Litteraturen

Lyrikeren og litteraturkritikeren Poul Borum indledte sin bog Digteren Grundtvig fra 1983 med ordene om, at han i mere end 30 år havde været overbevist om, at Grundtvig er Danmarks største digter. De følgende siders litterære gennemgang af Grundtvigs salmer, prædikener, sange, politiske og pædagogiske skrifter, foredrag og taler er et smukt vidnesbyrd om oprigtigheden i disse ord.

Alligevel kan man ikke sige, at Grundtvig har dannet litterær skole, endsige fået sig en stærk litteraturhistorisk placering. Årsagen hertil får vi også svar på i Borums bog: ”fordi litteraturforskerne og grundtvigianerne fra hver deres side frakendte ham pladsen; de første følte ham mindreværdig, de sidste mereværdig.” (s.34). Den litterære kritik har haft fokus på de europæiske strømningers skiftende nedslag i dansk litteratur, og grundtvigianerne har hæget om Grundtvigs rige ”brugskunst” som kernen i det folkelige Danmark.

Som 1900-tallets to andre store ånder, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, spænder Grundtvig imidlertid fornemt hen over denne spaltning i dansk kulturliv, hvor det meste myldrer ned ad Bredgades glemsel, mens kun få finder ind ad Frederiksgade til Slotspladsen. Grundtvig søgte med sit poetiske ord i det historiske for at kunne være nærværende i det nutidige, således som dette bar det fremtidige i sig. Selv om dette ikke har dannet litterær skole, så har vi i moderne tid set det samme hos f.eks. Tage Skou-Hansen, når hans hovedpersoner tiltalt af historiens gang – som hos Grundtvig ofte i kvindelig skikkelse – bevæger sig fra sidelinjen og ind på midtbanen, hvor man ikke kan tackle, men kun drible sig igennem. Og måske vi møder lidt af det samme hos forfattere som Jens Smærup Sørensen, Vibeke Grønfeldt og Kirsten Thorup, når de skriver om historien, ikke for at beskrive den, men for at vidne om vores tilstedeværelse i den og omvendt: