng, der kan tilføre flere ressourcer, når vi har brugt dem, der er. Og vi kan ikke komme af med vores affald.”

Hun peger på, at mennesket i 2500 år har placeret sig selv over naturen uden sans for, at naturen havde noget behov. Og at den tænkning i hendes egen levetid er begyndt at vende: ”Vi er i højere grad gået fra silotænkning til en systemtænkning, hvor vi nu fokuserer på, at vi ikke kun er organismer, som Darwin overbeviste os om, men at vi også er en del af et økosystem. Jeg tror, billedet af Jorden set fra rummet har haft enorm betydning for den måde, vi ser på os selv og vores placering i verden.”

Hun beskriver silotænkningen nærmere som den videnskabelige tilgang, der fokuserer på isolerede dele, og systemtænkning som ser sammenhænge videnskaber imellem – altså at livet på Jorden ikke kan deles op i adskilte kasser, men at alt liv på Jorden hænger sammen i et cirkulært økosystem. ”Og her tror jeg faktisk, at vi, der forsker i havet, har været bedre til at tale sammen på tværs af discipliner end dem, der forsker på landjorden. For i havet er det sværere at identificere de enkelte organismer, fordi de er så små, at du ikke kan se dem med det blotte øje. Derfor har vi været nødt til at lave nogle målinger på noget vand, som både indbefatter fx biologiske målinger, kemiske målinger og geologiske målinger. Til gengæld har vi svigtet i den forstand, at vi ikke taler sammen med dem på landjorden og omvendt,” siger Katherine Richardson. Hvis vi gerne vil forstå livet på jorden, så er det nemlig vigtigt, at vi forstår de forskelle, der er på livet i havet og på landjorden.” Og forskellene er store, forklarer hun: ”Darwin påpegede jo, at adgang til ressourcer og mad er ret vigtigt i forhold til evolutionen på landjorden. Derfor har nogle arter
fingre, nogle har korte næb, nogle har lange næb osv. Men i havet er det anderledes. Her bringer vandet næring og ressourcer til dig. Så adgang til ressourcer er ikke noget problem. Til gengæld er der sindssygt farligt i havet.
Af samme grund forsøger organismer at gøre ting, som kan sørge for, at de ikke bliver spist. Hvis du ser på en hummer og en reje og en vandloppe, så ligner de hinanden rigtig meget. Betyder det, at de er genetisk beslægtet? Nej, det gør det ikke. De er meget langt fra hinanden,” siger hun. ”Men de er én stor springmuskel, så de kan komme væk og sørge for, at de ikke bliver spist.”

Vi kan ikke dyrke havet, og vi kan ikke drikke det

Der var også noget andet, det første billede af Jorden fra rummet viste med stor tydelighed. Nemlig, at havet udgør en væsentlig større del end landjorden: ”Jorden burde i virkeligheden have heddet Havet,” siger Katherine Richardson og tilføjer: ”Det er her, livet begyndte. Og det er livet, der gør denne planet så unik.” Hun beskriver havet som noget, der stadig er meget ukendt for os. ”Og det ukendte er altid fascinerende, især hvis det er en lille smule farligt, som havet jo i den grad er.”

”Men havet er også en del af vores kultur,” siger hun og uddyber: ”Du har kirkeskibene i landets kirker som symbol på menigheden, der sejler ånden fra et sted til et andet. Måske på farefuld færd, men med Kristus som kaptajn. I det hele taget har skibe på havet været vigtige for opbygningen af Danmark,” siger hun og tilføjer så: ”Havet er også en del af vores forhold til livet. Jeg tror, at havet betyder meget mere for os, end vi måske umiddelbart aner. Tænk på Karen Blixen, der i Syv fantastiske fortællinger beskrev vores forhold til havet som noget mærkeligt: ”Vi kan ikke dyrke det, dets vand kan vi ikke drikke, i dets favn dør vi. Og dog, når vi er borte fra havet, føler vi, at noget af vores egen sjæl tørrer i os, forsvinder som en opskyllet gople i det tørre sand.” Havet er svært at forstå, fordi vi ikke kan se, hvad der foregår i det på samme måde som på landjorden.”

En hurtig opremsning af brændenælder, roser, kaktusser og tropisk regnskov illustrerer, ifølge Katherine Richardson, at vi ikke har svært ved at forstå, at det gør en enorm forskel for kulstof, for fødekæde, ja for det hele, om det er den ene eller den anden af de omtalte planter: ”Men alle de nævnte planter er genetisk set ret ens. De er fra én gren af livets træ. Mens de der små fytoplankton [mikroskopiske alger i havet, red.] findes på ni forskellige grene af havets træ. Det betyder, at de er så meget mere forskellige, end landplanter er fra hinanden. Og tænk, hvad de store forskelle i landplanter betyder for det hele. Så når vi ændrer temperaturen i havet, bliver det et fuldstændig anderledes plantesamfund, end før vi mennesker kom ind i billedet. Når havet skal optage mere CO2 i vandet, ændrer det også på, hvilken biodiversitet du har. Den er vi ved at ændre enormt på, uden at vi overhovedet kan se det, og derfor har vi sværere ved at respektere det. Men det svækker havets evne til at tage CO2 ud af atmosfæren og gør havets evne som ’buffer’ til klimaforandringerne ringere. Havet har nemlig i hele Jordens historie været den helt store klimaregulator.”

Forældreskoler

Gennem samtalen med Biesta bliver det klart, at han ikke er typen, som peger fingre. Dermed ikke sagt, at Biesta er ukritisk. Så langt fra. Men som man får indtryk af – i øvrigt også i hans forfatterskab – løber der også altid en konkret og løsningsorienteret åre gennem hans analyser. Det gælder også i hans indstilling til forældreproblematikken: ”Hvordan gør vi i et [neoliberalistisk, red.] samfund med alle disse impulser, der tilskynder os til at sætte vores egen interesse først? Jeg kender til skoler, som for at komme i samtale med forældrene om dette har oprettet, hvad de kaldte forældreskoler, hvor moderne forældre har mulighed for at tænke langsomt over, hvad de laver, og hvad deres ansvar er, og hvordan det relaterer til skolen og skolens muligheder.”

Tiltaget skal ikke forstås som en totalitær modpol til neoliberalismen, hvor staten dikterer teksten for forældrene. Men for at håndtere problematikken fandt skolen, at der var brug for tid til at tage samtalen: ”Skolen oprettede et program til at undervise forældrene. Ikke på en meget ligefrem måde, men ved at hjælpe dem med at have en god samtale om, hvad det vil sige at bære et pædagogisk og uddannelsesmæssigt ansvar. Det er interessant, fordi det rejser spørgsmålet, hvor forældre egentlig finder ud af, hvordan de kan eller bør relatere sig til skolen? Der er ikke mange steder, hvor det sker eksplicit, så du får en masse kopieringsadfærd i stedet for, at du siger: ’Ja, lad os gøre sådan. Lad os tage os tiden til det!’”

Omstilling er ikke kun teknologiske ændringer, men også sociale tipping points

Hvis vi skal forstå livet på Jorden – og dermed også, hvordan vi omstiller os – er det vigtigt at forstå forskelle mellem livet i havet og på Jorden. Men det er ikke det eneste, ifølge Katherine Richardson: ”For at lave grøn omstilling er det ikke nok at fokusere på de enkelte brikker i puslespillet. Man skal også fokusere på, hvordan brikkerne passer sammen.” Det er med andre ord det, Katherine Richardson kaldte for ’systemtænkning’: At vi skal respektere at være en del af et økosystem, og at den deraf følgende omstilling er uundgåelig:

”Naturen har trods alt klaret sig på en planet med begrænsede ressourcer i 3,5 milliarder år. Hvordan har den gjort det uden at løbe tør for ressourcer?” spørger hun og svarer: ”Det har den gjort ved at lave en 100 procent cirkulær økonomi. Vi ved godt, hvad der skal til.” Og det, der skal til, er ikke kun teknologiske løsninger – for ”der er ikke nogen teknologi, der er bæredygtig i sig selv. Det er hvordan vi bruger den, der kommer til at betyde, om den bidrager til et mere bæredygtigt samfund,” siger hun og giver et eksempel: ”For cirka20 år siden besluttede de i EU at gøre noget ved vores privatbilisme, fordi den belastede klimaet for meget. Så der blev indført nye standarder, og ingeniørerne kom i gang med at udvikle biler, der kunne køre længere på literen osv. Men i Danmark valgte man at sætte prisen ned på biler, hvilket påvirkede vores adfærd, så vi købte flere biler, som vi også kørte mere i. Resultatet blev, at vi endte med at belaste klimaet mere med vores ’grønne’ biler, end vi gjorde. før vi havde dem.” Til gengæld er Richardson optimistisk i forhold til den store fremgang, som elbilsalget nu har fået i Danmark: ”Der er over 50 procent af bilerne, der er solgt nu, som er elbiler, og i Norge er de helt oppe på over 90 procent.”

Det er præcis sådan noget, som at danskerne har taget elbilen til sig, Katherine Richardson kalder for sociale tipping points, og som er så afgørende for omstillingen: ”Vi har fire redskaber, vi kan bruge i forhold til den grønne omstilling. Det er teknologi, adfærd, vores økonomiske system og vores ’governance’ system. Det sidste drejer sig ikke kun om lovgivning, men også om vores forventninger til hinanden. I dag kommer du fx ikke ind i andre folks hjem og bare tænder en cigaret. Det havde du gjort for 30 år siden. Ligesom du heller ikke sætter dig ind i en bil uden at spænde sikkerhedsselen. I min barndom havde ingen børn sikkerhedssele på, når vi var med i bilen,” siger hun. Derfor er hun også ked af, at vi i Danmark forstår afgift på landbruget som en fortælling om, at vi skal have skovlen under landbruget: ”Men det er jo ikke det, det handler om. Det er et forsøg på at få vores økonomiske system til at belønne den adfærd, vi ved, vi er nødt til at have.” 

Det er i de sociale tipping points Katherine Richardson ser håb: ”Det at elbilsalget fx er steget så markant, at de fleste folk siger, de spiser mindre kød end tidligere og at det ser ud til, at Danmark når sine 2030-mål i forhold til klima er nogle af de håbefulde pejlemærker. Det er små skridt ja, men i den rigtige retning. Det kan end ikke en amerikansk præsident stoppe.”