Høringssvar om forslag til ændring af straffeloven
HØRINGSSVAR. Grundtvigsk Forums afgivelse af høringssvar til Justitsministeriet i forbindelse med forslag til lov om forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund
Grundtvigsk Forum vil appellere til regering og folketing om at formulere en lov, så det bliver den nålestiksoperation, som justitsministeren gav løfte om i forbindelse med lanceringen af et behov for en lov, der forbyder afbrænding af koranen af hensyn til landets sikkerhed og dets borgere.
Den lov, der foreligger, er så bred i sit sigte, at der er en risiko for, at den ikke kun kommer til at omfatte den uorden, som risikoskabende provokation ved gentagne afbrændinger af koraner udgør, men at loven som den foreligger åbner for sigtelser mod mennesker med en velbegrundet protest mod undertrykkelse, fx i protest mod de stater, hvor koranen legitimerer vold, undertrykkelse og dødsstraf, og kunstnerisk og politisk religions- og magtkritik.
Vi ønsker en lov, der fortsat vil gøre det muligt i vores samfund at forsvare retten til protest for den iranske aktivist Firoozeh Bazrafkan, der rev Koranen på et rivejern, eller kunstneren Max Uwe Jensen, der delte en bibel og en koran på midten, satte dem sammen og kaldte værket Halve sandheder.
Staten skal fortsat beskytte enkeltindivider, der fremsætter protester mod overgreb begrundet i religiøse autoriteter og skrifter. Og den skal beskytte kunstnerisk behandling af religion som kultur og meningsdannelse i menneskers liv.
Loven må sigte helt præcist på afbrænding af koranen og ikke også ramme billigelse af lovens bestemmelse, sådan som prof. Sten Schaumburg-Müller har gjort opmærksom på.
Grundtvigsk Forum kan godt bakke op om en vis begrænsning af ytringsfriheden, hvis sigtet er at holde en vis orden i et samfund. Ytringsfrihed og religionsfrihed kan støde mod hinanden og begge skal have plads. I tilfældet afbrænding af koraner kan der være behov for en begrænsning, men denne må i hver enkelt sigtelse holdes op mod, hvorvidt det i det givne tilfælde er en acceptabel indskrænkning af ytringsfriheden.
Loven må sigte på ytringer, der har karakter af en trussel, forhånelse eller nedværdigelse og må den desuden kun anvendes i begrænset omfang under nødvendigt hensyn til ytringsfriheden.
Forbuddet må alene være en ordensbestemmelse, der gør det strafbart på et offentligt sted med den hensigt at forhåne, at brænde eller udsætte et skrift for nedværdigende behandling, som anses for helligt, og loven skal ikke omfatte udtalelser om at brænde eller anden form for kritik af religioner eller af religiøse genstande.
Desuden er strafferammen ved fængsel på to år for høj. En bøde er mere rimelig.
Grundtvigsk Forum har en stærk tradition for at vægte ytrings- og åndsfrihed højt, idet en liberal opfattelse af at yderligtgående synspunkter bedre konfronteres i en åben konfronterende samtale end forbydes og henvises til det at vokse konspiratorisk i det skjulte.
På den anden side anerkender vi, at et samfund ikke kan bygge på en ubegrænset ytringsfrihed. Dog er det vigtigt, at denne begrænsning finder begrundelser i principperne for vores eget samfunds liberale traditioner, lov og rettigheder til sikring af orden og fredelig sameksistens og ikke ud fra pres fra stater, der ikke anerkender individets ret og sikkerhed.
På vegne af Grundtvigsk Forum,
Kirsten Margrethe Andersen
Formand for Grundtvigsk Forum
Om Grundtvigsk Forum
Grundtvigsk Forum (stiftet 1898) er en forening bestående af enkeltmedlemmer og lokale fællesskaber over hele landet med hovedsæde i huset Vartov, Farvergade 27, København. Foreningens formål er at udbrede kendskab til N.F.S. Grundtvigs tanker om kristendom og menneskeliv gennem oplysningsvirksomhed om folkelige og kirkelige spørgsmål, styrke samhørigheden mellem kirke og folk i Danmark, at sikre frihed og gode vilkår for evangeliets forkyndelse og at fremme et forpligtende folkeligt fællesskab.
Relateret indhold
Gå til overblikket-
Artikel af Kirsten Margrethe Andersen
-
Artikel af Ingrid Ank
Set herfra: Afskaf bare Store Bededag, men genindfør den demokratiske samtale