Alternativ åbningstale ved Matias Møl Dalsgaard

Lyt til Matias Møl Dalsgaards tale her

Kære Folketing

Det er igen den tid på året, hvor jeg reflekterer over rigets tilstand, og hvad jeg har tænkt mig at gøre ved den.

Og jeg må advare jer. Siden I sidst så mig, har jeg gjort en opdagelse. Noget er sket. Det jeg siger nu, er noget andet, end jeg ville have sagt for bare tre måneder siden.

Det bliver en anderledes åbningstale, I får fra mig denne gang.

Hvor jeg før kunne have sagt, at noget skal forandres, så vil jeg nu sige at alt skal forandres.

Nu skal I høre hvad der skete.

En aften inden sommerferien, hvor jeg var ved at være godt træt af den evindelige kiv og strid på borgen og slet ikke kunne vente på at det blev ferie, gik jeg ud på en af bagtrapperne for at gemme mig et øjeblik. Bare stå og glo ud ad vinduet, og forestille mig hvordan det ville være at være en af himlens frie fugle frem for fange her på ærgerrighedens kampplads.

Mens jeg stod og betragtede himlen og sommerskyerne, som langsomt drev forbi, hørte jeg til min ærgrelse fodtrin komme op ad trappen imod mig fra etagen nedenunder. Fodtrin med sådan et lidt stressende og irriterende antrit, I ved, som hvis fødderne sad på en ekstrabladsjournalist. Så jeg begyndte selv at gå op ad trappen og søge højere op i bygningen. Væk fra fodtrinene. Men trinene blev ved med at forfølge mig, så jeg fortsatte opad, indtil jeg til sidst nåede helt op på loftet, hvor en åben dør førte ind til et halvmørkt rum.

Jeg så mig omkring, mens mine øjne langsomt vænnede sig til mørket. Henne i det ene hjørne stod sørme en skøn gammel secretair. Så fin en secretair i sine former og udtryk. Faktisk sådan en secretair, som jeg i min ungdom havde drømt om, men siden havde glemt alt om. Og altså, med secretair mener jeg et fint gammelt møbel - en slags kommode - og ikke min personlige sekretær, som hedder Barbara og slet ikke er særlig gammel.

Nå, men jeg tog fat i en af skufferne, og til min overraskelse gled den op ved første berøring og åbenbarede et yndigt hæfte skrevet af en vis hr. Anti-Climacus, et navn som jeg ikke før havde hørt om.

Jeg slog op i hæftet, som startede med sætningerne - og nu citerer jeg:

"Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; [...] Mennesket er en Synthese af [...] det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed, kort en Synthese."

Citat slut.

Jeg indrømmer, det var lidt snørklet. Men jeg læste det igen, og pludselig stod alt meget klart for mig. Og mere overraskende: Konsekvensen af sætningerne stod klar for mig.

For hvad sagde sætningerne: De sagde, at mennesket er sat sammen af noget "timeligt" og noget "evigt" - det er selvfølgelig bare ord, og man kunne have brugt andre ord - lad os fx kalde det materie og intellekt - vi er biologi, vi er er ting, men vi kan også tænke. Og det særlige ved mennesket er selve denne tænken, eller mere præcist at mennesket ikke blot tænker, men forholder sig til sig selv. Vi forstår os på os selv, vi tolker os selv - spændt ud mellem den fysiske virkelighed, de jordiske realiteter, og så vores evne til at tænke.

Jeg står fx her i dette rum. Jeg kan se rummets hjørner, dets udstrækning. Jeg har en krop, som fylder noget i rummet. Jeg har et papir foran mig. Alt samme meget fysisk. Men jeg forstår mig også på mig selv i rummet - på meningen og betydningen af at jeg står netop her.

Lad mig sige det på en anden måde: Vi er ikke bare ting, men vi forstår os selv i og blandt tingene. Og selvom vi ikke er ting, så er de fysiske ting omkring os ikke ligegyldige, for den tingslige virkelighed, som vi forholder os til, former os som mennesker, det vil sige som ånd.

Og hvad er så er de praktiske konsekvenser af alt dette? Kan I ikke se det? Det er meget enkelt.

Intet er åndeligt neutralt. Alt hvad vi sætter i verden, som politikere, som myndigheder, som virksomheder, producerer ånd - for alt former den selvforståelse som ER mennesket. Alt hvad vi sætter i verden, gør mennesker til enten den ene eller anden form for ånd.

Med andre ord: Man kan IKKE IKKE lave ånd.

Der findes ikke et neutralt sted. Så man må spørge sig selv, ikke om der er ånd - i politikken, i samfundet, i verden - men om ånden er god. Laver vi ting med god ånd? Lever vi med god ånd? Sådan burde vi spørge til alt, hvad vi rører ved.

Det er en lidt overvældende, men til gengæld meget produktiv indsigt - når man lige fanger den. En indsigt der som en projektør kaster et nyt lys på alt omkring os.

Tag for eksempel nogle af de største ting, som vi omgiver os med: Bygninger. Når jeg ser en bygning, så må jeg nu pludselig hver gang spørge mig selv: Hvad bliver jeg for et menneske, når jeg forstår mig selv i den verden, som denne bygning repræsenterer? Hvad er bygningens åndelige hensigt?

Lad os tage et typisk moderne etagebyggeri, som I alle ved hvordan ser ud i gennemsnit: Betonelementer indvendigt, grå, brune eller røde sten udenpå, firkantede alu-vinduer og -døre. Opgangen er steril, og der er et metalgelænder på trappen. Måske også nogle grå klinker på trappen. Der er ikke voldsomt højt til loftet på etagerne. Og alt er kendetegnet ved et absolut fravær af detaljer - eller ornamentering, som det engang hed. Vinduet er bare et vindue, døren er bare en dør - rummene i bygningen er bare rum. Bygningen er ikke nødvendigvis billig, og den ligger ikke nødvendigvis på en billig adresse. Det er sådan vi bygger 95% af boligmassen i dag. Kig på sådan et hus, og kig så på dig selv i det hus. Hvilken ånd bliver du, når du forstår dig selv op imod denne fysiske virkelighed? Du bliver praktisk, du bliver mekanisk, du tænker ikke, at du har anden funktion end netop din funktion - at bo, arbejde, spise, formere dig og overleve. Ingen større forestilling eller fantasi om menneskelivet næres i sådan en bygning. Måske drømmer du om penge, for så kunne du eje hele bygningen. Men det er også alt.

Mere får du ikke ud af dig selv i bygningen. Bygningen kaster ikke noget af sig, som sender dig tilbage i verden med en idé om den verden, som du lever i og skaber for dig selv og andre.

Men ånd er selvfølgelig ikke blot noget der opstår i forholdet mellem mennesker og fysiske ting. Ånden opstår og udvikles også vi mennesker imellem. Jeg talte før om, at jeg forstår mig på mig selv her i rummet - men det er jo ikke kun rummet som fysisk virkelighed. Det er også på det forhold at jeg taler til netop jer i dette rum - denne folketingssal - at noget af betydning foregår imellem os.

Mere generelt taler man fx om fællesskabets ånd eller om holdånd, eller om fællesskabsfølelse eller nationalfølelse. Usynlige bånd, som netop er åndelige størrelser, og som kun findes og opleves i relationen mellem mennesker.

Når vi melder os ind i klubber, når vi danner foreninger, når vi forbindes på arbejdspladser og i vennegrupper - eller som nation - så er fællesskabet aldrig blot praktisk, men også åndeligt. Fællesskaberne bygger på idéer, på ord, på ritualer, handlinger og symboler - eksplicitte eller implicitte - som vi forstår os selv i forhold til.

Ja, faktisk kan man blive helt svimmel af at tænke på, hvor åndeligt alt i virkeligheden er. Men nu er det ikke meningen, at vi skal gå filosofisk amok over altings åndelighed. Det har vi ikke tid til. Vi er politikere. Vi er praktikere. Spørgsmålet er, hvilken ånd det er, vi dyrker som samfund.

Fx i vores skoler, som er noget af det fineste og vigtigste, vi som samfund tager et fælles politisk ansvar for. Hvilket menneske bliver jeg skolen? Hvilket indhold får jeg at spejle mig i - hvad hører jeg, hvad læser jeg, og hvilke sange synger jeg?

Etablerer vi et rum for selvforståelse, selvværd og fællesskab? Og fylder vi rummet ud med et indhold - en poesi, en viden, en historie - som jeg kan finde mig selv i? Eller gør vi det ikke? Måske læser jeg slet ikke tekster, men bliver autofodret med videoer i snack-længde på TikTok eller YouTube og har det som mit primære åndelige input. Måske synger jeg slet ikke, men hører blot lidt global pop, mens jeg sidder og scroller på sociale medier... Underholdt og ensom.

Det er vigtigt, at vi får noget åndelig føde på bordet. Man kan ikke blot forbyde en dårlig ånd. Man må sætte en anden ånd i stedet for. Og det kan vi netop i skolerne - hvis vi vil.

Vi kan synge om det gamle, om det nye, om det fælles og det smukke... Om barndommens gade, om det havblå rige, hvor verden lukkes ind, hvor vi taler med venner i lys, som brænder mildt i mørkets favn. Husker vi at synge om det? Sangbøgerne findes allerede - så det er bare at komme i gang.

Og ved I hvad? Vi taler så meget om forskellighed i dag, eller om diversitet, som vi nu kalder det. Om etnicitet, om køn, om seksualitet, om forskellige kroppe, om minoriteter i alle tænkelige kategorier - og det er godt, det udvikler vores forståelse og hensyntagen til hinandens forskellighed. Men når vi mødes åndeligt, så bliver de synlige - og i virkeligheden overfladiske forskelle - mindre vigtige.

I ånden finder vi et fællesskab - eller en mulighed for fællesskab - som overstiger vores synlige forskelligheder. Vi navigerer frit, når vi ikke blot er bundet af udvendig forskellighed. Som ånd er vi netop en syntese, som hr. Anti-Climacus formulerede det. Vi er ikke blot vores jordiske endeligheder og forskelligheder. Som åndelige væsener kan mødes i kærlighed til kunsten, til naturen, til konkurrencen, til videnskaben, til musikken - vi er frie til at finde fælles kærlighed - eller fælles uenighed. Vi skal ikke alle mene eller elske det samme, men vi skal alle have det gear, som sætter os ud over vores små forskelligheder. Den åndelighed skal skolen stimulere.

Derfor er så vigtigt at læse gode tekster. Tag nu bare mig selv: Er det ikke utroligt, hvor meget man får ud af at falde over bare en enkelt god bog på Christiansborgs loft? Tænk hvis man læste bare to eller ti gode bøger i løbet af sin skoletid? Ordentlige bøger ryger tilbage på skoleskemaet med det samme.

Det sagde jeg faktisk allerede i går til min undervisningsminister. "Ordentlige bøger, nu!" Hun kiggede på mig og spurgte, hvad jeg mente med ordentlige bøger. Jeg sagde, hvis du havde læst nogen, så ville du vide det. Der fik hun den.

Ja, undskyld, som åndeligt menneske kan man godt blive lidt pirrelig, når man møder åndløshed. Det undskylder jeg for. Men det er fordi spørgsmålet om ånd er et spørgsmål om liv eller død. Åndeligt liv eller åndelig død. Så derfor kan man godt blive lidt krigerisk, og jeg håber, at I bærer over med mig.

Desuden skal vi blive gode til at læse og til at regne igen... Klassiske fag som dansk og matematik skal have fuld opmærksomhed. Faglig basis og ballast og stadig træning af hjernen er nødvendigt for at kunne processere ånd. Men det er heldigvis det, som man kalder en "win win situation", fordi universiteter og virksomheder netop tørster efter talent med en faglig basis på plads... Faglighed er godt for ånd og good for business.

Jeg er kommet lidt vidt omkring, og er måske revet lidt for meget med af min egen begejstring - men hvad er ånd også andet end netop det at være begejstret? Fuld af gejst, mit Geist - beåndet.

Jeg har talt om vores bygninger og om vores skoler, og det kan virke lidt tilfældigt. Men hvis vi lige trækker vejret et øjeblik og træder et skridt tilbage - så hører eksemplerne faktisk til i to grundspor, som vi må tage ansvar for som politikere: 1) Den fysiske virkelig, som vi bygger og 2) Det indhold, som vi putter ind i denne fysiske virkelighed. Det vil sige "rammer" og "indhold". Eller med andre ord: Hardware og software. Alt hvad vi skaber, kan rummes inden for disse to dimensioner, og det er ikke kun det bløde - softwaren - som er blød. Ikke kun indholdet er af åndelig betydning. Det bløde er også i det hårde. Alt er ånd. Vores bygninger, vores infrastruktur, vores logistik påvirker ånden lige så vel som indholdet - vores curriculum, vores sange, vores fælles tekster og ord - påvirker ånden.

Og der er det særlige ved ånden, at den kun findes i sine eksempler. Der er ikke ånd uden for de konkrete situationer af erfaret virkelighed. Ånd lyder meget teoretisk, men den findes i virkeligheden - og kun i virkeligheden. Derfor er det ok også at tale om eksemplerne. Det skal vi give os selv lov til som politikere - zoome ind og diskutere. Kun i det små får vi øje på det store. Vi skal ikke lovgive om alt i detaljer, tværtimod, ånden skal sættes fri, men vi skal have evnen til at udpege og diskutere ånden - frit og engageret. Det vil løfte os alle som samfund og som fællesskab.

Foruden de to dimensioner "rammer og indhold," "hardware og software," er der dog en tredje dimension, som også skal nævnes: Planeten. Grundlaget for det hele, rammernes ramme. Klimakrisen er en realitet, og vi kender alle regeringens målsætning om 70% reduktion af drivhusgasser inden 2030. Vi er langt fra målet, og målsætningen og opgaven ændres ikke af, at vi taler om ånd og åndens udvikling. Mange af løsningerne bliver store og voldsomme - ny ingeniørkunst, ny industri, ny videnskab i en enorm skala bliver påkrævet for, at vi når i mål. Det er ikke i sig selv nogen åndelig øvelse.

Men jeg har alligevel opdaget noget, som jeg tror, vi kan gøre bedre. Vi skal tale mere om, hvad det er for en planet, vi ønsker at redde. Vi kan tale med mere kærlighed om den natur, som vi ønsker at redde - frem for kun at gøre spørgsmålet om klima og ressourcer til et spørgsmål om videnskab og grafer. Vi engageres bedre, og vi engagerer mere fantasi og virkelyst, hvis kærlighed til målet er i spil. På samme måde fører den energikrise, som vi lige nu står midt i - afledt af krigen i Ukraine - ikke kun til, at vi må spare på et i forvejen uholdbart energi- og ressourceforbrug. Krisen kan også føre til, at vi positivt sætter ord og billeder på en tilværelse, hvor målet er at bruge og genbruge med omtanke og at deles om de mange ressourcer, som udmærket kan deles. Grebet rigtigt an bliver vi kun et stærkere fællesskab og samfund, hvis vi udvikler en forståelse af, at vi her kan hjælpe hinanden - og dyrke det samfund, hvor få har for meget og færre for lidt, som Grundtvig ville have udtrykt det.

Sådan vil jeg kæmpe for ånden på tre dimensioner. Rammer, indhold, planet.

Det vil jeg gå i gang med nu. Jeg vil invitere alle private og offentlige aktører med i bestræbelserne - fonde, virksomheder, skoler, kirker, moskeer, synagoger, teatre... Man er velkommen, og det koster ikke andet end egen åndelige bestræbelse. Vi bliver ikke færdige lige med det samme - jeg giver mig selv en 20-30 år til opgaven. Men hvad er det i evighedens perspektiv?

Og det smukke ved ånden er, at vejen er målet. Når vi er i gang, så er vi på en måde allerede ankommet, og så gør det ikke noget, at den fysiske virkelighed langsommeligt følger efter med sin egen inerti. Jeg sagde i starten, at alt skal forandres - men alt er allerede forandret, når vi er på vej. Eller som Paulus engang så nydeligt sagde det: "Noget nyt er blevet til."

Det er sådan jeg har det i dette øjeblik, og det er den statsminister, I får fra nu af.

Jeg kører med det lange lys. Åndens lys. Den daglige drift af staten lader jeg til gengæld ministrene om i de kommende år. De er voksne mennesker og klarer nok praktikken uden min indblanding. Så kan de ringe, hvis de har problemer af tilstrækkelig åndelig karakter. Ellers må de klare det selv. Det må de acceptere. For som jeg siger: Ånd, lev med det!