Børn og deres lærer

Det er en lang proces at blive et myndigt menneske

Det burde måske være skræmmende at tænke på, at hver eneste dag, hvert eneste minut vi lærere er sammen med børnene, er vi som myndighedspersoner med til at danne, uddanne og opdrage de børn vi underviser eller møder i det fællesskab, der er på en skole. Men jeg er ikke skræmt, eller bange – for der er god menig i at være myndighedsperson i lærergerningen. For hvad er alternativet? En kaotisk hverdag, som både børn og voksne har svært ved at navigere i.

I den almindelige opfattelse af myndighed er det at være myndig og udøve myndighed, noget én person udøver med bestemthed overfor en anden person for at få denne til at adlyde. I min opfattelse af myndighed er det implicit, at det at være myndig og vise myndighed som lærer er fulgt af en stadig dialog imellem lærer og elev, der har som mål at udvikle eleverne til ansvarsbevidste, demokratiske og myndige voksne.
For at læreren kan være en troværdig myndighedsperson, må der nødvendigvis være en skolekultur, hvor de daglige spilleregler i et forpligtende fællesskab er tydelige for både elever, forældre og skolens medarbejdere. Det er med til at give tryghed, tillid og en fælles forståelse for ”vores skole”. Jeg tror heller ikke, det er muligt at forholde sig troværdigt til begrebet myndighed uden at have klarhed over, hvilket menneske- og livssyn den enkelte skole har valgt som sit grundlag for at holde skole.

Forbilleder at spejle sig i

Som forældre og voksne på skolen skal vi være forbilleder, som barnet kan spejle sig i. Det indebærer på ingen måde, at vi voksne skal mene det samme eller være enige om alt. Det er tvært imod vigtigt, at vi som myndighedspersoner tør give udtryk for, hvad vi hver især er optaget af, hvad vi brænder for og gerne vil dele med vores elever. Hvordan skal vi få eleverne til at begejstres, hvis vi ikke selv er det?

Det betyder ikke, at vi som undervisere altid skal være begejstrede. Der er naturligvis en masse konkret viden, der skal formidles. Formidling af konkret viden skal sættes ind i en kontekst, der giver eleverne forståelse for betydningen af, hvad de kan bruge denne viden til. Men det er ikke ved formidling af færdigheder og kundskab, vi som lærere har vores vigtigste opgave.

Set i min optik, er den vigtigste opgave, at lærere og forældre i fællesskab giver de bedste betingelser for, at hvert eneste unikke barn får mod til at turde udtrykke holdninger, mod til at være sig selv, lyst til at lære, respektere forskelligheder i de mange fællesskaber, de er en del af og ikke mindst få mod til at forfølge de ønsker, der giver mening i en fremtidig tilværelse, der både indebærer personlig myndighed og myndig aktiv deltagelse i lokale, nationale og globale udfordringer.

Forskellighed er en udfordring

I vores daglige virkelighed er udfordringerne til at nå de beskrevne mål meget vanskelige. Vi møder børn med meget forskellige baggrunde og ressourcer. Børn, der har store problemer med eget selvværd. Urolige børn, der har svært ved at indordne sig i skolens fællesskab/kultur. Børn, der har indlæringsproblemer. Ressourcestærke børn, der hviler i sig selv og er stærke personligheder, der kan rumme og inkludere store forskelligheder blandt deres klassekammerater. Ressourcestærke børn, der kun har sig selv som projekt, og har meget svært ved at være rummelige og inkluderende.

Men at noget er vanskeligt betyder ikke, at det er umuligt. Det er vigtigt at erkende og forholde sig til de mangfoldige udfordringer, der er i vores senmoderne virkelighed, hvor mulighederne er ufattelige og ikke nødvendigvis er opnåelige for flertallet af os. At medvirke til at fremme den enkelte elevs myndighed, herunder evnen og overblikket til at tage gode valg i de mange muligheder, der kan synes kaotiske, er et stort ansvar, der kun kan ske i et rum med stor frihed i tanke og handling, der er bundet til det fælles bedste.

At blive et myndigt menneske er en lang proces, der bestemt ikke ens for alle mennesker, hvis vi skal tage forskelligheder alvorligt. I den forbindelse spiller begrebet ligeværdighed en afgørende rolle. Ligeværdighed indebærer ikke, at alle er lige (ens), har lige muligheder, har de samme ideer om det gode liv, det dårlige liv, eller hvad der er vigtigt i tilværelsen. Ligeværdighed handler om at respektere og værdsætte det enkelte menneske, som det er med alle dets muligheder og mangler. Som myndighedspersoner skal vi have blik for forskelligheder, og være bevidste om, at alle kan bidrage positivt til det fællesskab, vi er en del af, hvad enten det er i familien, i skolen, på arbejdspladsen, i foreningslivet, eller hvor man vælger at sætte sine ”fodspor”.

At blive taget alvorligt

I den lange proces det er at blive et myndigt menneske, er der et begreb, der er altafgørende, nemlig at blive taget alvorligt. Det betyder, at man som myndighedsperson, hvad enten man er lærer eller forældre, skal kunne inddrage børnene i de beslutninger, de hver især kan magte. Her er det vigtigt at pointere, at den myndige lærer skal kunne navigere i, hvad det enkelte barn formår, og tage dem alvorligt i forhold til det, de magter.

På vores skole er vi meget bevidste om, at børnene skal selvstændiggøres/myndiggøres til mennesker, der tør leve livet med alle de glæder og udfordringer, livet bringer. Men vi har også en holdning til, at det er en proces, der skal styres af myndige voksne, der har overblik og forståelse for, hvordan og hvornår eleverne skal have medbestemmelse. Det er ikke en dårlig idé at forholde sig til udviklingspsykologien i denne sammenhæng, for der er grænser for, hvad det er relevant at delagtiggøre børnenes medbestemmelse i.

Det næste spørgsmål er, hvordan modet til at være medbestemmende dannes. Den første betingelse er, at børnene tør stå frem og fortælle om stort og småt. På vores skole er morgensangen det forum, der er med til at give børnene mod til at stå frem i en større forsamling. Hver dag er der mulighed for at fortælle om det, der optager børnene her og nu, og alle fortællingerne bliver taget alvorligt.

I hver eneste klasse er der en flok meget forskellige elever, der hver især er særlige og dejlige. En erkendelse, den myndige lærer nødvendigvis må forholde sig til, når børnene inddrages i de beslutningsprocesser, de magter. De idérige og aktive børn bekymrer jeg mig ikke så meget om. De får – og skal have plads – til det fælles bedste. Det er meget vanskeligere at inddrage de børn, der er af forskellige årsager ikke umiddelbart formår at komme med ideer til de temaer, emner og beslutninger, der er i spil. Vi har som myndighedspersoner er stort ansvar for, at skabe en klasseledelse/-kultur, der bidrager til, at alle børn – på hver deres måde – får rum til at bidrage med det de formår – og at de bliver hørt.

Der er mange faldgruber imellem lærerens udøvelse af myndighed til målet, hvor eleverne står som ansvarsbevidste, demokratiske og myndige mennesker, men opgaven er, når den løses i dialog imellem lærer, elev og forældre til stadighed den kilde, der springer til næring af ansvaret, omsorgen og udviklingen af undervisningsmetoderne i det at være lærer.