Med støtte fra A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond kan foreningen Grundtvigsk Forum realisere en større ombygning og transformation af huset Vartov midt i København. ERIK arkitekter skal stå i spidsen for projektet, der skal sikre bevaring og fornyelse af Vartov som et af Danmarks vigtige kulturhistoriske steder. Målet er en videreudvikling af huset som åbent og levende kulturhus med plads til fællesskab, forskning, undervisning og offentlig debat.
Et åbent højskolehus midt i København
Vartov er allerede i dag et aktivt kulturhus og mødested med foredrag, debatter, fællessang, forskning og kulturelle arrangementer. Med transformationen får huset nye offentlige rum og langt bedre muligheder for at invitere endnu flere mennesker indenfor og skabe mere liv i huset året rundt. Projektet omfatter en nænsom transformation af store dele af Vartovs stueetage. Eksisterende kontorfaciliteter omdannes til åbne og inviterende rum inspireret af den danske højskoletradition.
Som centrum for det nye offentlige liv etableres en spisesal og et nyt biblioteksrum, der skal bygge bro mellem forskning i Grundtvig og formidlingen af hans tanker til en bred offentlighed. Biblioteket videreudvikler Vartovs eksisterende forskningsbibliotek og skal fungere som et væsentligt specialbibliotek med offentlig adgang. Derudover etableres undervisningslokaler og værksteder, som skal styrke husets rolle som lærings- og kultursted med flere arrangementer, samarbejder og undervisningsforløb.
Transformationen skal samtidig føre Vartovs indre tættere tilbage til de arkitektoniske kvaliteter, som arkitekt N.S. Nebelong skabte i midten af 1800-tallet. Med respekt for husets fredningsværdier skal den oprindelige enkelhed, materialitet og farveholdning genskabes, så bygningens indre igen svarer til det markante kulturhistoriske ydre.
Et hus med betydning for hele landet
Den landsdækkende forening Grundtvigsk Forum har drevet Vartov som åbent kulturhus og mødested siden 1990’erne og står bag projektet i tæt samarbejde med faglige rådgivere og samarbejdspartnere i hele landet. Foreningens nationale netværk blandt højskoler, efterskoler, forskningsmiljøer, kirkelige organisationer og civilsamfundsaktører er en væsentlig styrke i arbejdet med at udvikle og formidle den grundtvigske kulturarv til nye generationer.
Vartov er uløseligt knyttet til N.F.S. Grundtvig, der var præst ved Vartov Kirke fra 1839 til sin død i 1872. Herfra udfoldede han tanker om folkelig dannelse, frisind, oplysning og demokrati, som fortsat præger danske skoler, kirker, foreninger og samfundsliv.
Med transformationen skal Vartov styrkes som kulturarv og levende erindringssted omkring Grundtvig og den grundtvigske tradition. Huset skal danne ramme om møder og foreningsliv mellem mennesker og nye generationers møde med den kulturarv, som fortsat har betydning for demokratiet og det danske samfund.
Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk Forum, siger:
”Vi oplever en stor interesse for steder, der kan samle mennesker på tværs af generationer og skabe rum for fordybelse, samtale og deltagelse. Med transformationen af Vartov ønsker vi at skabe et endnu mere åbent hus med national betydning – et sted hvor den kulturarv, vi forvalter, bliver mere levende og relevant i nutiden. Vi er taknemlige over for de bevillingsgivere, som har gjort dette projekt muligt.”
Når transformationen står færdig, vil Vartov kunne tage imod langt flere gæster og danne ramme om flere kulturelle arrangementer, skoleforløb, fællesskaber og offentlige aktiviteter end i dag.
FAKTA OM PROJEKTET
• A.P. Møller Fonden støtter projektet med 30 mio. kr.
• Augustinus Fonden støtter projektet med 5 mio. kr.
• Aage og Johanne Louis-Hansens Fond støtter projektet med 5 mio. kr.
• Projektet gennemføres af Grundtvigsk Forum, der har ejet huset Vartov siden 1947.
• Transformationen omfatter restaurering og nyindretning af store dele af Vartovs stueetage
• Der etableres blandt andet spisesal, bibliotek, undervisningslokaler og værksteder
• Projektet skal styrke Vartov som levende kulturhus og offentligt erindringssted