Billedkunsten

Grundtvigs forhold til billeder var dobbelt. I digtet Jeg kender et land afregner han med drømmen om at kunne finde evigheden i kunsten: 

I sin brevveksling med Ingemann peger han på, at selv dér, hvor man har haft de fineste kunstværker for øje, har der ofte hersket den grueligste åndløshed og det dybeste barbari, og at kunstdyrkelsen ofte er udartet til afguderi. Grundtvig havde ikke interesse for billeder eller i det hele taget for kunst som kunst betragtet.

Samtidig er der få digtere, hos hvem billeder som hos ham myldrer frem i hvert vers eller som stærkere bliver grebet af billedsprog, hvor han møder det. Grundtvig forstår og fortolker livet gennem sprogets billeder. Hans billedverden er det værksted, hvor hans teologi og livssyn får form.

Grundtvigske spor

Set fra den anden side: Kunstnere har i rigt mål hentet inspiration hos Grundtvig. Hans salmer, hans digte og – mere udefineret – hans livssyn har for malere m.fl. været et skatkammer i snart 150 år.
I den ældste grundtvigske generation kan nævnes: Christen Dalsgaard (1824-1907). I næste generation: Joakim Skovgaard (1856-1933), Niels Skovgaard (1858-1938) og Niels Larsen Stevns (1864-1941). I nyere tid: Olivia Holm-Møller (1875-1970) og Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999). Men netop fordi Grundtvig ikke har givet kunstneriske forskrifter, har malerne været frie til på én gang at tage imod hans inspiration og til selvstændigt at føje den ind i deres egen sammenhæng.