Menu
Artikel
Grundtvigsk Tidende

At fortælle tiden, mens den sker

”Jeg skulle til at tale et andet sprog. Det var godt nok dansk, men ellers havde de to sprogverdener og virkeligheder ikke noget med hinanden at gøre overhovedet,” fortæller Poul Nesgaard om mødet mellem sin egen missionske baggrund og Danmarks Radio. (Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix)
af Grethe Kirk Tornberg, redaktør
2/2023

INTERVIEW. Som mediemenneske gennem syv årtier har Poul Nesgaard forstået livet og historien gennem et kameras øje. Og blandt andet iagttaget vigtigheden af at have et fælles sprog og nogle stærke institutioner. I dette forår fortæller han i Vartov sit Mands Minde – danmarkshistorie med et personligt udgangspunkt. Læs her Grethe Kirk Tornbergs interview med Poul Nesgaard

Hans egen pubertet faldt sammen med verdens pubertet. Og da muren faldt i ‘89 havde han blot to måneder forinden været med til at arrangere en kæmpe koncert med direkte link fra København til Moskva, hvor ideen var – billedlig talt – at vælte muren: “Hele scenografien var bygget op om en pige, der løber ind i en mur og vælter den med sit hoved,” fortæller Poul Nesgaard en uges tid, inden det for alvor går løs med Mands Minde-foredragene: “Det er bare et eksempel på, hvordan jeg hele tiden har været i dialog med nogle af de der begivenheder, fordi de hele tiden har været tæt på som noget, der skulle formidles. Samtidig har jeg altid følt mig mærkeligt synkron med tiden, fordi min egen livssituation og det, jeg var optaget af, faldt sammen med begivenhederne ude omkring mig.”

Vi vender eksemplet med hans egen og verdens pubertet. Det var i 1969, da Poul Nesgaard som helt ungt menneske gjorde sin entré i Danmarks Radio. Mødet blev revolutionerende: “Jeg er vokset op i et missionsk præstehjem, hvor det religiøse sprog var det sprog, jeg forstod verden med. Alle svarene lå i den hellige tekst, Bibelen, som var lukket ind i en stor fortælling, der handlede om, at dette liv er et liv med henblik på, at vi skal møde Kristus og sidenhen forenes.” Det clashede mildt sagt med sproget i Danmarks Radio: “Jeg skulle til at tale et andet sprog. Det var godt nok dansk, men ellers havde de to sprogverdener og virkeligheder ikke noget med hinanden at gøre overhovedet,” fortæller Poul Nesgaard. Hans eget pubertetsoprør blev derfor af en art sproglig karakter: “Jeg mødte et sprog, der handlede om en konkret virkelighed, hvor vi sagde til hinanden, at vi kunne ændre verden, og at den skulle blive bedre for de mange. Sproget blev umiddelbart meget mere konkret og meget mere åbent for 100.000 spørgsmål. Og det krævede, at du var nødt til at begynde at bruge dig selv, for der var ingen ende på de spørgsmål, og der var ingen ende på de svar, som hele tiden ændrede sig afhængig af, hvor du bevægede dig hen. Det var – og er – meget komplekst. Verden blev på en gang både meget mere uoverskuelig og meget mere åben.”

Mands Minde

Grundtvig holdt sine Mands Minde-foredrag på Borchs Kollegium i slutningen af 1830’erne. Her fortalte han samtidshistorie med et personligt udgangspunkt. Siden 2004 er ideen fra Grundtvig vakt til live i Vartov, hvor en række kulturpersonligheder og politikere har holdt Mands Minde-foredrag. Med udgangspunkt i eget liv har de fortalt danmarkshistorie.

“Man behøver ikke at være religiøs for at benytte sig af det sprog, for den kristne kultur er jo alle steder i vores samfund som fortællinger og normer. Havde vi det lidt mere med os, ville vores sprog ikke blive så sort-hvidt.”
Poul Nesgaard

De stærke institutioner og den menneskelige kloak

Den enkelte stemme er vigtig, den er demokratiets vigtigste ressource, mener Poul Nesgaard: “Det, at der er nogen, der ytrer sig og kan ytre sig på en måde, som gør, at nuancerne kommer med, åbner vores blik for, at der er andre virkeligheder, end den vi lige ser.” Selv har han altid været i en situation, hvor han har fået mulighed for både at tale, sige og mene noget. Men samtidig ser han også (blandt andet med en krig i Europa), at demokratiet sine steder har det svært. “Det er derfor, vores institutioner er så vigtige,” siger han: “Fordi det er dem, der er pillerne i hele vores forståelse af samfundet.”

“Verden blev på en gang både meget mere uoverskuelig og meget mere åben.”
Poul Nesgaard

At nogen sætter spørgsmålstegn ved institutionerne, mener han samtidig også er nødvendigt i demokrati: “Det er jo en del af det – de kan ikke holde, hvis ikke der bliver banket på dem en gang imellem. 

De står ikke som hellige køer, man ikke må røre ved, men de står som noget, der er i vores struktur og har en tyngde. Den kan og skal også udfordres, både indefra og udefra. For det er den eneste måde, vi kan få et fundament, der kan holde.” Men hvad er så det gode fællesskab, som både er bærende, men som man også må og skal være kritisk i? Han peger selv på de områder, der har udgjort hele hans professionelle arbejdsliv: kunsten og DR som en public service-institution: “Det ligger i deres dna, at de både er kritiske, men samtidig også er grundlæggende elementer i et samfund, som er med til at styrke fællesskabet. De udfordrer og bliver udfordret, men det sætter samtidig også en vitalitet i gang. Sådan har jeg altid opfattet det. Hvad har gjort, at jeg er den, jeg er?” spørger han – og svarer selv: “Det er jo modstanden, udfordringerne, at noget lykkes, og at jeg får mulighed for at handle.” Han mener, at muligheden for at ytre sig og komme til udtryk på en måde har gode betingelser i dag, men at der også er problemer: “Vi er også i en situation, hvor vi overhovedet ikke har den kapacitet og erfaring til at se, hvad der kommer ud. Vi aner det ikke. Den menneskelige kloak er ligesom ved at boble over. Vi har altid haft sladder og den slags, og hele det der lag under det officielle sprog er jo sindssygt vigtigt. Det har bare fået en fuldstændig, overrumplende stor vægt og indflydelse. Og det gør jo, at der pludselig er en masse, der er hamrende nervøse for at sige og mene noget, fordi vi har friheden til at svine hvem som helst til. Det er jo dræbende for demokratiet.”

Han peger på, at der kommer til at gå noget tid, før vi forstår og finder vores ben i alle de medier, der giver mulighed for at ytre sig: “Vi var jo mange, der opfattede det som en kolossal demokratisk frihed, og så opdager vi pludselig, hvad der ligger og ulmer i os alle. Kombineret med nogle medier, der har størst mulig interesse i, at jo mere lort, der kommer ud, desto bedre.”

Tilliden og det religiøse sprog

Det hensynsløse sprog er blevet til et uforsonligt sprog, konstaterer Poul Nesgaard. Derfor mener, han, der er noget at hente i det religiøse og poetiske sprog: “I den gode version er det religiøse sprog jo et meget formildende sprog. Det er et meget smukt sprog, det er et godt sprog. Det er der, hvor vi ser os selv som de mennesker vi er – på godt og ondt, ikke?” siger han og fortsætter: “Det religiøse sprog har jo været med til at holde en form for etik og etiske normer for det at være et menneske. Og man behøver ikke at være religiøs for at benytte sig af det sprog, for den kristne kultur er jo alle steder i vores samfund som fortællinger og normer. Havde vi det lidt mere med os, ville vores sprog ikke blive så sort-hvidt.”

“Hvis du taler med et overbevist religiøst menneske, der samtidig erkender, at sproget er omtrentligt, så kan vi tale sammen. Hvis du har en politisk stærk overbevisning, men stadig opfatter sproget som omtrentligt, så kan vi også tale sammen. Men hvis du er ude i de der absolutter, så er der ikke noget sprog.”
Poul Nesgaard

Netop det sort-hvide sprog står i modsætning til det at blive vist tillid: “Der er meget stor forskel på at blive mødt af en eller anden medietrold, der siger et eller andet til tusind andre. Nej, det der med, at du er en personlig relation til nogle mennesker, der kigger på dig og siger: ‘Kunne du ikke tænke dig at kaste dig ud i det her, for det tror jeg, sagtens du kan’ – det er den største livsgave. Men hvis du hele tiden jager noget, som de andre også jager og synes, du skal leve op til, så bliver du bare kigget på som et nummer i en meget stor flok.” Han understreger, at han selv har været utrolig heldig i sit eget liv, fordi han er blevet mødt med så meget tillid. Men det med tilliden gælder ikke bare det professionelle liv – det gælder i alle livets forhold: “Det kan være i ægteskabet, i parforholdet. At blive set som det menneske, man er og som én, der har et større potentiale end den, der måske også kan være lidt irriterende, det gør jo en sindssyg stor forskel. Og der har jeg bare været totalt beriget med, at der var nogen, der så på mig og sagde: ‘det kan han godt.’” Poul Nesgaard mener, at det står i kontrast til nutidens ungdom, der generelt føler sig presset: “De bliver kigget på, men ikke set. De bliver kigget på som numre som én ud af mange, man skal have fat i. Og hensigten er ikke at blive set som det menneske, du er, men at blive kigget ud sammen med alle de andre.”

Gør dig umage og find noget, du kan nørde med

Poul Nesgaard har altid tænkt, at nok er det selvfølgelig vigtigt, at man som ung tænker over, hvilken uddannelse man vil tage osv. “Men jeg har altid tænkt, at det for så vidt er lige meget, bare du bliver nørdet interesseret i noget og på den måde kommer ind i et fællesskab, som du selv er med til at skabe og som samtidig bærer dig. Set i den sammenhæng er det ikke så afgørende, hvad du laver. Der sker nemlig også det,” siger han, “at hvis du gør dig umage med noget, så er der også nogen, der ser det og bliver opmærksom på det. Men det er klart, at hvis hovedet er et helt andet sted, og jeg slet ikke er i det, jeg laver, så sker der jo ikke noget. Og det er derfor, jeg taler om det nørdede. I det samme du har prøvet at være nørdet om noget, mærker du også, hvad kvalitet er, og hvornår noget giver mening. Så hermed en opfordring til, at alle skal blive nørder på et eller andet område,” siger han og skynder sig også at sige, at vi ikke skal være det hele tiden: “Du skal jo også kunne træde ud af det nørdede, for ellers bliver du for uopmærksom på verden omkring dig.”

Det nørdede har hele livet ligget lige for i Poul Nesgaards tilfælde. Som rektor for Filmskolen gennem mere end to årtier har han været vant til at omgås meget dedikerede mennesker og har skullet skabe en god kultur for det: “Når du kommer ind på skolen, så er du allerede talentfuld. Og det er det talent, vi ser, og det sprog, vi er interesseret i at udvikle og udforske. Det har intet med mit sprog som rektor at gøre – overhovedet ikke. Det drejer sig om en demokratiproces, hvor den enkelte får en meget stærkere gennemslagskraft i forhold til hvem de er, og hvad de kan samtidig med, at de skal arbejde sammen med andre meget dedikerede kunstnere inden for hver sit felt.” Man kunne indvende, at når den enkelte bliver dyrket i sådan en særlig grad, skaber det grobund for en flok individualister snarere end en flok fællesskabsentusiaster. Men det er ifølge Poul Nesgaard ikke tilfældet: “Filmskolens store kompleksitet ligger i, at du er nødt til at samarbejde. Om du er fotograf, tonemester, klipper, manuskriptforfatter eller andet, så skal du kunne arbejde sammen. Det indgår som en fast del af skemaet om en række produktioner, hvor hver del af en færdig film har stor betydning. Kan det slå gnister? Ja, det kan det. Men når du lykkes med det, så skaber du et fællesskab, som er dybt kvalificeret og på en måde meget mindre sårbart, fordi hver har sin egen funktion og realiseringen af projektet opstår mellem lige parter. Fordi du bliver vist tillid og ikke bare bliver kigget på, men netop set som en, der har betydning i sig selv.”

Poul Nesgaard

Født 1952 og opvokset i Københavns Nordvestkvarter, hvor hans far var præst ved Utterslev Kirke. Ansat i Danmarks Radio som 16-årig i B&U-afdelingen. Rektor på Den Danske Filmskole 1992-2014. Laver stadig radio og holder foredrag i dag.

Mands Minde-podcast

Lyt til Poul Nesgaards fem Mands Minde-foredrag her.

Mands Minde med Poul Nesgaard

Siden 1845 har Grundtvigsk Tidende interesseret sig for den nutid, vi lever i, den fortid, vi kommer af, og den fremtid, vi kan ane. Og du kan være med. Tegn et abonnement her.

Bestil nu