Arkitekturen
Carsten Bach-Nielsen om Grundtvigs aftryk i arkitekturen
I 1855 vedtoges loven om sognebåndsløsning, der førte videre til loven om valgmenigheder i 1866. Da den grundtvigske præst Vilhelm Birkedal i 1864 bad Gud om at give kongen et dansk hjerte – og blev afskediget – samledes menigheden fortsat om sin præst. Den byggede i 1866 sin egen kirke, Nazarethkirken i Ryslinge. Ved indvielsen talte Birkedal om kirken som ”et lille fredeligt og lønligt Nazareth, et Folkehjem …”.
Hermed tog
byggeaktiviteten fart blandt de grundtvigske. I forreste række stod siden
1880’erne bygmesteren Andreas Bentsen fra højskolen i Vallekilde. Her byggede
han Korskirken til menigheden, en typisk grundtvigsk centralkirke med
døbefonten i midten af rummet. Blikket fanges ikke af alteret, der efter grundtvigsk
skik er uden krucifiks. Inventaret skabtes af lokale folk. Kirken er nok så
meget menighedshus som gudshus.
Vartovmenigheden i København sprængtes i 1889. Andreas Clemmensen tegnede 1892-93 Immanuelskirken på Frederiksberg for den nye valgmenighed. Billedkunstnerne Joakim og Niels Skovgaard arbejdede sammen med arkitekten – eller ’bygmesteren’ som det hedder i det grundtvigske. Kirken i nordisk og norditaliensk stil er bred og lys, uden skel mellem kor og skib. Fra de åbne gallerier er der fri udsigt til Niels Skovgaards kæmpemaleri af pinsedåben – med menighedsmedlemmer som modeller. Få år senere opførtes den nye Nazarethkirke i Ryslinge. I det ydre en traditionel dansk landsbykirke; det indre i en mere decideret nordisk, mytologisk, højenloftsstil, der også dominerede i den grundtvigske højskolearkitektur.
Det arkitektoniske monument over Grundtvig og grundtvigianismen er dog P.V. Jensen-Klints stilrene Grundtvigskirke på Bispebjerg, 1921-1940. Bygmesteren var udgået fra det grundtvigske højskole- og gymnastikmiljø. Stilistisk bygger denne katedral på dansk gotik, men folkelig i sit udtryk er den ikke. Den er og bliver et ophøjet arkitekturmonument og minde for N.F.S. Grundtvig. Den dannede dog under besættelsen så stærk mode, at dens former kunne omsættes til menigmands gravsten.