Opslag
Grundtvig i kultur og samfund

Ligestilling

Asta Reedtz og N.F.S. Grundtvig, 1869
af Lars Thorkild Bjørn, næstformand i Højskolehistorisk Forening og tidl. højskolelærer

Lars Thorkild Bjørn om N.F.S. Grundtvigs syn på ligestilling

I forbindelse med det 100-året for kvinders valgret er det aktuelt at se nærmere på Grundtvigs interesse for kvinders ligestilling med mænd.

Allerede i debatten om Clara Raphael (Mathilde Fibigers debutroman, red.) roser Grundtvig den unge forfatterinde Mathilde Fibiger. Således skriver han 24. maj 1851 i sit ugeblad Danskeren at:

Mathilde Fibiger
“...Læse-Verdenen ikke er den Skueplads, hvor det egentlige Slag skal staa og den virkelige Sejr skal vindes, men kun er den Udkigs-Høj, hvor Bavnen maatte tændes, som den nu virkelig ved "Clara Raphael" er tændt, og skal, som jeg haaber, ikke slukkes, før Dansken, altsaa ogsaa Danekvinden har Sejer vundet.”
N.F.S. Grundtvig, 1851

Mon ikke at Grundtvig har drøftet bogen med den 39-årige enke Marie Toft, som han fem måneder senere blev gift med?

Maries død i 1855 medførte en vanskelig skifteretssag og i efteråret 1857 blev han som sjælesørger opsøgt af en 31-årig enke, der selv stod midt i en boopgørelse.

Denne erfaring har Grundtvig med sig, da han under folketingsdebatten om lov om arveret 22. oktober 1857 siger, at alle de steder, hvor der i udkastet står han, burde der også stå hun. Først da vil han støtte lovforslaget.

I de samme dage flytter han til en ny lejlighed i Nørrevoldgade og den 25. oktober har han indbudt sine børn til søndagsmiddag. Her bliver de for første gang præsenteret for den nye bolig og hans nye veninde, enken Asta Reedtz.

14 dage senere ved andenbehandlingen af lovforslag om kvinders myndighed og adgang til erhverv siger Grundtvig:

”Det er mig et kært lovforslag, der også lader kvinden ske ret både i henseende til arv og i henseende til adgang til erhverv …. Det er mig kært, og det vistnok ikke mindst, fordi jeg så inderligt ønsker, at kvinden hos os langtfra har lyst til at blive mandfolk. Tværtimod efter den lettelse, hun unægtelig får efter denne lov, vil hun stræbe efter at blive ret egentlig kvinde.
Jeg er vis på, at hun som sådan har et kald og en bestemmelse, og en udstyrelse, der kan og skal bevise, at hun er en åbenbarelse af menneskenaturen, som ingenlunde i nogen henseende enten er mindre eller uvigtigere eller utilforladeligere end det bedste mandfolk.”

Marie Toft