Menu
Artikel
Grundtvigsk Tidende

Andelstanken lever, men den har ikke noget med socialisme at gøre

Bertel Haarder, foto: Thomas Tolstrup
af Grethe Kirk Tornberg, redaktør
1/2022

INTERVIEW. Det skabte debat i medierne, da politiker og forfatter Pelle Dragsted i efteråret 2021 modtog N.F.S. Grundtvigs Pris for sin bog om nordisk socialisme, der drager paralleller mellem Grundtvig, andelsbevægelsen og en nordisk udgave af socialisme. En af kritikerne var Bertel Haarder, MF for Venstre, der efterfølgende tog imod på sit kontor på Christiansborg til en samtale om netop Grundtvig, folkelighed, socialisme og om – skulle det vise sig – nogle vindmøller, der giver andelsbevægelsen ny luft under vingerne

”Det generer mig at se andelsbevægelsen og Grundtvig spændt for en gammelsocialists vogn,” siger Bertel Haarder om Pelle Dragsteds bog om nordisk socialisme, der var årsagen til, at han modtog N.F.S. Grundtvigs Pris i efteråret 2021. I begrundelsen for tildelingen af prisen hed det blandt andet, at bogen forfølger tanken om en mere demokratisk økonomi, en økonomi baseret på menneskelighed og folke-lighed – en tanke, som også prismodtageren finder helt central hos Grundtvig – og ikke mindst i andelsbevægelsen.

Men det, der anfægtede Bertel Haarder mest, var udsagnet i begrundelsen om, at ’lighed mellem mennesker er noget, man må tro på.’ ”Det var det, der provokerede mig, for Grundtvig var ’imod enhver tyran, han kalde sig Napoleon eller lighedsprincip,’” siger Bertel Haarder. Men at det generer Bertel Haarder, at nogen siger socialisme og Grundtvig i samme sætning, handler i høj grad også om hans egen  personlige store veneration for Grundtvig, det grundtvigske og hele andelsbevægelsens historie: ”Det med andelsbevægelsen ligger jo i Venstres dna. Min egen far fortalte om sin far, at han og andre gik langt med deres smør for at få det afsat hos købmanden. Og når de  endelig nåede frem, var de jo i lommen på købmanden, fordi de måtte gå hjem med deres smør igen, hvis ikke de accepterede den pris, købmanden foreslog. Så de frigjorde sig selv ved at lave andelsforetagender, hvor de fik styr på både produktion og afsætning. Og det var et fantastisk gennembrud, som lagde grunden til det moderne Danmark.”

Men det har for Bertel Haarder ikke noget med socialisme at gøre: ”Det har nok at gøre med en politisk ligestilling, men ikke en  økonomisk.”

“Hvis man ikke kender til sit eget folks historie, så trænger man til at komme til psykolog eller en historiker, som kan fortælle, hvad det er, der ligger bag et folks måde at reagere på. For ellers forstår man ikke sine egne traumer, idiosynkrasier og fordomme”
Bertel Haarder

Folkelighed og folke-lighed

Det handler om en bindestreg. En bindestreg mellem folke og lighed:

”Det der med folke-lighed – det skal man ikke misforstå. Det er ikke social lighed eller ligestilling. Det er lighed i betydningen afspejling. Du kan kalde det gudbilledlighed,” siger Bertel Haarder og fortsætter:

”Jeg er selv super grundtvigianer, og jeg ved slet ikke, hvad Danmark var blevet til, hvis ikke vi havde haft Grundtvig. Han har været definerende for dansk kultur – og for så vidt også den økonomiske udvikling. Det er bare ikke, fordi han gik ind for lighed.” Han henviser til, at Grundtvig gik imod socialparagraffen i Grundloven, og kaldte den ’kristen kærligheds kolde ligsten’. ”Men han var tilhænger af, at der var noget, der var fælles. Og det er folkeligheden,” påpeger Bertel Haarder.

Han beskriver Grundtvigs forestilling om, at ethvert folk lever i en folkelig sammenhæng, som er en historisk nedarvet sammenhæng:

”Folkeligheden er det, som vi indånder. Det er de fælles kulturelle erfaringer, som lagrer sig i sindet og i sindbillederne. Det er det, vi har fælles og som udgør folkeligheden – man skal bare ikke sætte bindestreg, selvom Grundtvig selv gjorde det, for så kommer man til at misforstå det. Desværre.”

Det med rødderne i den fælles folkelige kultur er ifølge Bertel Haarder også forudsætningen for at være forbundne i noget universelt: ”Det universelle kommer vi til via vores egen folkelighed. Nationernes folkelighed bærer tilsammen det universelle,” siger han og eksemplificerer det i et billede af Storebæltsbroen, der netop er bundet sammen af selvstændige søjler. Derfor er det så vigtigt at kende sin historie: ”De kulturelle erfaringer er bestemt ikke noget guddommeligt, men de er som de er, og man skal kende dem,” siger han og understreger endnu en gang vigtigheden: ”Hvis man ikke kender til sit eget folks historie, så trænger man til at komme til psykolog eller en historiker, som kan fortælle, hvad det er, der ligger bag et folks måde at reagere på. For ellers forstår man ikke sine egne traumer, idiosynkrasier og fordomme.”

“Andelstanken lever, men den har ikke noget med socialisme at gøre”
Bertel Haarder

Tillid er andelsbevægelsens styrke

En del af det danske folks historie er nederlaget i 1864:

”Højskolebevægelsen, oplysningsbevægelsen og andelsbevægelserne kom samtidigt, og blev forstærket af nederlaget i 1864: Hvad udad tabes skal indad vindes,” fortæller Bertel Haarder og fortsætter: ”Med andelsbevægelserne fik man skabt et tillidsbåret fællesskab, som var helt afgørende. Man var nødt til at have tillid til hinanden, når man ikke havde andre autoriteter eller regler at holde sig til, end at en aftale er en aftale. Og så det, at man delte fiduserne i stedet for at gemme dem for hinanden. Det kræver tillid, og i den henseende ligner  foreningslivet jo andelsbevægelserne i måden, man skaber vigtige ting på: Det at man sammen skaber noget nedefra uden at det offentlige regulerer.”

Bertel Haarder mener, at andelsbevægelsen er så stærkt et fællesskab, at der i den grad er brug for at tænke endnu mere i de baner i dag også. Derfor har han medvirket til, at der blev nedsat – og indgår nu selv i – en tværpolitisk arbejdsgruppe om demokratiske virksomheder: ”Danmark er sakket agterud når det gælder andelsvirksomheder i forhold til Spanien, Italien, England og USA – de har flere virksomheder med elementer af medejerskab end vi har. Og det er fordi, vi har levet på renomméet. Vi tror, at det med andelsbevægelsen er fortid, men vi skal have gjort det til nutid. Alene butiksdøden viser jo, hvor vigtigt det er, at vi får gjort det til nutid. Det er vigtigt, at dem, der kommer til at savne en butik i de lidt mere tyndt befolkede områder, slår sig sammen og får dannet nogle brugsforeninger.”

Og andelsforeningerne er så slidstærke, at de, ifølge Bertel Haarder, ikke bare kan klare sig, men tilmed klare sig godt: ”Andelsbevægelsens styrke er jo, at den ikke bare kan klare sig nationalt, men også i internationale sammenhænge. Fordi der er fordele ved et tillidsfuldt samarbejde, hvor man slår pjalterne sammen om produktion, udvikling og forskning.”

Vindmøllerne ved Kragerup Gods

Også på klimaområdet er der brug for andelstanken: Ved Kragerup Gods på Vestsjælland, ville man opstille en masse vindmøller, hvilket der var stor lokal modstand imod: ”Lige indtil fruen på godset, der hedder Dinesen, fandt på at give naboerne andel i vindmøllerne. Så hver gang vindmøllerne drejede rundt, klikkede der en mønt i lommen på naboerne. Det skabte en helt anden stemning,” fortæller Bertel Haarder og giver endnu et lignende eksempel: ”Den store ballade omkring testcenteret for vindmøller i Østerild blev løst ved, at de klagende naboer fik andel i gevinsten. Nu skal vi have flere testcentre og med større vindmøller, og det giver jo en helvedes ballade, når folk skal gå og se på dem – lige indtil man finder på at give folk andel i foretagendet. Det betyder meget for dem, der bor der, at de også har ejerskab i det. Og det synes jeg, er en god gammel dansk facon at gribe tingene an på. Så andelstanken har også en fremtid for sig på det grønne område.”

Bertel Haarder fremhæver igen andelstanken som en utrolig vigtig del af dansk historie, og dermed også dansk folkelighed: ”Tænkemåden – den har vi virkelig til fælles, hvad enten vi har oplevet det eller ej. Den tænkemåde, hvor man kan løse problemer i fællesskab. Det er stærke fællesskaber, der kan klare sig i brølende konkurrence,” siger han og levner Pelle Dragsted en lille indrømmelse: ”Hvis jeg skal finde noget, jeg er enig med Pelle Dragsted i, så er det jo netop det enestående ved, at når man lavede disse andelsforetagender, hvor man gik fælles om at løse en opgave i gensidig tillid, ansatte en bestyrer og derefter på generalforsamlingen stemte efter hoveder og ikke efter høveder, så var det et udtryk for noget, man da godt kan kalde for en lighedstanke.”

Han refererer til det vestjyske bondemiljø, som hans egen far stammede fra og som var dybt forankret i højskoletankegangen: ”De sendte deres børn på landbrugsskole og højskole, og de klarede sig utrolig godt. Og de havde en kultur, hvor der var en meget stor grad af lighedstænkning. Det der med lige værdighed – det var noget, de mente og praktiserede.”

Blå bog

Bertel Haarder

Født 1944 på Rønshoved Højskole

Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet med speciale i Grundtvigs frihedssyn

Højskolelærer i Askov 1968-69 og 1970-73 samt seminarieadjunkt i Aalborg 1973-75

Folketingsmedlem for Venstre 1975-2022 med adskillelige ministerposter under skiftende statsministre.

I 2011 og 2019 præsident for Nordisk Råd.

Nuværende formand for bestyrelsen for Det Kongelige Teater

Siden 1845 har Grundtvigsk Tidende interesseret sig for den nutid, vi lever i, den fortid, vi kommer af, og den fremtid, vi kan ane. Og du kan du kan være med. Tegn et abonnement her.

Bestil nu