Morgenstue med Center for Grundtvigforskning
- Dato
- 3/9
- Tid
- 9:00 – 9:30
- Sted
- Vartov, Farvergade 27A, 1463 København K
Kom forbi det stemningsfyldte Grundtvig-Bibliotek og brug en halv morgentime på at dykke helt ned i en tekst af N.F.S. Grundtvig, der handler om ånd.
Få har skrevet så meget om ånd som N.F.S. Grundtvig. Faktisk optræder ordet “Aand” mere end 1100 gange i de værker, der allerede er udgivet i Grundtvigs Værker. Men hvad mente Grundtvig egentlig med ånd? Var det noget levende mellem mennesker, noget historisk, folkeligt, kristeligt — eller noget helt femte?
I dag giver Kim Steen Ravn, editionsfilolog ved Center for Grundtvigforskning, en del af svaret med afsæt i teksten Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente – en bog fuld af ånd(er)
Historien bag er denne:
I oktober 1826 blev Grundtvig dømt for injurier. Grunden var, at han havde kaldt professor H.N. Clausens teologi for ukristelig i Kirkens Gienmæle fra 1825. Dommen betød, at Grundtvig blev underlagt forhåndscensur. I marts 1827 udkom reaktionen i form af Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente. Bogen er blandt meget andet et snedigt forsvar for, hvad han skrev om Clausens ukristelige lære, og en fremstilling af Grundtvigs livslange kamp mod almindelig åndløshed og for Bibelens og Nordens ånd. Bogen er fuld af ånd, store og små ånder og tilmed et spøgelse. Skønt Grundtvig følte censuren var en dødsdom, så havde på den ingen måde svækket hans polemiske ånd.
Arrangementet er nummer to ud af i alt fire hyggelige morgenstunder, hvor forskere fra Center for Grundtvigforskning og Grundtvigsk Forum inviterer ind i Grundtvigs tekster og tankeunivers med ånden i centrum. Med kaffe og croissanter i hånden dykker vi ned i nogle af de værker, hvor Grundtvig forsøger at sætte ord på det, der giver liv og forbindelse mellem mennesker.
Arrangementet er gratis – og man behøver ikke deltage i hele rækken af morgenstuer.
Arrangementet er en del af Himmelblå – en sensommerfestival fyldt med debatter, koncerter, fællessang, foredrag – og meget mere. Himmelblå afholdes den 2. - 8. september i Vartov.
