
Grundtvigsk Hovedstadskonvent 2025
- Dato
- 28/4
- Tid
- 13:00 – 20:30
- Sted
- Vartov, Farvergade 27, 1463 København K

Realitet, utopi, eskatologi
Heldagsseminar for præster i hovedstadsområdet og andre interesserede
Er du præst i hovedstadsområdet, studerende på teologi – eller generelt interesseret i en større samtale om kristendommen og meningen med tilværelsen? Så vær med til Grundtvigsk Hovedstadskonvent den 28. april.
I år har vi fokus på eskatologi og efterliv, og har inviteret talere som chefredaktør på Zetland Lea Korsgaard, forfatter Jonas Eika, professor Niels Henrik Gregersen og studielektor Erik Wulff Kelstrup til at sætte gang i samtalen.
Den kristne eskatologi er spændt ud mellem det vi kan forestille os, og det vi ikke kan. I en nutidig luthersk sammenhæng har man været tilbageholdende med spekulationerne og har i højere grad opfattet de bibelske bud på efterlivet billedligt.
Men nu ser vi en tendens til at flere sekulære røster artikulerer meget konkrete forestillinger om et efterliv – med fokus på nærdødsoplevelser, forestillinger om en kollektiv bevidsthed og generelle tanker om et liv efter døden, der godt kan give mindelser om dem, vi ellers troede hørte (kirke)historien til.
Hvad er der på færde? Det undersøger vi til dette års Hovedstadskonvent, hvor vi blandt andet stiller spørgsmål til, hvilke fortællinger, der bringer os håb i dag, om eskatologi først og fremmest angår nutiden (og nærheden) – og meget andet.
Pris for foredrag, kaffe og kage samt aftensmad:
200 kr. / 100 kr. for studerende og medlemmer af Grundtvigsk Forum
Kl. 13: 00: Velkomst
Kl. 13.10: Chefredaktør Lea Korsgaard: Hvad 64 sommerfugle lærer os om meningen med tilværelsen
Lea Korsgaard tager os i dette foredrag med på en rejse ind i et af tidens største spørgsmål: Hvilke fortællinger bringer os håb i dag? Og hvad er det egentlig, vi arbejder hen imod – hvad er dybest set meningen med tilværelsen? For at finde svar tager Lea ud på en mærkelig jagt for at se det dyr, som mennesker gennem årtusinder har knyttet til drømmen om genfødsel, fornyelse og bedre tider – nemlig sommerfuglen. Hun sætter sig for at se alle danske sommerfuglearter på et enkelt år. Jagten går også gennem kultur- og åndshistorien, gennem myterne, litteraturen og forestillingernes verden og ender på Falster en sommerdag med en helt uventet erkendelse. Foredraget tager udgangspunkt i bogen Inden året er omme, der udkommer i marts 2025
Kl. 14.00: Professor Niels Henrik Gregersen: Eskatologi og efterliv
Kan vi (andet end at) tro på det evige liv? Og hvornår begynder det? Vi kan ikke tale om livet efter døden uden at tale om livet før døden. Foredragets første forslag til talen om efterliv er, at vi allerede midt i tidens flow – blot ved at nynne en melodi - har en intuition om evighed som samklangen mellem fortid, nutid og fremtid. På samme måde lever vi i rumlige resonanser, i spændingsfelterne mellem mig selv og andet liv. Foredragets anden pointe er, at erfaringer af samtidighed og resonans udgør råstoffet for troen på det evige liv, sådan som vi ser også det i Jesu lignelser om gudsriget.
I kristendommen finder vi treklangen mellem evighed (liv), gudsriget (fællesskabet) og opstandelsen (person). Hvordan kan denne treklang formuleres i nutidens sprog, så håbet om fremtid ikke hænger og blafrer som en tynd tråd? Det vil foredraget give et bud på.
Kl. 15.00: Kaffepause
Kl. 15.30: Studielektor Erik Wulff Kelstrup: Håb for nutiden – nærværsteologisk eskatologi
Only hope can keep me together – sådan synger Sting i sit evigtgrønne hit Message in a bottle. Og i denne tid er det netop budskabet om håbets livsnødvendighed, som runger rundt og rundt i verdens ekkokammer. Lige nu er det krisetid, men kig trøsterigt fremad – håb!
Her synes kristendommen så at kunne præsentere trumfen over alle trumfer: et eskatologisk håb. Et helt gudsrige, der venter på os uden for ekkokammeret. Engang i fremtiden… Men det er der jo ligesom lidt længe til. Og er der ikke noget med, at Gud brød ind i ekkokammeret engang for længe siden i Betlehem? Ja, er det ikke gudstjenestens absolutte kristologiske omdrejningspunkt: at Gud kommer os nær i sit levende ord?
Dette foredrag vil netop betone en nærværsteologisk eskatologi. Med afsæt i Ingolf Dalferths Kierkegaard-inspirerede forståelse af håb som noget, der mere har med mulighed end fremtid at gøre, vil pointen være, at eskatologi først og fremmest angår nutiden og kun som sådan er fuld af fremtid. Og ja… så kommer vi selvfølgelig nok ikke uden om gamle Grundtvig her i 200-året for Kirkens Gienmæle. For Grundtvig er før alt andet nærværsteolog.
Kl. 17.00 Sangtime: Sognepræsterne Andreas Riis Damgaard og Adam Garff
Kl. 18.00: Middag
Bordtale v/ Sognepræst Rikke Juul
Kl. 19.30: Forfattermøde. Jonas Eika i samtale med sognepræst Andreas Thom.
Jonas Eikas nye roman, Åben himmel er en fantasi over den kristne kvindebevægelse beginerne, der opstod i begyndelsen af 1200-tallet. Vi møder beginen, Ida, der begynder at få visioner om den unge Jomfru Maria, en mangetydig Jesus og et indviklet hierarki af engle, der arbejder hårdt for at føre Guds planer ud i livet. Gradvist og modvilligt træder Ida frem som profet, mens hun samtidig forsøger at give sig hen til dem, hun elsker. Åben himmel er en genrebrydende historisk roman om skam, begær og alt det besværlige og vidunderlige ved at skabe et nyt fælles liv.
Jonas Eika har bl.a. modtaget Blixenprisen, Montanas Litteraturpris og Nordisk Råds Litteraturpris.
Om Grundtvigsk Hovedstadskonvent
I Grundtvigsk Forum er vi optaget af at diskutere forholdet mellem kirke, skole, kultur og samfund. Det finder sted i mange sammenhænge og på forskellige lokale mødesteder rundt omkring i landet. Men der er én sammenhæng, hvor vi synes, at der kunne være mere af den slags. Nemlig blandt præsterne i hovedstadsområdet. Derfor har vi etableret et årligt Grundtvigsk Hovedstadskonvent, som afholdes i foråret i forbindelse med Grundtvigs ordinationsdag.
Initiativet er taget af Vibeke Bidstrup, præst ved Grundtvigs Kirke, Steffen Ringgaard Andresen, præst ved Vor Frue Kirke, Mette Kathrine Grosbøll, præst ved Sions Kirke, Andreas Thom, præst ved Hørsholm Kirke, Else Hviid, præst ved Kastelskirken, Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesleder ved FUV og Asta Gyldenkærne, præst ved Ishøj kirker.
Vi har igen i år lagt et program for konventet, som vi håber, at både præster og studerende i hovedstadsområdet vil være interesserede i at tilmelde sig. Vi glæder os til at se jer.
I samarbejde med Grundtvigsk Forum
Relaterede arrangementer
Se alle arrangementer-
2/4Arrangement Udenfor Vartov
-
19/3Arrangement Udenfor Vartov
Morgensang og fortælling i Kjellerup
-
25/3Arrangement Udenfor Vartov
Tro og lidenskab - litteraturkreds om Sigrid Undset
-
26/3Arrangement Udenfor Vartov
Gudstjeneste- og prædikenværksted 26/3 og 7/5
-
26/3Arrangement Vartov
UDSOLGT / Er du optimist på menneskehedens vegne? – Studiekreds om Hal Koch og Grundtvig