Haven

Er jordelivet en jammerdal eller en paradishave? Det sidste, mente de grundtvigske, som derved adskilte sig fra mere konservativt vakte i 1800-tallet. I den jordiske have er der et glimt af paradishaven. Derfor opstod der blandt de grundtvigske en stor interesse for havens kultur og pleje.

I den bibelske skabelsesberetning skabte Gud mennesket, Adam, og satte ham i den frugtbareste have med livets træ og kundskabens træ. Det eneste menneske, der blev skabt i paradishaven, var Eva, som uden smerte blev taget af Adams ribben. Hun blev en lyst og hjælp for den ensomme Adam.

Det er et hovedmotiv for den grundtvigske kunstner Joakim Skovgaard. De to forbrød sig af lyst mod Guds bud og mistede deres liv i haven; måtte nu pukle på jorden og føde med smerte. Menneskeslægten, der har en rest af Guds billede i sig, vil dog altid længes tilbage til sit ophav i haven (Gud planted en have, Højskolesangbogen 559. Se også C.J. Brandt: Solen stråler over vang, DDS 724).

Haven er for Grundtvig det tabte og det kommende paradis, der omslutter jordelivet. Han kan digte om den vej, der er genåbnet ved Jesus Kristus:

Vejen til Eden blev genåbnet, da Jesus brød graven og opstod i den dødens have, hvori han var lagt. Den have skal også vi ligge i. Sådan fortæller Grundtvig det i salmen Tag det sorte kors fra graven (DDS 241), som er skrevet i opposition til Kingos bodstunge Bryder frem I hule sukke. Grundtvigs pointe er, at den forbandelse, som Gud i haven udstødte over synderen Adam, er afløst af englens budskab om frelserens opstandelse til Evas fjerne efterkommer, den fortvivlede Maria i haven på påskemorgen. Da er der lys og lyst – ikke længere kun jammer i mørke og øde dale. Guds lys og nåde, Guds søn, gør ”Paradis af ørke” (Blomstre som en rosengård, DDS 78). Der er ikke noget at sige til, at landsbyhaven og præstegårdshaven for de grundtvigske familier blev et afbillede af paradisets og opstandelsens have.