Demokrati

Mens demokrati som forfatningsform i dag i den vestlige verden stort set kun opfattes som noget positivt, var holdningen langt mere tvetydig, da den danske grundlov blev udarbejdet i 1848-49.

Og Grundtvig var en af skeptikerne. Han foretrak den opinionsstyrede enevælde, og det gjorde han, fordi han mente, at denne forfatningsform var det bedste værn mod et undertrykkende herremandsvælde.

Belært af de græske filosoffer og den franske historie mente han, at demokrati var alt andet end en efterstræbelsesværdig forfatningsform. I Grækenland havde Platon og Aristoteles beskrevet demokratiet som en forfatningsmæssig forfaldstilstand og anvendt betegnelsen pøbelvælde om det, og dertil havde den franske revolutionshistorie bekræftet ham i hans græskinspirerede negative forståelse af demokratibegrebet.

Folkestyre, derimod, var en forfatningsform, han gerne så indført i Danmark. Men et folkestyre kunne ikke etableres, så længe Danmark fungerede som et stændersamfund med en privilegeret overklasse. Forudsætningen for et ægte folkestyre var for Grundtvig, at stændersamfundet blev afløst af et folkeligt samfund, og midlet her til var for ham folkelig oplysning.

Han undlod da også at stemme, da grundloven i juni 1849 kom til afstemning. Hans vægtigste anke mod grundlovens indretning var, at den ikke var retfærdig nok. Navnlig opdelingen i et folketing og et landsting var ham inderligt imod, for, som han sagde:

Mærkeligt var det derfor heller ikke, at han i 1866 var en af dem, der kæmpede mest indædt for at bevare den grundlov, han tidligere ikke havde kunnet stemme for. Langt værre var dog ”Estrups Grundlov”, der gav ”Pengemændene” endnu mere magt, end de havde i forvejen.