Menu

Grundtvigs samfundssyn – et kompaktseminar / HIMMELBLÅ AALBORG

Dato
7/9
Tid
17:00 – 21:00
Sted
Aalborgsalen, Gammeltorv 4, 9000 Aalborg

Som en del af festivalen Himmelblå præsenterer Folkekirkens Hus i Aalborg en aften med fokus på samfundets sammenhængskraft – ifølge Grundtvig. 

Program

Kl. 17.00
I kraft af dets historie
Postdoc i litteraturhistorie, Lea Grosen Jørgensen, KU

Grundtvig anså mennesket for at være et historisk væsen, der er skabt af og får sin identitet igennem bevidsthed om fortiden. Derfor betragtede han sit arbejde med at oversætte og gendigte fortidens tekster som et forsøg på at hjælpe sit folk i en tid, hvor Danmark gradvist blev mindre og dets eksistens var truet. I så svær en situation måtte det nemlig formidles, hvad man som en del af folket var rundet af, mente han. Foredraget handler om, hvad Grundtvig brugte fortidens kilder til i forsøget på at få sin nutids samfund til at hænge sammen. 

Kl. 18.00
I kraft af dets frihed
Lektor i kirkehistorie, Anders Holm, KU 

Et ægte menneske er et frit menneske, mente Grundtvig. Et menneske, der lever og handler under tvang, bliver en hykler. Man kan ikke opbygge fællesskaber eller samfund på hykleri. Det ender giftigt og usundt autoritært. I fællesskaber er sammenhængskraftens inderste væsen frihed. Det gælder både i kirken og samfundet. Foredraget handler om Grundtvigs nærmest anarkistiske frihedssyn, der i omformet skikkelse blev en væsentlig forudsætning for en række vigtige danske frihedstraditioner. 

Kl. 19.00
Spisning

Kl. 19:30
I kraft af dets oplysning
Lektor i kirkehistorie, Kim Arne Pedersen, KU 

”…oplyste og nyttige Borgere kan og skal vi nemlig Alle være …” fastslår Grundtvig i 1838 i en større vision for højskolen. Selve hovedideen med denne skoleform var for Grundtvig, at samfundet i det spirende demokrati havde brug for oplysning. Uden oplysning ville folkets indflydelse blive unyttig og værste fald uansvarlig. Der var således et politisk anliggende i hans oplysningstanker. Foredraget handler om tilblivelsen af Grundtvigs visioner om højskolen, der var anderledes og større end den højskolebevægelse, der så dagens lys – og som måske stadig har noget at byde på.

Kl. 20:30
I kraft af dets kirke 
Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, Aalborg Stift

Det er blevet sagt, at hos Søren Kierkegaard når protestantismen sit klimaks. Hos Grundtvig sker der noget nyt. Grundtvig tænker kirke på en ny måde, som finder udtryk i kampskriftet ”Kirkens Gjenmæle” fra 1825. Med udgangspunkt i dette skrift vil vi se hvordan Grundtvigs kirketanker finder indpas og måske endog ikke finder indpas i dagens danske kirke. For Grundtvig var kristendom altid nutid og det var i mødet med den lyslevende Kristus, at kirken blev til. Hvordan stiller det samtalen i dag om tro, forkyndelse, dåb og kirke?

Entré: 150 kr. inkl. et let aftensmåltid. Køb billet her

Arrangementet bliver til i samarbejde mellem Folkekirkens Hus, Folkeuniversitetet og Grundtvigsk Forum 

Del af Himmelblå
 

Arrangementet er en del af Himmelblå – en sensommerfestival fyldt med debatter, koncerter, fællessang, foredrag – og meget mere. Himmelblå afholdes den 2. - 8. september i Vartov og i Aarhus, Aalborg og Holstebro.