Slet 1800-tallet og form fremtidens samfund
Et fantasifuldt undervisningsforløb om Grundtvig og de store samfundsmæssige forandringer, som voksede frem i 1800-tallet. Forløbet henvender sig til elever på 6.-9. klassetrin og indeholder drejebog, baggrundstekster om Grundtvig, øvelser, materialer til print m.m.
Demokratiet, grundloven, folkeskolen, ytringsfriheden, folkekirken, højskolerne, danskheden, den nationale sangskat – med meget mere. Alt det voksede frem i løbet af 1800-tallet, og en dem, der i særdeleshed var med til at påvirke udviklingen i det århundrede, var N.F.S. Grundtvig. Men hvordan ville Danmark se ud uden 1800-tallet? Og hvorfor er netop dette århundrede præget af så mange initiativer, der har givet form til vores nutidige samfund?
Gennem sang, samtale, diskussion og fantasi går materialet i kødet på nogle af de samfundsmæssige forandringer, som vi i dag opfatter som selvfølgeligheder. Og med inspiration fra Grundtvigs idéer om samfundet og skolen, sigter forløbet efter at give en forståelse af, hvad der har formet nutidens samfund. Ambitionen er med afsæt i historien at give eleverne mulighed for selv at drømme og reflektere over, hvad det er for et samfund, de gerne vil leve i – og hvad der i dag igangsætter forandringer.
Materialet henvender sig til 6.-9. klasse i grundskolen til undervisningen i historie.
Bag materialet står Rasmus Matthiesen og Ingrid Ank fra Grundtvigsk Forum og konceptet er udviklet i samarbejde med teatergruppen Teatergrad og afprøvet på en lang række skoleklasser og lærerstuderende.
KORT OM MATERIALET
Ambition: At inspirere til at drømme og reflektere over, hvad der igangsætter forandringer.
Formål: At bruge historien som afsæt til at diskutere forandringer i nutiden og fremtiden – med inspiration fra Grundtvig.
Mål: At give eleverne kendskab til Grundtvig som historisk nøgleperson samt hans virkningshistorie og relevans i dag.
Omfang: 3-4 undervisningslektioner eller som temadag.
Fag: Historie.
Klassetrin: 6.-9. klassetrin.
Materialet indeholder: Drejebog, baggrundstekster, materialer til print mm.
Forfattere: Ingrid Ank og Rasmus Matthiesen – med bidrag fra Katja Gottlieb.
Relateret indhold
Gå til overblikket-
Undervisningsmateriale af Ingrid Ank, Rasmus Matthiesen og Daniel Toft Jakobsen -
Undervisningsmateriale af GRUNDLOVSFESTEN, Grundtvigsk Forum & ForståGRUNDLOVSFESTEN