Menu
Viden
Grundtvig i kirken

Forkyndelsens genlyds-ord

af Peter Brandt Baumgartner, kommunikationsmedarbejder, Brøndbyøster Kirke og Glostrup Provsti

Peter Brandt Baumgartner skriver om N.F.S. Grundtvigs syn på salmesangen som et af kirkens tre livstegn

“…og friest er dit åndefang når dybt du drager det i sang, så højt i sky det klinger.”
N.F.S. Grundtvig, 'Alt, hvad som fuglevinger fik', 1851

Således skrev Grundtvig i 1851 i sin salme Alt, hvad som fuglevinger fik (Den Danske Salmebog 10). Fuglen er en metafor i salmen; det er den ofte i Grundtvigs salmer. Fuglen kommunikerer gennem sang – fuglens sang er en livsytring. Fra Grundtvigs synsvinkel er det på samme måde med et menneske: Åndedrættet er frit og levende, når det tager del i sangen. Salmesangen er folkets stemme i gudstjeneste- og kirkelivet, og åndedrættets frihed og sangen som ytring for menigheden afspejler Grundtvigs syn på salmesangen.

Det er et grundtvigsk kendetegn, at man ofte synger sammen – ofte fra Højskolesangbogen. Ved arrangementer kan man f.eks. begynde og slutte med en sang. Den fælles sang er en god måde at danne et fællesskab på: her kan mennesker mødes, dele en fælles historie og have et fælles udgangspunkt. I kirken og ved gudstjenester er det gennem lovsangen, kristendommens inderste kerne og kristenhedens historie giver genlyd i menigheden og i det enkelte menneske. Det er her, menigheden kan skabe forbindelsen til de ældste tiders kristendom, og det foregår gennem det levende ord, og den levende salmesang. For Grundtvig var salmesangen et af kirkens tre livstegn. Sammen med trosbekendelsen og forkyndelsen, står salmesangen som et levende “modsvar” på en levende forkyndelse – et genlyds-ord. Det er menighedens syngende svar på det, de har hørt.

Kirken lever, når sangen lever

Mange af Grundtvigs salmer er blevet til i forlængelse af hans prædikener. Grundtvigs prædikener kunne nærmest forekomme hymniske for de tilstedeværende, og det var fra prædikenerne, salmerne ofte udsprang. Hele Grundtvigs virke som salmedigter gik ud på, at genskabe den folkelige salmesang, som han kendte den fra Martin Luther og Thomas Kingo. Det var Grundtvigs opfattelse “…at en levende kirke altid vil kunne kendes på sin levende salmesang…” som teolog og professor Peter Balslev-Clausen skriver i sin bog Det vingede ord (1991). Man kan – så at sige – kende kirken på dens salmesang, og salmesangen bliver dermed en målestok for det åndelige niveau i kirken. At salmesangen skal forstås som “levende”, kan også betragtes som Grundtvigs kritik af den mere rationalistisk anlagte salmesang.

Grundtvig var vokset op med salmerne af store salmedigtere som Thomas Kingo og Martin Luther. Han har fra barnsben sunget med på deres salmer ved gudstjenester i Udby på Sjælland, og han så denne type salmesang som den rigtige og levende salmesang.

Grundtvig mente, at Hellighånden var tilstede ved gudstjenesten, og at gudsriget brød frem, når salmerne blev sunget. At Helligånden var tilstede i menigheden ved gudstjenesten viste sig også i, at kirkerummet, for Grundtvig, var sekundært – det var i menighedsfællesskabet, den egentlige kirke opstod og etableredes.

Man kan i Grundtvigs forstand betragte salmerne som menighedens samtale med Gud. For Grundtvig skabte salmesangen en særegen mulighed for mennesket til at se sig selv i Guds historie, fra skabelsen til evighedernes evighed. Historien giver her genlyd i mennesket. Dermed var lovsangen, evangeliets og forkyndelsens genlyds-ord.

Sammen med trosbekendelsen og forkyndelsen, står salmesangen som et levende “modsvar” på en levende forkyndelse – et genlyds-ord. Det er menighedens syngende svar på det, de har hørt.

Litteratur

Anders Holm. Grundtvig. En introduktion.
Filo, 2018

Jørgen Kjærgaard. Salmehåndbog.
Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2003

Peter Balslev-Clausen. Det vingede ord. Om N.F.S. Grundtvigs salmedigtning.
Materialecentret, 1991

Peter Balslev-Clausen. Seks store salmedigtere.
I: 'Salmesang: Grundbog i hymnologi' af Balslev-Clausen, P. & Iversen, H. R. (red.)
Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2014