Viden af Carsten Bach-Nielsen
Kirkegården
Elof Westergaard om Grundtvigs betydning for kirkegårdene
En kongelig forordning i 1805 påbød de danske købstæder af hygiejniske og pladsmæssige hensyn at etablere assistenskirkegårde (hjælpekirkegårde, red.). De nye bykirkegårde fik stor betydning for kirkegårdskulturen. Man blev ikke længere begravet i skyggen af kirken. Det gav plads til iscenesættelsen af en borgerlig mindekultur, og kirkegården fik mere karakter af romantisk have. Det forstærkede fokus på mindet (biografien, slægten og historien) og naturen var i god overensstemmelse med tænkningen hos Grundtvig og den grundtvigske vækkelse.
Kirkegården
blev et sted i stærk kontrast til den pulserende by. Grundtvig, som var optaget
af modsætningen liv-død, havde en sikker fornemmelse for dette skel:
“Lad for os, som på dig tro,
livets blomster overgro
gravens mørke tilje!1
Og ved kirkegårdens port
vift fra os hver skygge sort
med din hvide lilje!”
Grundtvig evnede poetisk-kristeligt at tolke samtidens kirkegårdsidealer. Kirkegården skal i lyset af opstandelseshåbet blomstre:
“O Guddoms-sol fuldstærk og blid,
o, skin nu klart i nådens tid,
gør lang din aftenrøde!
Lad blomstre op din kirkegård,
mens fuglen sjunger som i vår
din pris med toner søde!”
Den grundtvigske vækkelse fandt omkring år 1900 sit billedkunstneriske formsprog i Joakim og Niels Skovsgaards værker, og deres kunst fik indflydelse på gravminderne. Idealet var de romanske stenarbejder og den tidlige renæssances skildringer af figurer og symboler.
Det grundtvigske præg består ofte i valget af en marksten eller en stokhugget sten. Symbolerne på stenen er ofte righoldige og præget af stor frodighed, f.eks. et kraftfuldt kors, omkranset af blomster. Det grundtvigske præg kan også komme til udtryk i inskriptionen i indhugget salmevers eller ved angivelse af afdødes dåbsdato.
