Alternativ åbningstale ved Ane Cortzen

Lyt til Ane Cortzens tale her

Åndens Genkomst?

Første gang, at jeg stiftede bekendtskab med ånd, var på Arkitektskolen i København i 1995. Som førsteårsstuderende blev jeg nemlig undervist i hvad min fantastiske lærer, nyligt afdøde Professor Carsten Thau, kaldte for genius loci - stedets ånd.

Et svært definerbart begreb, som vi ikke desto mindre alle forstår hvad er, når vi møder det. For de gamle romere, var genius loci et steds beskyttende ånd -  konkret afbildet ved hjælp af slanger, overflødighedshorn eller andet. Men for os moderne mennesker, er det mere flygtigt.  Stedets ånd kan mærkes, når dagslyset rammer væggen på en særlig måde, når hånden møder materialets sanselige overflade, når rummets dimensioner løfter os og sætter tanken fri. Og så når vi kan fornemme en historie, en fortælling.  Der er i den grad genius loci til stede på dette sted-  Vartov - som har huset nogle af Danmarkshistoriens største personligheder fra Tycho Brahe til Grundtvig. Et hus bygget til helbredelse, til ånd og til forskning. Arkitekten J.C Krieger tegnede den bygning vi står i i dag - grundstenen blev lagt den 8.juli 1724 - og dermed blev grunden lagt til et robust hus, der emmer af ånd i hver en mursten.

Det var lidt af en åbenbaring for et journalist-barn som jeg, at møde et menneske som Carsten Thau, der kunne kæde tankefrihed sammen arkitektens gerning. Carsten Thau var ikke selv arkitekt, men cand.phil. i idéhistorie - han havde studeret ved Frankfurter-skolen i 70'erme, gået hos forelæsninger hos Habermas - og dermed kunne han på fascinerende vis forbinde nogle af verdenshistoriens største tænkere og arkitekter på en måde så at det helt konkrete og det metafysiske ikke længere var hinandens modsætninger. Thau var en gudsbenådet formidler, hans timelange forelæsninger var dybt underholdende og bevidsthedsudvidende. Mine øjne blev åbnet og jeg kunne se og sanse på en måde, som jeg ikke havde kunnet før. Pludselig forstod jeg hvor meget rum betyder for os mennesker - hvor meget vi bliver påvirket af rummene omkring os - både byens rum, landskabets rum og det private rum - jeg forstod, at tankefrihed og mursten hænger sammen.  Netop som på dette sted.

Jeg forstod også hvor vigtig god arkitektur er – ikke bare for arkitekter eller for de heldige brugere eller beboere – men for hele samfundet. Arkitekturen former vores byer, vores liv, vores identitet. Den har bådet et socialt og et menneskeligt ansvar, som det kræver stor omhu og dedikation at leve op til. Vi blev undervist i modernismens grundlæggende principper - luft, lys og rene linjer. Ud med tidligere tiders støvede rum, overfyldt med nipsgenstande, plisserede lampeskærme og tunge gardiner. Væk med gesimser, balustre, blyindfattede ruder og dekoration - alt unødvendigt som ikke havde en funktion, skulle skæres væk. Ingen form uden funktion

De store, hedengangne arkitekter, hvis værker vi nøje studerede – Arne Jacobsen, Vilhelm Lauritzen, Jørn Utzon – opfattede jeg som mænd af stor, idealistisk styrke. De var ikke blot ude på at fremme deres eget ego eller tjene en masse penge – de var ude i et langt større ærinde. Nemlig at skabe det gode liv og dermed et bedre samfund.

Vi tog på studietur til Schweiz, Holland og Italien og studerede nogle af modernismens mestre fra Mies Van Der Rohe til Le Corbusier. Vi fik at vide hvordan Bauhaus bevægelsen i 20'erne koblede de klare linjer i arkitekturen sammen med en større omlægning af hele samfundet. Arkitekturen skulle gøre os til selvstændige, frisindede og ligestillede individer.

Nu om dage synes jeg det står sløjt til med idealismen. Den har trange kår i en benhård markedsøkonomi, hvor bygherrer og developere ikke bare skærer ind til benet, men helt ind i knoglemarven. Arkitekterne kan have nok så fine visioner, lave de smukkeste tegninger og tænke de flotteste tanker – det er bare meget, meget sjældent, at de tanker ligner sig selv, når bygningerne står færdige. Den arkitektoniske integritet bliver brændt på de økonomiske interessers bål. Og det skaber vrede og frustration – ikke bare blandt arkitekterne selv, men også generelt ude blandt folk, som ikke kan gennemskue den komplekse byggeproces og blot tror at arkitekter er verdensfjerne typer, som har misforstået opgaven.

På den måde har modernismens arkitektur desværre spillet fallit. Vi er omgivet af åndløse byggerier, hvor hele idéen om at forenkle og skære ind til benet, har resulteret i et forarmet udtryk uden genius loci. Vi skal alle passe ind i den samme kasse med samtalekøkken, forældresoveværelse, 2 børneværelser og balkon eller terrasse, hvor Weber grillen kan stå. Bygget af betonelementer, beklædt med et tyndt lag tegl og det samme standardvindue. Der er ingen sålbænke langs vinduerne, ingen sokkel, ingen relief i facaden eller indbydende gårdrum. Væk er de overraskende, rumlige kvaliteter, den sanselige brug af materialer eller de håndværksmæssige detaljer. Væk er den revolutionerende nye måde at ville indrette samfundet på.

Typehusselskaberne har kronede dage, hvor de lokker med "modernistiske, arkitekttegnede huse", der dog er meget langt fra hvad folk som Le Corbusier og Arne Jacobsen forestillede sig.

Nutiden boligbyggeri er for en stor dels vedkommende en hul kulissearkitektur, som mimer modernismens flotte idealer uden at følge dem til dørs.

Det har heller ikke hjulpet, at hele effektiviseringen af byggebranchen med elementbyggeriets ankomst i 1960'erne, har skubbet håndens arbejde til side og gjort det muligt at bygge enormt hurtigt med stor profit, men ingen sjæl. Hvor bygherrer før byggede til dem selv - og derfor lagde stor omhu i detaljerne og benyttede sig af de bedste materialer, som patinerede på smukkeste vis - så er det i dag mestendels developere, der ikke bygger til dem selv, men netop udvikler et område med profit for øje. Og det der er bestemt ikke noget galt med - at ville tjene penge - men incitamentet til at beånde byggerierne er der ikke længere. Man kan ikke tjene penge på ånd. På kort sigt. På lang sigt kan det vise sig at være en god investering. Men langsigtede investorer på boligmarkedet er et sjældent syn.

Hvad kan vi så gøre for at få ånden tilbage i det moderne boligbyggeri? Det er en kompleks affære overhovedet at afdække, hvornår genius loci går tabt. Jeg har selv prøvet med et program jeg laver for DR, som hedder " Er Der en arkitekt til stede?" Programmerne er et forsøg på -  ved at gå tilbage i sporene på et fejlslagent byggeri - at påpege lige præcis hvor det går galt. Det er ikke nemt og der er aldrig den samme forklaring. Men fælles for alle programmerne er politikerne der ikke føler sig ordentlig klædt på til at træffe den rigtige beslutning og arkitekter som ikke ønsker at medvirke på trods af, at deres navn står på bygningen. Det første kan vi gøre noget ved - flere og flere kommuner opretter særlige arkitektur-råd eller ansætter stadsarkitekter som kan rådgive de folkevalgte. Der er en ny, national arkitekturpolitik på vej, som forhåbentlig også vil adressere dette specifikke problem. Det andet fællestræk - at arkitekterne ikke vil være med i programmerne og i det hele taget slet ikke deltager i den offentlige debat - er langt sværere at løse. Grunden til, at de ikke vil udtale sig er, at de er ulykkelige over det byggeri, som de har været med til at sætte i verden , men ikke kan sige det højt, da de derved træder en magtfuld bygherre over tæerne. Og grunden til at byggeriet ikke er blevet som arkitekten drømte om, det er at det er entreprenøren som sidder for bordenden i langt de fleste byggerier. Og de er typisk optaget af at spare penge. Og det gør man ved at skære ånden fra. Men det tør arkitekterne ikke sige højt, for så mister de kunder og så skal de til at fyre folk.

Det er et enormt demokratisk problem for os alle sammen i dette her land, når så markant en faggruppe som arkitekterne, ikke tør bruge deres stemme. Arkitekturen har jo før givet svaret på nogle af samfundets største udfordringer. Og Danmark står med store udfordringer: Vi har en kæmpe ensomhedsepidemi, især blandt unge,  - men også ældre mennesker, som vælger at blive boende i deres hus når ægtefællen dør.  Fælles for begge grupper er at de savner fællesskab. Det kan god arkitektur være med til at løse. Og så står vi tydeligvis midt i en akut klimakrise - efter denne her sommer med helt ekstremt vejr, er der vist ingen som er i tvivl -og det kalder på omgående handling. I en verden hvor ressourcerne er ved at løb tør. Og her står Byggeriet for næsten 40% af CO2 udledningen. Så vi kan ikke bare lade stå til. Men fordi arkitektens stemme mangler, så lader det til at den almindelige borger også mere eller mindre har givet op og med et skuldertræk konstaterer, at moderne byggeri åbenbart skal være både klimabelastende, fantasiløst og uden ånd. Vi kan ikke se løsningen før den står foran os.

Arkitekterne har brug for et frirum, hvor de kan få lov at drømme og måske endda realiserer de drømme, så vi andre kan blive inspireret. Og det findes faktisk et lille frirum - som man kunne håbe kan vokse sig større - det hedder "Boliglaboratorium" og er et forbilledligt samarbejde mellem Statens kunstfond og Realdania. Her er 7 eksperimenterede boligprojekter blevet udvalgt og skal realiseres inden for de næste år. Holdet bag hvert projekt består ikke kun af arkitekter, men også bygherrer, udviklere, rådgivere, ingeniører, entreprenører og designere.  Blandt forslagene er f.eks. Generationernes Træhus - en ny type højt byhus, bygget i  bæredygtigt træ med fællesskab og delekultur som omdrejningspunkt, og et hus, som alle lag i samfundet har råd til at bo i. Der er et projekt som handler om at skabe fleksible boliger til enlige forældre, som kan styrke fællesskabet når barnet er væk, der er et projekt som handler om at udnytte de fælles gangarealer i lejlighedsbyggeriet og der er planer om at bygge boliger ovenpå eksisterende erhvervsbyggeri i forstæderne og udnytte de mange ekstra kvadratmeter, de ansatte er gået hjem. Det faktisk syder og bobler med idéer og virkelyst, hvilket vidner om at vi kan sagtens kan rykke ved måden der bliver bygget på i dette land, hvis blot rammerne er der. Jeg håber inderligt at resultaterne fra Boliglaboratorium - som udover de syv projekter, også er et netværk for byggebranchen og en videns og formidlingsplatform, vil blive grebet af en visionær boligminister og brugt som redskab til at ændre ved hele byggebranchen.

Og så er det den unge generation, som virkelig har fået nok af dårlige undskyldninger og stivsind. Flere og flere nyuddannede arkitekter nægter at blive et lille tandhjul i en stor maskine, som blot tærsker derudaf - men tænker i helt andre baner, der ofte slet ikke involvere at bygge noget som helst nyt.

Jeg og andre gode folk har startet en lille platform for visionær arkitektur, Arka - som ved hjælp af små, korte videoer fremviser nye veje at gå. I den forbindelse var jeg nede i en lille, bitte kælder på Nørrebro, hvor en nyuddannet arkitekt, Lauge Floris, bruger al sin vågne tid og alle sine midler, på at bygge 10 mekaniske, diorama'er om offentlig transport. Et diorama er et slags tredimensionelt maleri - med bevægelse indeni.  Der er ingen som har bestilt det, der er ingen kunde - Lauge er helt på egen hånd.  Og det er en dyr og meget møjsommelig proces at skabe de her kæmpestore udstillingskasser.  Men Lauge er selv nået frem til at det er den offentlige transport - togbanen - som skal være med til at redde planeten. Og offentlig transport skal derfor genfortrylles. Vi skal mindes om hvad der er så poetisk og forførende ved togrejsen - ved afgangen og ankomsten. Ved måden lyset bevæger sig gennem en togvogn på, måden toget slanger sig gennem et landskab om natten. Hvordan en ankomst til en stor banegård i eksotisk metropol føles.  Lauge drømmer - og han inviterer os andre til at drømme med. Lauge leder med andre ord efter ånd  i offentlig transport.

Så mit svar på hvordan vi får ånden tilbage i arkitekturen, i samfundet, er faktisk helt enkel: Vi skal lade arkitekterne drømme. Vi skal se de drømme. Og vi skal føre dem ud i livet.

TAK

(Tekst af Ane Cortzen)