Coronakrisen tvinger os til at tænke nyt: Hvordan kan København blive den kulturby, vi drømmer om?

Vores by er gennem tiden blevet formet af de udfordringer, den har måtte overkomme, og det er ikke så lidt med bombardementer, brande og flere bølger af koleraepidemier.
Men hvad er det for et København, vi befinder os i nu? Hvad gør en by til andet end blot huse og veje? Og hvad gør byen til det levende sted, vi holder af og kerer os om?

Under nedlukningen i foråret oplevede vi et ganske anderledes København: Et mennesketomt sted, en slags spøgelsesby. Man kunne stå som den eneste på Rådhuspladsen, og man kunne gå alene ned ad Strøget. Det var mystisk, ubegribeligt og noget, ingen af os har prøvet før.

Men nedlukningen var også synet af en blå himmel uden striberne fra fly. Det var fornemmelsen af at trække ren luft ned i lungerne – midt i København. Det var en pause til hjernen; et pusterum, hvis bagkant vi ikke kendte, og hvis konsekvenser vi stadig ikke kan kortlægge.
Nedlukningen var en form for tidslomme, hvor byen nok var tom, men hvor mange af os reflekterede en hel del over det liv, vi lever – eller drømmer om.

Hverdagens samtaler om travlhed, stress og forbrug blev udskiftet med savnet af kunst, kultur og fællesskab. For hvad betyder reelt noget, når vi reflekterer over livskvalitet? Hvad er det, der fylder i vores liv? Og hvad fylder i vores by?
Hvilken by er det egentlig, vi ønsker at bo i? Hvad er det for stier, vi ønsker at lægge ud for os selv og hinanden? Og hvilke volde er det – i overført betydning – denne krise kan og skal lære os at vælte?

Mulighed for bæredygtig omstilling

Helt overordnet ser jeg muligheden for en bæredygtig omstilling af samfundet, der skal være mere nærværende end før. Jeg tror nemlig, at vi netop nu har en helt særlig mulighed. En mulighed for at turde at gøre tingene anderledes. En mulighed for at udvise mod. I krisetid kommer vi nemt til at søge mod trygheden og det velkendte. Det der ikke skræmmer os – fordi så meget andet gør. Der er en iver efter at fortsætte ”business as usual”.  Men en krise – som corona-epidemien – kan være en affyringsrampe for at gøre noget nyt. Eller for at gøre noget på en ny måde. Det er relevant, når vi taler om København som by. For København som by er både et kollektiv og et levende organ. Byen er en størrelse, vi er med til at forme hver dag.

Jeg synes, vi skal blive langt bedre til at tænke mennesker og liv ind i alt, hvad der har med byen at gøre. For byen skal ikke bare være en silo, vi befinder os i. Byen skal være et sted, der ånder af liv. Et sted, vi ikke bare bor, men hvor vi lever. Særligt i starten af corona-krisen blev der talt meget om samfundssind. Et gammelt udtryk, der med ét blev højaktuelt – og som vi alle blev bedt om og opfordret til at udvise. Hvad vi heldigvis i høj grad viste os i stand til. Jeg tror, at tiden nu er kommet til, at vi tager næste skridt.

Jeg tror, vi skal bevæge os fra at udvise samfundssind til at udvise samfundsmod. Et samfundsmod, der tager de nødvendige skridt mod et bæredygtigt samfund. Vi skal turde indrette byen på en måde, så den er til for mennesker – og ikke for brede lastbiler, CO2-udledende biler og osende turistbusser, der kan trille igennem byens smalle stræder eller en dyr havnetunnel.

Det er, når vi sikrer både grønne og blå åndehuller til byens borgere frem for at bebygge hver ledig plet. Og så er det, når livet mellem husene tillægges lige så stor værdi som livet i husene – fordi livskvalitet også er mødet med nabofamilien og den ensomme ældre. Livet mellem husene er kulturen, vi mødes om og dyrker i fællesskab. Det er fællessangen, det er byhavernes tomater, og det er delebilerne, der kører på el.

Jeg tror, at det, der gør en hovedstad til mere end en samling huse, er, at den er større end sin boligmasse. Når byen vil noget. Vil forandre noget og være noget for også de mennesker, der en dag følger efter os. At vi sammen tager ansvar for byen.

En by er summen af menneskerne i den

Corona-epidemien har ramt vores samfund – økonomisk og sundhedsmæssigt, men den bratte opbremsning lærte os også, at ”plejer” er en størrelse, vi sagtens kan ændre på – endda meget hurtigt. Det har inspireret mig at opleve, hvordan naboer har hjulpet hinanden med de daglige indkøb, og hvordan frivillige har stillet sig til rådighed. Når alt kommer til alt, er en by de mennesker, der bebor dens mursten og betræder dens gader. København var støv uden de mennesker, der lever i byen. For hovedstaden trækker vejret gennem de mennesker, der bor her.

København er godt på vej til at blive en pulserende hovedstad igen. Men jeg tror og håber også, at ikke alt vender tilbage til det, der var. For den by, vi havde, var på flere måder for hektisk. Den trafik, vi var blevet vant til, var for massiv. Og så var det liv, mange af os har levet i mange år, måske mere travlt end godt var.Jeg håber, København lander på en god måde. At hovedstaden med fornyet styrke vender tilbage som en levende by. Fordi vi tør drømme stort og har mod til at indrette byen på en måde, som gør den både rummelig, tilgængelig og grøn. Og fordi vi har erkendt, at byens råstof først og fremmest består af levende mennesker

Se talen på video her.