Aktiv dødshjælp skal ikke erstatte den palliative indsats, som vi alle har krav på

Hun slår ret hurtigt fast, at hun ikke går ind for aktiv dødshjælp: ”Det kommer jo til at ændre vores syn på både liv og død, hvis man accepterer det,” siger Birgitte Arent Eiriksson. Men det er ikke det samme som, at det svære dilemma ikke skal undersøges nærmere: ”Det, der ligger i min særudtalelse i forbindelse med Det Etiske Råds samlede udtalelse er, at jeg ikke på forhånd vil afvise, at det er muligt at finde en ordning. Derfor kunne jeg ikke stemme nej til dødshjælp på det foreliggende grundlag.”

Det var især den hollandske og den amerikanske model fra Oregon, der dannede grundlag for Det Etiske Råds stillingtagen: ”Vi så på den hollandske model, hvor antallet, der får aktiv dødshjælp, er stærkt stigende, og hvor grupperne, der kan få det, også er blevet udvidet løbende. Til sammenligning så vi på ordningen fra Oregon, som er meget snæver, og hvor det faktisk kun er mennesker, der er døende og har stærke smerter, der kan omfattes af retten til dødshjælp. Og det burde efter min opfattelse slet ikke være nødvendigt at give dem den ret, fordi de burde få adgang til palliativ behandling [smertelindrende behandling for døende, red.], som i visse tilfælde kan fremskynde døden, fordi selve smertelindringen gør det,” siger Birgitte Arent Eiriksson og påpeger, at det er et problem i Danmark, at den behandling tilsyneladende ikke er udbredt nok. Den problemstilling vender vi tilbage til.

Der findes ingen perfekt ordning

”Når det handler om spørgsmålet om aktiv dødshjælp, så tænker jeg, at uanset hvad vi gør, så findes der ikke nogen perfekt ordning. Det er hverken perfekt at sige, at vi aldrig vil tillade det, eller at sige, at vi tillader det under visse omstændigheder. For hvordan skal vi lave en god afgrænsning? Det er derfor, jeg anbefaler, at spørgsmålet skal undersøges nærmere,” siger Birgitte Arent Eiriksson.

Et af kriterierne for at kunne modtage aktiv dødshjælp i de lande, der tillader det, er, at man lever et liv i ’ubærlig lidelse’ uden udsigt til bedring. ”Og det er jo svært at vurdere, hvad det så er, og det er i hvert fald ikke mig som jurist, der skal vurdere det. Men,” siger Birgitte Arent Eiriksson, ”jeg ved, der findes mennesker i denne kategori, og det bekymrer mig, hvis vi siger nej til at have en ordning om at hjælpe dem. For så har vi samtidig sagt ja til en anden ordning, nemlig den, hvor vi siger, at det må I selv finde ud af.”

Nogen får på den baggrund måske hjælp til assisteret selvmord fra en pårørende. ”Men,” siger Arent Eiriksson, ”det tænker jeg ikke overhovedet nogensinde skal være en løsning, for man kan altid stille spørgsmålstegn ved, om der var tale om et aktuelt og vedvarende ønske, og om personen nu også var i stand til at tage stilling.” Hun mener derfor ikke, spørgsmålet skal overlades til privatpersoner efter deres forgodtbefindende: ”Det er et retssikkerhedsmæssigt problem både for den, der eventuelt skal udføre det, men også for den, der skal dø. Så kan man selvfølgelig sige, at man ’bare’ kan begå selvmord. Men nogen er ikke i stand til det på grund af den tilstand, de er i. Og dem som er, har typisk også nogle pårørende eller andre, for hvem det er ganske forfærdeligt og potentielt livsforandrende at skulle finde en person, der har begået selvmord.”

Generelle kriterier i stedet for positivlister

Birgitte Arent Eiriksson går ikke ind for, at man i Danmark skal skele til den hollandske model, hvor knap 9000 mennesker sidste år valgte at få aktiv dødshjælp: ”Jeg forestiller mig ikke, at det er mere end 8-10 personer om året, hvor det kan komme på tale, hvis man gjorde det lovligt i Danmark,” siger hun. Og så er hun meget opmærksom på, at man ikke laver en såkaldt ’positiv liste’, hvor nogle mennesker med bestemte typer lidelser skal have ret til aktiv dødshjælp og andre ikke: ”Det må ikke være særlig rart for de grupper, der er på den positive liste. Men omvendt synes jeg heller ikke, at fordi der findes mennesker, som er i en situation, som i mit perspektiv er ’ubærlig lidelse’, og det ikke er det for dem, at de så skal forhindre mig i at få en anden hjælp.”

Hun fortæller om et tidligere arbejde på en aflastningsinstitution for unge og voksne med fysiske og psykiske svære handicaps: ”De var på ingen måde selvhjulpne, og nogle kunne ingenting selv. Men langt de fleste af dem havde faktisk et godt liv og blev mødt af megen kærlighed og omsorg fra både personale og pårørende. Til gengæld var det godt nok hårdt at se på de få, der virkelig led. Der var helt klart nogle få stykker, der levede i ’ubærlig lidelse’,” siger Birgitte Arent Eiriksson og forestiller sig en model med nogle generelle kriterier for at kunne modtage aktiv dødshjælp og netop ikke en meget specifik liste: ”Så tror jeg nemlig ikke, vi kommer til at stigmatisere mennesker med særlige lidelser og handicaps, selvom der skulle være en lille procentdel af den gruppe, der ville opfylde kriterierne. Og jeg forstår godt, hvis nogen vil tænke, at det er et mærkeligt stempel at få sat på sig, hvis man tilfældigvis lider af en sygdom, der står på en liste – og at det er den eneste betingelse for at få aktiv dødshjælp. Men for mig vil den her diagnose kun være en lille del af de samlede betingelser.”

Langt mere fokus på palliativ behandling

Vi vender tilbage til den palliative behandling, for Birgitte Arent Eiriksson mener slet ikke, at døende mennesker burde være omfattet af spørgsmålet om aktiv dødshjælp: ”De skal være omfattet af et andet system og modtage palliativ afsluttende behandling og på den måde holdes smertefri,” siger hun. Og så mener hun virkelig, der i forhold til denne behandling er et hul i systemet: ”Det har været fremme i pressen, at den palliative indsats simpelthen ikke er godt nok udbredt. Det er selvfølgelig et kæmpe problem, også fordi det kan være svært at vide, hvad vi egentlig taler om, når vi taler om dødshjælp. For dødshjælp skal ikke erstatte den palliative indsats, som vi alle sammen har krav på.”

Det undrer hende, at tilbuddet om palliativ behandling ikke er mere udbredt: ”Hvorfor er der mennesker, som ikke har fået den hjælp, de havde behov for?” spørger hun. ”Det er jo statens og hospitalernes ansvar at være proaktive på den front. Det er uforståeligt, at vi i vores velfærdssamfund har situationer, hvor man som patient og pårørende ikke kender til og får tilbudt en palliativ behandling, hvis det er nødvendigt.”