Blicher til Grundtvig: Bliv dog i Danmark

I en kælder i Randers under det gamle bladhus kan man finde gamle eksemplarer af Amtsavisen. Her fandt jeg i avisen fra 13. juni 1826 mellem offentliggørelse af kongelige udnævnelser og en annonce for en skifteretssag en tydelig overskrift: Til Grundtvig. Det viste sig at være et kort digt offentliggjort under pseudonymet W: -r., hvilket er et af de navneskjul, som Blicher brugte.

Her talte Blicher med tydelige og store ord til sin ven Grundtvig om ikke at forlade Danmark: ”Bliv dog og værg, som nidkær Mand, for Fædretro i Fædreland!”

Fra forskellige kilder kender vi godt Grundtvigs planer om at forlade Danmark i 1826. Men måske vi lige skal skitsere baggrunden for dette skridt.

Grundtvig indstævnet for injurier

I foråret 1826 forstod Grundtvig pludselig, hvor alvorlig forholdene var for ham og familiens fremtid, efter at han året tidligere i august 1825 havde angrebet professor H. N. Clausen groft i skriftet Kirkens Gienmæle. Clausen havde straks indstævnet Grundtvig for injurier, idet Grundtvig havde hævdet, at Clausen var en kætter og måtte forlade sit embede ved universitetet.

Grundtvig indsendte straks en klage over injuriesagen til kongen. Han mente, at Kirkens Gienmæle var et led i den akademiske debat. Først 10. april 1826 blev klagen afvist med besked om, at sagen måtte gå sin gang. Hermed fik Grundtvig det første signal om, at det kunne ende galt. På dette tidspunkt var han i fuld gang med to publikationer beregnet til at udkomme i forbindelse med Den danske Kirkes 1000-års jubilæum. Den store festdag var berammet til pinsedag 14. maj 1826.

Udgivelserne var henholdsvis bogen: Kong Harald og Ansgar, og et lille hæfte med tre nye ’højtidssalmer’. Salmehæftet udkom 28. april og annonceredes i københavnske blade. Grundtvig fik efter få dage at vide, at han ikke måtte bruge det lille salmehæfte, men skulle holde sig til de salmer, der stod i salmebogen. Efter denne meddelelse overvejede Grundtvig om han kunne være præst i en kirke, hvor han ikke måtte synge sine egne salmer.

Grundtvig havde efter sin prædiken i Vor Frelsers Kirke søndag 7. maj annonceret den efterfølgende søndags store festdag med ordene: ”Gud give os, ved sin Hellig-Aand, en glædelig Fest i Jesu Christi Navn Amen!”(Grundtvigs Prædikener Bd4 s.147)

Nej til at synge Den signede dag

Da Grundtvig dagen efter var til audiens hos kongen for at forære ham bogen om Ansgar, anmodede han kongen om at få lov at bruge de tre nye samler, men han fik et klart nej. Og 10. maj afsendte Grundtvig en ansøgning om at blive fritaget for sit embede ved Vor Frelsers Kirke.

Man ved med sikkerhed, at det forbudte hæfte med salmen Den signede Dag blev sunget ved pinsegudstjenesten i Lynge kirke syd for Sorø. Det var Grundtvigs gamle ven fra studenteroprøret på universitetet i januar 1814, sognepræst Christen Olesen, der trodsede forbuddet. B. S. Ingemann har skildret begivenheden i et brev til Grundtvig. (Svend Grundtvig: Grundtvig & Ingemann)

Vi har desværre ingen beretninger om, hvad Grundtvig foretog sig på selve pinsedagen, da Danmark festede.

Først 14 dage senere fik han meddelelse om, at afskeden var imødekommet. Da begyndte udfordringerne for alvor at melde sig. I et brev til H. N. Clausen, forsøgte Grundtvig at bilægge striden og hævdede, at han ikke havde hensigt om på nogen måde at krænke Clausen. Men Clausen ville gå rettens vej, og 3. juni holdtes første indlæg i injuriesagen. Grundtvig vidste, at tabte han sagen, så blev han fradømt kjole og krave. Derfor begyndte han at tænke i helt andre baner.

De ansatte ved universitetet og en stor gruppe studerende bakkede Clausen op, men en beskeden skare af venner meldte sig i den kommende tid og støttede Grundtvig.

Grundtvigs gode ven, B. S. Ingemann, var mere resignerende, da han modtog meddelelsen om embedsnedlæggelsen og skrev 2. pinsedag: ”Hvad du som præst har virket, skal den danske kirke aldrig glemme.” (Svend Grundtvig: Grundtvig & Ingemann)

Grundtvig overvejer at forlade Danmark

Den 8. juli skrev Grundtvig til sin gode ven i Lynge sogn Christen Olesen at ”maaske snart taber (jeg min) Skrive-Frihed.” og fortsatte: ”uagtet jeg derfor lønlig nære det Haab at blive i Landet -- .. så giør jeg dog mit Flyttetøi i stand. Skal jeg herfra, måtte det vel enten blive til Norge eller England. …. – og jeg prøver paa … at faae den engelske Tunge i min Magt.” (Breve fra og til N.F.S. Grundtvig, bd.2, brev nr. 303)

Midt i dette ønskede Grundtvig at komme væk fra rygtesmederiet i København, og han tog med hele familien, kone og to små drenge, til Lynge præstegård. Her var Christen Olesen og hans husholderske omsorgsfulde værtsfolk. Ja, Chr. Olesen lod ham prædike både i Lynge og Bråby kirker. Desuden var der kun en mil til Sorø, hvor hans hjerteven B. S. Ingemann og fru Lucie boede.

Og her er så Sten Stensen Blichers kraftfulde og manende ord fra Randers Amts Avis:

”Indsendt

Til Grundtvig.
Ved rygtet om, at han vil forlade Danmark.

Bliv dog hos os, Du brave mand !
Thi dagen hælder i vort land.
Bliv dog hos os, du Jesu ven !
Brug med besked din mund og pen.
Lad ukrudt ingen stunder få,
I Herrens vingård rod at slå;
Men kvæl i fødselen hvert frø,
Kritik og kløgt deri udstrø.
Kun ringe tallet er på dem,
Som udi troens tid stå frem:
Når ulv om hjorden sniger sig,
Da hyrden flyver forsigtelig;
Thi vorder trangen altid stor
Til mænd, som dig på Danejord.
Bliv da og værg, som nidkær mand,
For fædretro i fædreland
Forenede med fromme bånd,
Sagmodighed med ivrig Ånd !
                                              W:-r.”

30. oktober 1826 faldt der dom i sagen mellem N. F. S. Grundtvig og H. N. Clausen. Grundtvig blev idømt en bødestraf og underkastet en livsvarig censur – en følgestraf af overtrædelsen af trykkefrihedsforordningen af 1799. Men Grundtvig besluttede at blive i Danmark og klare sig de følgende mange år som fri skribent. Først lillejuleaften 1837 blev censuren over Grundtvig hævet.