Menu

Stillingsopslag - Praktikant

Synes du, det er fedt at planlægge og afholde events? Drømmer du om at have et arbejde med høj grad af mening? Og er du en god vært? Så skal du søge stillingen som praktikant i Grundtvigsk Forum i foråret 2026.

Som praktikant i Grundtvigsk Forum kommer du til at tage del i den udvikling, som foreningen lige nu er i fuld gang med. Du skal være med til at udvikle Grundtvigsk Forums program på Folkemødet på Bornholm – og du skal selv med derover. Du skal være med til at planlægge festivalen Himmelblå i Vartov, og være medvært ved en lang række kulturelle og folkeoplysende arrangementer i Vartov. 

Grundtvigsk Forum er hele tiden i udvikling, og derfor er der også rig mulighed for at byde ind med de kompetencer, du kommer med.

Læs mere om stillingen og om, hvordan du ansøger længere nede på siden.

Om opgaverne

Du kommer til at arbejde med eventafvikling, værtskab og formidling. Herunder:

  • Hjælpe med at udvikle og afvikle foreningens program på Folkemødet på Bornholm
  • Lave arrangementer for og med unge i Vartov
  • Mulighed for at bidrage på alle mulige måder til projekter med sjove idéer og eksekvering
  • Give et nap med til eksisterende arrangementer i løbet af praktikperioden
  • Forefaldende kontor- og receptionsopgaver.

Om dig

Vi forestiller os, at du brænder for foreningsliv og formidling og vil være med til at skabe inspirerende møder mellem mennesker. Vi går ikke så meget op i, hvad du studerer, til gengæld ser vi meget gerne, at du:

  • Både kan hjælpe med at sætte stole op og dele sangbøger ud, og tænke med på komplekse udviklingsopgaver
  • Er god til at samarbejde med mange forskellige mennesker
  • Har lyst til lære Grundtvig (bedre) at kende
  • Har lyst til at arbejde i frie rammer og tage del i et fællesskab
  • Er imødekommende, nysgerrig og åben.

Om arbejdspladsen

Du kommer til at arbejde på Grundtvigsk Forums sekretariat i huset Vartov lige Rådhuspladsen i København. Vi er et fællesskab af folk i alle aldre og fagligheder, der sætter pris på at spise, synge og samtale med hinanden i dagligdagen. Vi har fælles morgensamling hver tirsdag og spiser morgenmad og frokost sammen hver dag.

Om det praktiske

  • Praktikperioden er i foråret 2026 med start i januar.
  • Vi drømmer om, at du er her 37 timer om ugen, men vi er fleksible i forhold til, hvad der passer med dit studie- og arbejdsliv i øvrigt.
  • Praktikken er ulønnet. Til gengæld byder vi både på morgenmad og frokost hver dag.
  • Arbejdsstedet er Vartov – Farvergade 27, 1463 København K.
  • Ansøgningsfristen er den 7/12 2025 kl. 12.00. Samtaler afholdes i uge 50.

Om ansøgningen

Send din ansøgning til hej@grundtvigskforum.dk. Navngiv ansøgningen og mailen ’Ansøgning om praktik i Grundtvigsk Forum’ + dit navn.

Hvis du har spørgsmål, kan du sende en mail til formidlingsansvarlig Sara Skovborg Mortensen eller ringe på tlf. 3137 1945.

Om Grundtvigsk Forum

Grundtvigsk Forum er en landsdækkende, almenvelgørende forening med mere end 125 år på bagen. Vi arbejder for at sætte tankerne fra N.F.S. Grundtvig i spil og til diskussion i tiden lige nu. Det gør vi ved at drive det historiske hus Vartov som et kultur- og højskolehus med samtaler, foredrag, studiekredse og sangaftener. Derudover udgiver vi seks gange om året tidsskriftet Grundtvigsk Tidende, vi har en skoletjeneste og et bibliotek. Foreningens medlemskreds består af 800 personlige medlemmer og mere end 120 lokale fællesskaber. De fleste er friskoler, efterskoler og højskoler, foredragsforeninger, kulturhuse og valgmenigheder.