Opslag
Alternative åbningstaler

Alternativ åbningstale ved Sørine Gotfredsen

af Sørine Gotfredsen, debattør, forfatter og sognepræst
13. september 2022

Tre uger før Folketinget åbner, inviterer Grundtvigsk Forum til ’alternative åbningstaler’ i Vartov. I 2022 inviterede vi Ane Cortzen, arkitekt og TV-vært, Matias Møl Dalsgaard, direktør og medstifter af GoMore samt Sørine Gotfredsen, debattør, forfatter og sognepræst til at komme med hver sit bud på en tale til fremtidens Danmark. I år under overskriften Åndens genkomst?

Lyt til Sørine Gotfredsens tale her

For nogle år siden blev jeg ringet op af præsten og ildsjælen Johannes Møllehave. Jeg havde netop udgivet debatbogen Den åndløse dansker, og Møllehave var opbragt over titlen, idet jeg jo burde vide, at ethvert menneske er Ånd. Også enhver dansker. Ingen er åndløse, og hvis man har læst Grundtvig og Søren Kierkegaard roder man sig ikke ud i den slags formuleringer, mente Johannes Møllehave og talte både længe og inderligt. Han havde naturligvis ret i sin grundlæggende pointe, for det er rigtigt, at ethvert menneske er Ånd, og bogtitlen skulle naturligvis forstås som et forsøg på at sætte det hele lidt på spidsen. Jeg ønskede at inspirere til tanker om, hvad Ånd overhovedet er, og understrege at det er nødvendigt at blive ved med at overveje det, fordi vi skal på sporet af, hvorfra vores livskraft egentlig stammer.

Først må man huske, at vi jo kan tale om både Ånd og sjæl. Enhver kan umiddelbart mærke, at man har en sjæl, idet den åbenbarer sig gennem vores følelsesliv og muligheden for at opleve lykke, sorg, begejstring og modløshed. Vi er i dén grad i denne tid blevet vant til at forholde os til og udlægge følelseslivet, ja, man kan vel nærmest tale om en slags følelseslivets epoke, der jo også har dybe tråde ind i den massive identitets-tænkning, der fylder så meget i disse år. Vi er i udpræget grad blevet vænnet til at tolke livet gennem vores følelser, hvor ustabile og omskiftelige, de end er. Det rummer dog noget problematisk, for når følelseslivet får status af en slags enevældig myndighed, risikerer vi at udvikle et vist porøst anarki, hvor mennesker bekriger hinanden med deres følelsesstyrede argumenter og idéen om at være berettiget til ikke at blive krænket. Tidens dyrkelse af begrebet identitet åbenbarer dette så tydeligt.

Således begynder det at gå op for os, hvad det betyder for mennesket at leve med en forestilling om at være sat i en mere flydende verden. Mange lever med en følelse af konstant at være i færd med at skabe sin position og aldrig komme i mål, og det er min overbevisning, at den blanding af magt og afmagt, der kendetegner tiden, har med dette at gøre. Mennesket har magt til at sætte mange ord på sig selv og hævde sin ret til at blive ubetinget anerkendt for det, men samtidig er positionen fyldt med afmagt, fordi bestræbelsen er endeløs, og fordi intet vel er mere udmattende end hver dag at skulle manifestere sig selv. Identitetstænkningen kan ses som et slags desperat overdrev for det individualistiske menneske, der fortsat rummer den basale længsel efter at kunne stole på en vis forankring, men det kan i dag føles, som om der ikke er anden forankring tilbage end den, man selv opfinder.

Men hvordan forstår vi midt i alt dette begrebet Ånd? Hvis man spørger den store filosof, Søren Kierkegaard, lyder det sådan her fra værket Sygdommen til Døden fra 1846 i en formulering, der er blevet legendarisk. Kierkegaard skriver:

”Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv”.

For Søren Kierkegaard er det centrale, at mennesket er blevet givet den store mulighed for at forholde sig til sig selv og ønske at vide mere om, hvad det vil sige overhovedet at eksistere. Begrebet Ånd skal ikke tolkes som et statisk begreb, men i stedet ses som en evig proces, der udspringer af dette forunderlige, at mennesket berøres af både det jordiske og det himmelske. Det udgør i sidste ende et ubegribeligt vilkår, at vi er knyttet til evighed, alt imens vi samtidig er sat her på denne konkrete jord med legeme og vished om egen død. Dette at være Ånd sætter os altså i en situation, der langt overstiger vores rationelle fatteevne. Det er helt personligt, og det er samtidig knyttet til Gud, og med tanken om at være Ånd følger også erkendelsen af, at mennesket er noget helt andet end alle andre skabninger på jorden.

Spørger man Søren Kierkegaard, vil han sige, at dette at være Ånd er det store tegn på, at vi lever i et forhold til det, der ikke blot er menneskeligt, men guddommeligt, og så har man jo allerede taget et skridt væk fra følelses-tyranniet. For i forholdet til Ånd og det guddommelige bliver vi aldrig i stand til at gennemskue eller formulere den hele sandhed om os selv, hvilket i øvrigt også kan være nyttigt at huske, når man lytter til tidens mange, og ikke mindst politiske, forsøg på at sætte ord på fremtiden og menneskets formåen. Man må af og til studse lidt over mentaliteten i kommunikationen, når det for eksempel siges, at vi i dette samfund skal frembringe de mest vidende og innovative generationer i klodens bedste uddannelsessystem. Sproget kan så nemt løbe løbsk i et samfund, hvor mennesket hele tiden selv vil sætte ord på den højeste målestok, og det er jo blandt andet på grund af denne mentalitet, at man kan vokse op med forestillingen om, at det er min opgave selv at blive ét af disse vidunderlige individer, der overgår alle andre. Den store stræben efter at præstere udgør en slags perverteret moderne folkeånd, og de færreste kan nok nægte at kende til kvalerne med at skelne mellem alt det, man gerne vil opnå, og fornemmelsen af ærgerrighed og lyst til at blive beundret for det. Med tanken om at være Ånd og dermed sat i forhold til noget, der er meget større end mine små personlige skridt i verden, kan det være nemmere midt i det store kapløb at bevare en indre ro.

***

Jeg bliver ofte opsøgt af mennesker, der gerne vil vide, hvad de skal gøre for at komme til at tro på Gud som en vej til at mærke åndfuldhed. De forestiller sig, at livet ville være nemmere at leve og føles mere meningsfuldt, hvis de rummede en sådan tro. Jeg er personligt slet ikke i tvivl om, at forsøget på at forholde sig til Gud er med til at styrke et menneske, men sagen er jo, at man i vores kultur i dag meget bevidst skal opsøge det åndelige aspekt ved eksistensen. Vi lever i en massiv stemning af afmystificering, velfærdsdyrkelse og forestilling om, at det i høj grad handler om at skabe sin egen lille hule af lykke, og de større tanker har det svært i en epoke med stor tro på videnskab, rationel tænkning og en tiltagende teori om, at individet i vid udstrækning definerer sin hele identitet selv. Hver gang jeg stilles overfor spørgsmålet om, hvordan man kommer til at tro på noget mere, svarer jeg, at der naturligvis ikke findes en konkret opskrift, men at jeg tror meget på, at vi mennesker formes af det, vi hver dag omgiver os med og tankemæssigt kredser om. Efterhånden kan man i sit liv erkende, at ens vaner og livsstil har været med til at placere nogle lag i det indre, der gradvist er blevet til en stor del af ens personlighed. En af de mest berømte videnskabsmænd, verden har set, Charles Darwin (1809-1882) fortæller i sin selvbiografi, at han med tiden har måttet indse, at han i sin karriere, fyldt som den var med tal, fakta og alt det, der kan måles og vejes, syntes at være gået glip af noget andet. Temmelig trist fastslår han, at noget af den tidligere evne til at påskønne natur og poesi, er mistet. Han skriver:

”Indtil 30 års-alderen havde jeg en hel del glæde af poesi. Milton, Byron, Wordsworth og andre, men i mange år har jeg nu ikke mere kunnet udholde at læse blot en enkelt verselinje. Allerede som dreng dyrkede jeg Shakespeare, navnlig hans historiske skuespil, men da jeg for ikke så længe siden prøvede at læse Shakespeare, fandt jeg ham så utålelig kedsommelig. Jeg har bevaret lidt af min sans for smukke landskaber, men den giver mig ikke mere den udsøgte glæde, som den gjorde engang (…) Min ånd synes at være blevet et maskineri, der kværner almengyldige love ud af store ophobninger af kendsgerninger. Men hvorfor det har bevirket svind i den del af hjernen, der er forudsætningen for de højere interesser, kan jeg ikke begribe.”

Vi bliver gradvist til en slags produkter af de liv, vi lever, og hvis man skridt for skridt vænner sig af med at gøre sig overvejelser om poesi, natur, ånd og guddommelighed – de højere interesser – kan man måske helt miste kontakten til dem. Man opbygger et billede af sig selv som én, der ikke for alvor har brug for andet end det, der umiddelbart falder én ind, og det kan længe føles trygt at leve på den måde. Men måske kommer der en dag, hvor man som Charles Darwin må sande, at det i det lange løb kan synes tomt. Man kan gradvist blive taget til fange i et lidt iltfattigt rum, og når man lytter til en stor del af den samtale, der foregår her i landet angående livet og lykken, diagnoserne og meningen med det hele, mindes man om, i hvor høj grad vi selv risikerer at størkne på lignende vis. Fordi vi simpelthen har glemt, hvilke dybder vi rummer.

Når mange i dag trækkes med vemod, forvirring og måske endda mangel på følelse af egentlig livskraft, har det at gøre med en fornemmelse af, at man reelt bør kunne finde alle de gode kræfter inde i sig selv. Dog med lidt hjælp. Typisk opfordres man af populære psykologer eller livsstilseksperter til at finde livsmod i naturen, filosofien, kunsten, litteraturen og relationer med andre, men ikke i noget endnu større end det. Det er et livssyn, der antyder, at tilværelsen trods alt ikke er sværere end, at en tur til Louisiana kan gøre en del godt igen, og i denne begrænsede boble er begrebet Ånd typisk blevet reduceret til et plusord, som enhver er fri til selv at definere. For der er ingen Gud, og der er ingen evighed – og ikke at forglemme, er der ingen arvesynd. Og skønt det kan lyde paradoksalt, så er det i sidste ende forbundet med noget ubarmhjertigt at ville frarøve mennesket troen på arvesynden – altså, erkendelsen af at vi rummer en grundlæggende svaghed og afmagt, der er med til at forme vores inderste identitet. For frarøves man den forestilling, skubbes man derud, hvor forventningen er, at vi faktisk bør rumme alle nødvendige kræfter selv. Og hvad gør man så, når man erfarer, at man ikke ejer dem?

***

Det siges ofte, at dansk politik i for høj grad er befolket af personer med en mere eller mindre afsluttet akademisk uddannelse og for lidt erfaring med det praktiske liv. Det er der bestemt noget om, men i mine øjne er problemet også, at der er for få politikere med nysgerrighed i forhold til ”de højere interesser”, som Darwin taler om. Og dermed også med for lidt sans for, at mennesket er Ånd. Jeg ved godt, at det kan synes et lidt voldsomt standpunkt, jeg fremsætter her, men sagen er også, at vi mangler politikere, der er troende. Det lyder ikke særlig dansk, og jeg taler naturligvis på ingen måde om at sammenblande religion og politik, men om at være et menneske, der gennem tro føler sig draget til ansvar for noget meget større. En myndighed, der ligger udenfor det blot menneskelige, og som i os placerer et moralsk kompas, der ikke kan gradbøjes i forhold til tidens mange skiftende stemninger.

Per Stig Møller, den mangeårige konservative minister, har sagt, at der for en politiker bag analyser og beslutninger skal findes et rum af personlig og perspektivrig tænkning, der går forud for det politiske. En sådan tænkning kan hos mange politikere synes svær at identificere, og den kan især, vil jeg hævde, findes hos den, der med ægte nysgerrighed og i kierkegaardsk forstand virkelig ønsker at forstå, hvad mennesket er. Og som hele livet stræber efter at holde denne eksistentielt søgende linje åben, fordi den så nemt kan størkne, hvis den ikke omgås med beslutning og omsorg. Tanken om tro og Ånd og muligheden af det guddommelige gennemtrænger sproget og tænkningen, og man kan simpelthen langt hen ad vejen høre på et menneske, og ikke mindst på en politiker, hvor flittigt vedkommende spekulerer over tilværelsen. Jo mere fantasiløst og klichéfyldt, man taler, desto mere tyder det på, at man heller ikke i det indre forholder sig tilstrækkeligt selvstændigt til samfundet, skolen, kunsten, familien, kønnet og forholdet mellem det, individet skal udrette selv og det, vi kan nære tillid til at modtage i kraft af at være skabt.

I modsætning til mange andre vestlige folkeslag har vi i dette land en relativt naturlig adgang til begrebet ånd, ikke mindst takket være Grundtvig, der ikke mindst gennem sine salmer har vænnet os så meget til ordet og fornemmelsen af dets vigtighed, at det aldrig definitivt er forsvundet fra vores sprog. Der er grund til at tro, at den store samtale vil bevæge sig i retning af spørgsmålet om, hvad mennesket er ud over et væsen, der slås om magt og selvdefinering og anerkendelse. Der er grund til at tro, at vi vil komme til at tale meget mere om, hvad det vil sige, at mennesket er Ånd.

Jeg ønsker alle et godt folketingsår.

Alternative åbningstaler: Åndens genkomst?

Om baggrunden for dette års alternative åbningstaler:

”Lad mig her nævne tre ting,” sagde statsminister Mette Frederiksen sidste år på Socialdemokratiets partikongres, og fortsatte: ”Decentralisering. Sikkerhedspolitik. Ånd og sjæl.”

Ordene ånd og sjæl blev ikke siden nævnt i talen, men henimod slutningen sagde hun: ”Til sidst et par ord om det øjet ikke altid kan se. Vores sprog, traditioner, kunst og kultur. Danskernes samfundssind. Vores samfundssind er den vigtigste enkeltstående forklaring på, at vi er kommet så godt igennem krisen. Vi er ikke ligeglade med hinanden. Vi er forbundet. Føler os forbundet. Det har så stor en værdi. Større end nærmest alt andet…”

Ånd som levende fællesskaber
Det er ikke så tit, man i dag hører en politiker tage ordet 'ånd' i sin mund. Ikke desto mindre ”bruges ordet ånd den dag i dag med en vis uanstrengt selvfølgelighed og uden hverken anakronismens påtagethed eller halvironiens skabagtighed,” som nylig afdøde professor i Idéhistorie, Hans-Jørgen Schanz, har udtrykt det. Det skyldes i særdeleshed, ifølge samme Schanz, Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig:
For Grundtvig var ånd det, der binder os sammen og får noget til at vokse og gro. Han brugte i flæng ord som folkeånd, menneskeånd, Guds åndepust, Helligånd, lysets ånd, kærlighedens ånd, kraftens ånd, og om mennesket sagde han, at det var ”et guddommeligt eksperiment af støv og ånd.” For Grundtvig var ordene ånd og frihed nærmest synonyme – ånd knytter sig til skaberkraften, menneskets såvel som Guds. Vi er ikke bare produkter af en endeløs forudsigelighed, vi er frie til at igangsætte.

Hvad forbinder vi med ånd i dag?
Ånd er med andre ord livsnødvendig. Men hvad forbinder vi med ånd i dag? I hvilke sammenhænge er der brug for at tale mere om ånd – og hvordan skal vi tale om det? Hvem definerer (åndens) historie? Og hvad er det, der er på spil, når ånd bliver kulturkamp? Hvor fri er ånden? Og er det også et spørgsmål om ånd, når vi fx diskuterer velfærdsstat, digitalisering eller nye arbejds- og livsformer?

Det vil vi gerne være med til at diskutere.