Bibelen er som en film, du forstår med din krop

”Gå i kødet på Bibelen” hedder et kursus, som dette forår bliver udbudt til skønlitterære forfattere i et samarbejde mellem Forfatterforeningen, Bibelselskabet og Grundtvig-Akademiet. Kurset tilbyder at dykke ned i og diskutere Bibelens ’forskellige forfattere, stemmer, sociokulturelle strategier og teologier, som taler med og mod hinanden’ i den bibelske tekstsamling. Og det skal blive både ”sjovt, interessant, tankevækkende – og også uhyggeligt,” som Pablo Llambías udtrykker det.

Men først og fremmest en litterær fornøjelse:
”Det vil være en læsning, der fokuserer på det sanselige og æstetiske indhold. På samme måde som man ville læse en roman eller digtsamling. Noget af det forfatterne arbejder med, er det sanselige lag, der henvender sig til de fem sanser. Mens mere akademiske læsere måske ville gå efter det symbolske output af de sanselige figurer, vil forfatterne i højere grad arbejde med forholdet til egen krop med henblik på at forstå, hvad der egentlig foregår,” fortæller han og giver et eksempel fra Det Nye Testamente, hvor en syg mand bliver sænket ned gennem taget i et hus, hvor Jesus befinder sig. I håb om, at Jesus vil helbrede ham:
”Jesus er en superstar på det her tidspunkt, og derfor er det ikke til at komme til. Her vil skønlitterære læsere i højere grad gå efter det fysiske indhold – selve billedets fysik; Der er nogen – her fire mennesker – der virkelig gider kravle op på det der tag, slæbe den halvdøde med sig, kravle derop og sænke ham ned, hvilket i sig selv er en præstation, fordi det kræver, at man gør det nogenlunde samtidigt, så manden ikke vælter af. Og det gider man jo kun gøre i stor tiltro til, at det kan betale sig. Det kan du godt oversætte med abstrakte udtryk som hengivenhed i troen – at hele handlingen er et udtryk for dette. Og det er jo også meningen, at det skal kunne oversættes til en abstrakt erkendelse. Men forfatteren vil jo have en bevidsthed om, at for at læseren skal forstå ting på en dybere måde end den abstrakte, så bliver man nødt til at producere et billede. Og Bibelen består jo af en masse billeder, handlinger og masser af action for simpelthen at give en kropslig fysisk oplevelse af, hvad hengivelse er, hvad tro vil sige, hvad fortvivlelse vil sige.”

At tale til hjertet gennem kroppen

Pablo Llambías sammenligner også det at opleve Bibelen som en film:
”Det sanselige er jo også, at nogen går hen til nogen andre og gør et eller andet. Dét, at man får tingene præsenteret som en indre film, gør, at læsningen virker kropsligt på dig. Så i stedet for at oversætte, at ’Jesus var en fed fyr, der gjorde en masse gode ting for mennesker,’ så fremstiller man en masse handlinger: Du ser det ske med egen krop. Vi var der ikke selv, så evangelisterne fortæller os det: Sådan her så det ud, da det skete. Så kan vi med vores egen krop få lov til at være et publikum, der var til stede, mens det rent faktisk skete. Og så forstår vi jo med vores hjerter bedre, hvad der rent menneskeligt faktisk skete i den og den situation,” siger han og understreger:
”Tal til hjertet gennem kroppen. Du kan ikke tale til hjertet gennem intellektet. Du kan ikke oversætte det her til at ’Uha det var sørme godt, at der var én, der blev reddet,” eller ”Wow, sikke et mirakel, at der var én, der blev vakt til live igen.’ Den slags abstrakte ting virker jo ikke nær så stærkt på en som at se det ske. Og det er jo derfor evangelierne er der, så du kan få lov til at se det ske.”

At skabe håb gennem det imaginæres kraft

At se det ske. Ifølge Pablo Llambías får man ikke ret meget ud af at læse Bibelen, hvis man siger, at de magiske elementer i den er noget bavl:
”Man er nødt til på et eller andet plan at acceptere, at dét, der påstås, er foregået: Her kommer Lazarus vandrende ud efter at have været erklæret død i flere dage, fx. Hvis du siger, at det er fileme urealistisk, så får du ikke noget ud af, hvad det er, der foregår.”

Han mener, at mange præster måske er lidt tilbageholdne med at tale om de magiske elementer i teksten:
”De har måske tendens til at vinkle teksten psykologisk af skræk for at komme til at provokere nogen (fx dåbsgæster) ved at insistere på de magiske elementer som en selvstændig virkelighed,” siger han og fortsætter: ”Men hvis jeg skulle sige noget til et barn, hvis mor er død, så ville jeg ikke have noget problem med at sige til det barn: ’Du kommer til at møde din mor i Himmelen.’ Det er det imaginæres kraft. Jeg kan ikke garantere, at det overhovedet sker. Men det er ikke pointen. Dét, jeg har brug for, er at indstifte den imaginære virkelighed i barnet, fordi det er den, der producerer håb. Og det er det vigtigste. Resten omkring diskussionen om naturvidenskab kontra tro – det er bare bla bla blå. Fordi det imaginære virker. Jeg behøver ikke oversætte det til noget andet. Fordi virkningen er der.”

Han mener, at en naturvidenskabelig og en magisk tilgang til tilværelsen – og læsningen af Bibelen – kan leve side om side. Men samtidig mener han også, at man mister for meget, hvis tilgangen kun er naturvidenskabelig:
”Når fortvivlelsen er allermest sort, og du oplever stor sorg, så er du nødt til at kunne tilføje et eller andet til den historie. Ellers braser den menneskelige tilværelse sammen. Du bliver nødt til at kunne tilføre den et element af forsoning – jeg vil ikke engang sige mening, for du kan ikke forlange mening, hvis dit barn bliver kørt over af en bus. Men på en eller anden måde skal du have en kompagnon i den situation. Og den kompagnon smadrer du for meget med en ren naturvidenskabelig læsning,” siger han og uddyber: ”Jeg kan med min anden halvdel af hjertet godt forstå synspunktet om, at vi er biologiske robotter, med hvem der ikke er noget som helst andet formål end at producere sig selv. Men jeg kan ikke leve med den. Derfor synes jeg godt, man kan leve i begge virkeligheder. Der findes på den ene side en ’virkelighed’ hvor vi bare er biologiske robotter, og hvor det kan være fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg tænker og føler, mens der på den anden side findes en ’virkelighed’ som er ren magi. Men midt imellem de to verdener er der en mediator. Og den mediator skal findes i blandt andet de lokale kærlighedsrelationer, som man omgiver sig med. Det forsonlige element optræder som magi mellem mennesker og er heldigvis ikke indstiftet af os selv.”