Bibelen er woke

Imens kirkesamfund rundt om i verden i stigende grad bliver brugt politisk til at understøtte hierarkiske magtstrukturer og konservative kønsnormer, lyder der også andre stemmer med afsæt i kristendommen. En af dem kommer fra Gitte Buch-Hansen, forsker i Det nye Testamente, som siger det meget enkelt: Bibelen er woke:

”Den aktuelle debat er på ingen måde ny,” siger hun, ”den rækker tilbage til 1960’erne og 70’ernes borgerrettighedsbevægelser og går i virkeligheden endnu længere tilbage i historien, tilbage til protesten mod slaveri og kampen for afroamerikaneres rettigheder. Og den kamp har jo været intimt knyttet til det bibelske. Det er også her begrebet ’woke’ stammer fra, for det går tilbage til nogle af de hymner, som bevægelsen mod slaveriet skabte. Hip-hop-kulturen har allerede fat i den tradition, inden Black Lives Matter opstår: fx med Erykah Badus vigtige ’Master Teacher /(I Stay Wake)’ fra 2008. Bevægelsen er på denne måde tæt knyttet til den kristne tradition.”

Gitte Buch-Hansen udfolder, hvordan en række andre rettighedsbevægelser tager til i styrke i det 20. århundrede. Det begynder med kvindernes rettigheder, men gradvist bliver perspektivet udvidet i forhold til andre grupper, der har været undertrykt eller overset. Og mens spørgsmålet om ’race’ og ’køn’ hører til bevægelser med en lang historik, så er opmærksomheden nu rettet mod seksualitetens mangfoldige fremtrædelsesformer og på spørgsmålet om disability: ”Men det er den samme type bevægelser, der både slås for rettigheder, for plads i det offentlige rum og for politisk anerkendelse,” siger hun. ”Som en del af den anerkendelse er også anerkendelsen af – og opbygningen af – en særlig identitet. Men grundlæggende er det politiske rettighedsbevægelser, før det er identitetspolitiske positioner i moderne – det vil sige aktuel – forstand.”

Definitionen på den rigtige krop

Hun har tidligere arbejdet som maskinmester og har sejlet på store fragtskibe, hun er fritidsbiavler, hun er præst, og så er hun bibelforsker og lektor ved Det teologiske Fakultet i København. Det er i sin funktion som det hele, at jeg har bedt hende om et interview – og anledningen er, at Grundtvigsk Forum, folkekirken.dk, Altinget og ugebladet Mandag Morgen er gået sammen om at arrangere et åbent ’folkekirkemøde’ på folkemødet på Bornholm under overskriften: Hvor woke er folkekirken? Her vil også Gitte Buch-Hansen medvirke. Og på trods af, at hun mener, Bibelen er woke, påpeger hun også, at samme bibel – på godt og på ondt – kan udfordre de identitetspolitiske positioner:

”Bibelen har jo været med til både at understøtte marginaliseringen af bestemte grupper – og at udfordre den. Og det er afgørende at slå fast, at Bibelen ikke giver nogen svar. Du kan ikke bruge den bog til at lave normer ud fra, for den er fyldt med forskellige positioner.”

I sin forskning har Gitte Buch-Hansens fokus i første omgang været på køn, siden på seksualitet og nu især på ’disabilities’. Og det særligt interessante ved ’Disability Studies’ er, at der tematiseres en mangel på kroppen. Hermed skitseres nemlig grundformen for alle former for identitetspolitik, fordi der herigennem rejses spørgsmålet om den normerede – ’den rigtige’ – krop, og hvem der har retten til at definere, hvordan den er: ”Og dermed rejses også spørgsmålet om kroppens grænser,” siger Gitte Buch-Hansen, ”for det er jo ikke kun vores kroppe, men lige så meget indretningen af vort fælles sociale liv, som bestemmer, hvem der er ’able’.”

Gitte Buch-Hansen fortæller, at hun under corona-nedlukningen havde kontakt med en kollega, der sidder i kørestol, som beskrev, hvordan nedlukningen for hende havde været en fest. For nu var der fx digital indgang til museer, hun aldrig havde været inde på. ”Pludselig var det ’normen’, at vi alle sammen var udelukket, og det åbnede adgangen på nye måder, som kom mange til gode,” siger hun.

Identitetspolitikkens Magna Carta

En af de bibeltekster, som ofte trækkes frem, og som Gitte Buch-Hansen kalder ’Det identitetspolitiske Magna Carta’, er Paulus’ brev til galaterne, kapitel 3,28, hvor der står: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.” Teksten hører til blandt de ældste skrifter i Det nye Testamente og er skrevet på et tidspunkt, hvor de Kristustroende menigheder forventer, at Kristi genkomst er lige om lidt.

Senere – som Gitte Buch-Hansen også beskriver – må menighederne indstille sig på, at en ny verdensomvæltende virkelighed måske ikke er lige om hjørnet. Det betyder blandt andet, at man må skrue ned for de utopiske forestillinger om altings forandring og indrette sig lidt mere efter denne verdens normer og magtstrukturer. Den udvikling kommer til udtryk i de senere skrifter i Det nye Testamente: fx Apostlenes Gerninger og de såkaldte pastoralbreve, som bruger Paulus’ navn, men som er pseudonyme skrifter. Her er man i gang med at etablere en form for organiseret kirke i ’denne verden’. Men altså ikke i Galaterbrevet, hvor der på radikal vis bliver brudt op i eksisterende hierarkier.

”Kristus udgør det radikale utopiske ’sted’, hvor der ikke er magthierarkier. Men samtidig gør Paulus op med den måde at tænke eksistensen på, hvor etniske, sociale og kønnede kategorier står i centrum,” siger Gitte Buch-Hansen. ”Der er nogle vigtige nuancer på spil her: Paulus siger ikke, at der også er kvinder i Kristus. Han siger, at køn er ligegyldigt. Og det kan selvfølgelig virke vildt provokerende for en moderne identitetspolitiskorienteret bevidsthed.” Paulus synes at være bevidst om, at etablerede magthierarkier under ændrede forhold pludselig kan stå på hovedet – sådan som MeToo-bevægelsen også har vist. Og så kan man jo drøfte – som Paulus så flot gør i Romerbrevet kapitel 14 – hvem der egentlig er de stærke. Paulus når frem til, at den stærke position er den, der gør sig svag for den andens skyld, altså den, der giver plads til ’andetheden’. På den måde er kristendommen både stærk og svag identitetspolitisk, for det stærke er at give afkald på sit eget, for at den anden kan komme til.”

Kan man sige – spørger jeg – at Paulus dermed stiller os over for en slags ’sund usikkerhed’, hvor vi ikke helt kan vide, hvem offeret er. For hierarkierne kan hurtigt vende, og det at påberåbe sig offerets position kan være en ny magtposition?

”Ja,” siger Gitte Buch-Hansen, ”og det er jo netop tilfældet i Romerbrevet, at først i brevet er det jøderne, der er de stærke, mens det i slutningen af brevet er ’hedningerne’. Hans brev bliver dermed samlet set til en kritik af den, der – på den andens bekostning – prøver at erobre definitionsmagten.”

At tænke verden anderledes end verden kan tænke sig selv

Forfatteren til identitetspolitikkens Magna Carta er overbevist om, at Kristi genkomst er nært forestående – og dermed vil en ny himmelsk livsform, hvor Gud vil være ét i alle, blive en realitet. Men de rettighedsforkæmpere i nyere tid, der knytter an til Bibelen, vil jo ændre på den jordiske virkelighed. Og kan man bruge en himmelsk utopi til at ændre verden på jorden?

”Ja,” lyder svaret. ”Det er jo det, der er styrken i den utopiske tænkning. Den kan tillade sig at være så sindssygt radikal, fordi den ikke er forpligtet på verden. Den kan tænke verden anderledes, end verden kan tænke sig selv. Der er brug for den himmelske, utopiske tænkning for at kunne bryde op i det eksisterende.”

Hun fortsætter: ”Det er dog bestemt ikke alle kristne, der i historiens løb har ment, at den utopiske tænkning skal virke som en revolutionerende kraft på jorden. Luthers toregimente-lære er for eksempel udtryk for det modsatte: Himlen hører himlen til, og hernede på jorden regerer magten.”

Men hos Paulus mener Gitte Buch-Hansen derimod, at man finder det, filosoffen Michel Foucault kalder heterotopisk tænkning: Det vil sige, at utopien ikke er af verden, men den er alligevel en forandrende kraft, der kan skabe noget nyt i denne verden: ”Paulus balancerer hele tiden mellem ’det pragmatiske’ – at få det sociale liv i menigheden til at fungere – og ’det utopiske’. Men det utopiske er samtidig netop det, der kan bruges ’pragmatisk’ til at opfordre til mere hensynsfulde omgangsformer mellem de stærke og de svage i menigheden,” siger hun.

På paradoksal vis er det netop Paulus’ fremmedhed, der gør ham så aktuel for os i dag. På den ene side forestiller han sig, at verdens ende er nær, og netop derfor bliver det så vigtigt for ham at sikre menighedernes sammenhængskraft. På den anden side er det netop dette engagement i det sociale, der giver hans tænkning en nutidig appel – og det, hvad enten man tror på Kristus eller ej.

Hvad forventer folket af folkekirken?

Bibelen er altså woke. Samtidig er det umuligt at anvende Bibelen som endegyldig normgiver. Men hvad så med folkekirken – i nutiden? Hos Grundtvig lyder det, at kirken er til for folkets skyld, ikke folket for kirkens. Men hvor ønsker folket, at kirken bevæger sig hen – hvis man da overhovedet ønsker bevægelse? For er det ikke ’folk selv’, der ofte insisterer på at gøre ritualer som bryllupper, konfirmationer og barnedåb meget kønsstereotype?

”Folket er nok ikke ét sted, men flere steder,” siger Gitte Buch-Hansen. ”Jeg tror fx, at mange, som lytter til diskussioner i medierne om, at der er en lille gruppe inden for folkekirken, som fortsat vil kunne afvise ansøgere til præstestillinger på grund af køn, tænker: Hvad foregår der dog i folkekirken?! Hvordan kan folkekirken i 2023 – efter MeToo – fortsat være undtaget ligestillingsloven? Jeg tror simpelthen ikke, folk forstår det – og jeg gør sådan set heller ikke. For selv, hvis man politisk ophævede undtagelsesbestemmelsen, ville det jo ikke ændre ved, at ethvert menighedsråd fortsat kan ansætte den præst, de vil.” Hun tilføjer: ”At der kan være forskel på menigheder – og forskel på bibelopfattelser – er til gengæld en vigtig frihed, som folkekirken skal kunne rumme.”

Men så er der ritualerne ved livsovergangene, brylluppet for eksempel, hvor bruden – klædt i jomfrueligt hvidt – føres op ad kirkegulvet af sin far, som derefter overgiver bruden som en ’gave’ til brudgommen. Sådan er i hvert fald den underliggende symbolske betydning – som dog næppe er grunden til, at mange fortsat ønsker, at brylluppet skal foregå på den måde.

For det gør de, bekræfter Gitte Buch-Hansen, de traditionelle former lever i bedste velgående. Men samtidig oplever hun, at traditionerne er en virkelig god samtalestarter: Jeg elsker den forhandling, ritualerne kan medføre. Især i sammenbragte familier. For her kommer parret med alt det, de har med sig: Hele den sammenbragte familie kan gå ind sammen for at markere – og få den nye ordning velsignet. Men måske er det far, der har betydet allermest for bruden, fx i forbindelse med forældrenes skilsmisse, og så vil hun gerne gå op ad gulvet med ham. Måske genbruger bruden så mors brudekjole, som der bliver syet noget stof ind i, der har betydning for forskellige personer – for brudekjolen skal jo lige udvides lidt ... Jeg elsker det! Og det er netop fordi ritualerne er konservative, at de kan bære, at vi leger med dem.”

Og hun tilføjer: ”Som præst kan man jo ind imellem også tillade sig at skubbe lidt til forestillingerne – og det bliver ofte modtaget som en lettelse: Måske behøver brylluppet ikke leve op til alle forventninger om, hvad der er et ’rigtigt bryllup’?”

Et rigtigt bryllup

Og hvad er et rigtigt bryllup? I 2012 opnåede ritualet til vielse af par af samme køn kongelig autorisation, men nu ti år efter møder ritualet kritik fra en gruppe præster, som spørger til, hvorfor der egentlig ikke bare er ét ritual, der gælder for alle par? Mange opfatter det nye vielsesritual som ’mindre rigtigt’ – blandt andet fordi det gamle ritual har faste bibellæsninger og faste bønner, mens ritualet for vielse af par af samme køn er mere frit.

Samtidig fortæller Gitte Buch-Hansen, at hun primært har viet par efter det ritual, der egentlig er forbeholdt par af samme køn: ”Det er det ritual, rigtig mange unge bedst kan identificere sig med. De vil gerne have kærligheden i fokus, de vil gerne have et frit valg af bønner og tekster, og de vil ikke have oplæsning af tekster, der lægger op til at forstå ægteskabet mellem mand og kvinde som en del af skabelsesordenen.”

Jeg afbryder: Det må du vel egentlig ikke...?

”Nej, det må man ikke. Men flertallet af de par, jeg møder, ønsker det.” Hun tilføjer: ”Samtidig er der så også nogle par af samme køn, der gerne vil omtales som ’ægtehustru’ eller ’ægtemand’, men det kan de ikke, for i deres ritual står der ’ægtefælle’.”

Gitte Buch-Hansen tilslutter sig således gruppen af præsters forslag til en ’Vielse for alle’, hvor man har et fælles ritual med indbyggede variationsmuligheder: ”Hvis man havde ét ritual, der både tillod variation i pronominer, og som gav mulighed for forskellige tekstvalg, så ville man også fortsat kunne fremhæve ægteskabet mellem mand og kvinde som en grundfæstet del af skabelsesordenen – hvis man vil det,” siger hun. ”Det ville svare godt til Galaterbrevets åbenhed i Kristus-positionen: Der er ikke et centrum, som repræsenterer ’det rigtige’, og så nogle alternativer, som vi må forholde os til med en større eller mindre grad af ’tolerance’.”

”Det samme gælder, hvis man afskaffer undtagelsesparagraffen i forhold til ligestillingsloven – så har man jo stadig muligheden for at fastholde et bibelsyn, hvor en præst er lig med en mand. Man vil fortsat kunne ansætte, hvem man vil lokalt.”

Skal kirken råbe højere?

En ting er, at præster begår ’civil ulydighed’ i forhold til, hvilket vielsesritual der anvendes, men når man ser rundt i verden, kunne man godt tænke, at der er brug for, at der bliver talt lidt højere. For ganske mange steder bliver kirke og kristendom netop mere brugt til at fastholde hierarkier end til at udfordre dem. Så ... Er der brug for at sige lidt højere, at Bibelen er woke?

”Det tror jeg faktisk allerede sker. Nu så jeg fx lige programmet for den kommende stiftskonference i Østdanmark, der hedder: ’Har kirken mistet sin revolutionære nerve?’ Så der er noget i gang. Og når vi sidder her og taler, så artikulerer vi jo også bare nogle ting, som er i tidsånden. Så måske er der en lyst til at genopdage den side af kristendommen, som kan skabe forandringer, og som har en forpligtelse på den anden.

Jeg spørger: Men ligger der så en dobbeltforpligtelse til både at sige, at den kristne forkyndelse er normbrydende, men den udfordrer også en stærk identitetstænkning og taler imod, når det, der engang var offerets stemme, udvikler sig til nye magtstrukturer?

”Ja,” siger hun. ”Eller man kan sige, at der er brug for en gennemtænkning af syndsbegrebet, hvor synd ikke er moralsk bestemt. Synd er at lukke muligheder ned, muligheder for andre. Og det gør woke jo også, hvis og når man ikke vil tale med andre positioner. Eller hvis man siger, at konservative præster og menigheder ikke må være der.

Hun tilføjer: ”En radikal besindelse på den andens muligheder er for mig at se det, der ligger i det paulinske evangelium.”