Artikel
Grundtvigsk Forums Årsskrift

Aktiv dødshjælp - en kommentar

Ulla Morre Bidstrup, næstformand i Grundtvigsk Forum (Foto: Lena Paaske)
af Ulla Morre Bidstrup, næstformand i Grundtvigsk Forum
2023

KOMMENTAR. 2023 blev året, hvor debatten om aktiv dødshjælp igen dukkede op. På Folkemødet i juni appellerede både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen til en åben samtale om en mulig lovliggørelse i Danmark. I sensommeren blev Udvalget for en mere værdig død nedsat – tilsyneladende som et modtræk til den forventede udmelding fra Det Etiske Råd, som i efteråret advarede mod en lovliggørelse. Ulla Bidstrup, næstformand i Grundtvigsk Forum, deler her sine betragtninger.

Jeg har fulgt udviklingen inden for aktiv dødshjælp nøje. I den forbindelse var jeg i foråret i Holland og havde her lejlighed til at høre både eksperter og almindelige hollændere udtale sig om situationen i Holland, som var det første land i verden, der legaliserede eutanasi og assisteret selvmord. Det skete i 2001 med en meget gennemarbejdet og stadig gyldig lov.

De første seks-syv år lå antallet af dødsfald i henhold til loven på et stabilt niveau på omkring 2.000 årlige tilfælde. Herefter skete der en langsom stigning i antal årlige tilfælde, og nu har denne acceleration for alvor taget fart. I 2022 var der således næsten 9.000 tilfælde, og alt tyder på, at tallet fortsat vil stige voldsomt fra de godt 5 procent af alle dødsfald, som disse tilfælde udgør. Bl.a. kan man iagttage, at de højeste tal findes i Hollands tættest befolkede byområder, hvor antallet anslås at være helt oppe på 15-20 procent, mens det andre steder er tæt på 0. Men i stort set alle andre sammenhænge viser tendenser fra byerne sig senere i landområderne.

To ting lader til at være afgørende for denne udvikling. For det første omtales aktiv dødshjælp i Holland i stigende grad ikke kun som en mulighed for at undgå en frygtelig død, men også som en mulighed for at undgå et frygteligt liv. For det andet indgår kravet om aktiv dødshjælp nu i en rettigheds- og lighedsdiskurs, hvor autonomi står i centrum. Tankegangen er, at når individet ønsker at dø, har individet ret til at blive hjulpet til at dø. Dette synspunkt fremføres af NVVE (De Nederlandse Vereniging voor een Vrijwillig Levenseinde), som løbende kræver adgang til aktiv dødshjælp for nye grupper. Hvorfor gælder loven kun for terminalt syge og ikke også for kronisk syge? Hvorfor kun ved fysisk lidelse og ikke ved psykisk lidelse? Hvorfor kun for dem, der er i stand til at bede om det her og nu, og ikke dem, der har skrevet ned, at de ønsker aktiv dødshjælp, hvis de kommer til at lide af eksempelvis demens? Der bør vel ikke være en aldersgrænse for aktiv dødshjælp, lyder det. Og mens den hollandske lov ikke er ændret (her forudsættes en medicinsk diagnose, patientens klare og aktuelle tilkendegivelse og ubærlig og udsigtsløs lidelse), er den hollandske praksis ikke desto mindre ændret, således at der anføres stadig flere medicinske (herunder psykiatriske) baggrunde for aktiv dødshjælp, mens der i 2002 i næsten 90 procent af tilfældene var tale om uhelbredelig cancer.

BLÅ BOG

Ulla Morre Bidstrup er uddannelses- og afdelingsleder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i København. Derudover er hun næstformand i Grundtvigsk Forum og hjælpepræst ved Holmens Kirke.

“Al denne tale om værdig og uværdig død – og værdigt og uværdigt liv – kan i værste fald medføre et skred i vores møde med livets og dødens smerte og fratage os vores ret til at være svage, plejekrævende, hensygnende, gamle, kæmpende, besværlige, bange og sårbare eller bare meget langsomt døende.”
Ulla Morre Bidstrup

En sådan udvikling har betydning for hele vores syn på både livet, døden og hinanden. Det afgørende er, at selvom det selvfølgelig vil være frivilligt for både patient og læge at benytte sig af denne mulighed, så kan ingen af os undgå at forholde sig til den som en mulighed for os selv, for vores kære og for alle mennesker omkring os. Det er den store alvor i denne sag. Al denne tale om værdig og uværdig død – og værdigt og uværdigt liv – kan i værste fald medføre et skred i vores møde med livets og dødens smerte og fratage os vores ret til at være svage, plejekrævende, hensygnende, gamle, kæmpende, besværlige, bange og sårbare eller bare meget langsomt døende. For så har vi jo selv valgt stadig at være her – vel vidende, at vi ligger omgivelserne til last.

Ja, vel gør vi så, men vi kalder måske også noget af det fineste frem i vores nære og kære og i vores samfund, når vi er prisgivet omgivelsernes omsorg og følgeskab, og heldigvis har vi et højt niveau af palliativ hjælp og praksis for at indstille en udsigtsløs behandling.

Samtidig risikerer vi med legalisering af aktiv dødshjælp at dømme hinandens liv som værdiløst, når vi anerkender det ene menneskes handicap som grund til at slå det menneske ihjel, mens et andet med samme handicap klynger sig til livet og ønsker vores hjælp til netop det. Eller vi risikerer at fradømme os vores eget liv, som faktisk slet ikke var slut. Som når et menneske lige efter en ulykke, der koster førligheden, ønsker sig død, men få år efter faktisk kan have et meningsfyldt liv – trods den mistede førlighed. Hvad denne problematik åbner af vanskeligheder i forhold til især psykiske lidelser, siger sig selv. Og endelig er der vores galoperende trang til kontrol og micromanagement af alt i vores eget og vores nærmestes liv at tage i betragtning. Hvilke absurditeter kan den ikke bringe os ud i? Ville det i grunden ikke passe os bedst, hvis vores gamle mor døde på tirsdag, hvor alle kan være til stede?